Washington D.C., 27/07/2024 - 02:16
Medie: Bidens plan for stor højesteretsreform kommer mandag
Ifølge Politico kommer Joe Biden med sine konkrete forslag til en stor højestretsreform mandag.
Af: /ritzau/
USA's præsident, Joe Biden, vil mandag offentliggøre sit længe ventede bud på en reform af USA's højesteret, hvor han blandt andet vil foreslå, at der sættes en grænse for, hvor længe man må bestride posten som højesteretsdommer.
Det skriver mediet Politico, efter at have snakket med to unavngivne kilder, som ifølge mediet har kendskab til sagen.
Reformforslaget adresserer en række hovedpiner, som Biden har haft i sin præsident.
Først og fremmest at man i det nuværende system er udnævnt til højesteretsdommer uden tidsbegrænsning.
Ekspræsident Donald Trump fra Republikanerne udpegede i sin tid som præsident tre dommere til USA's højesteret.
Alle tre betragtes som meget konservative, og alle tre er under 60 år og kan potentielt sidde som højesteretsdommere i årtier.
De tre stemte alle for at omstøde afgørelsen "Roe v. Wade", som i næsten fem årtier sikrede amerikanske kvinder føderal ret til abort.
Det fremgår ikke af Politicos artikel, hvor længe Biden vil foreslå, at man kan sidde som højesteretsdommer.
Joe Biden vil til gengæld foreslå en ændring til USA's forfatning, som begrænser den immunitet, som højesteret i juli afgjorde, at USA's præsidenter nyder for officielle handlinger i embedet.
Sagen handlede om en række straffesager, som Donald Trump har været involveret i. Domstolen fandt, at tidligere præsidenter har immunitet for officielle handlinger, men ikke for handlinger, de har udført som privatpersoner.
/ritzau/