København, 27/05/2025 - 13:28
Løkke er ordknap om Stephensens comeback i Moderaternes gruppeværelse
Der kom kun få ord ud af munden på Moderaternes formand, da han blev spurgt ind til usædvanlig konstruktion.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Hvorfor kan løsgænger i Folketinget Jon Stephensen deltage i Moderaternes gruppemøder, når han ikke længere er medlem af Moderaterne?
Det spørgsmål var ikke til at få et uddybende svar på fra Moderaternes stifter og formand, Lars Løkke Rasmussen, da han tirsdag deltog i et gruppemøde i partiets gruppeværelse på Christiansborg.
Efter gruppemødet er det en ordknap formand, der svarer hurtigt på et enkelt spørgsmål, inden han skynder sig videre til et møde i folketingssalen.
- Det er fordi, vi har besluttet det efter aftale med ham (Jon Stephensen, red.), svarer Lars Løkke Rasmussen, men svarer dernæst ikke på det opfølgende spørgsmål: "Hvorfor har I egentlig det?"
Ved gruppemødet tirsdag var Jon Stephensen altså også med, efter at han torsdag 15. maj blev budt velkommen tilbage i Moderaternes gruppeværelse.
I august 2023 blev han hældt ud af partiet tilsat en bemærkning fra Lars Løkke Rasmussen om, at han - altså Jon Stephensen - ingen fremtid havde i Moderaterne og dansk politik.
- Vi har forsøgt i det stille diplomati at sende en utvetydig besked om, at der ingen fremtid er for dig i Moderaterne.
- Skal vi ikke prøve på på en eller anden måde at hjælpe både Moderaterne godt videre og i øvrigt også dig godt videre, for du har ingen fremtid i dansk politik, sagde Lars Løkke Rasmussen i august 2023 til DR.
Ved gruppemødet 15. maj var Lars Løkke Rasmussen i udlandet, og formanden havde dengang derfor ikke mulighed for at svare på spørgsmål om, hvorfor det udsmidte partimedlem nu pludselig igen kunne være med til partiets gruppemøder.
Det er en konstruktion, der er så usædvanlig, at mangeårige politiske iagttagere har haft svært ved at erindre, at de har hørt om noget lignende.
Efter gruppemødet 15. maj var det derfor op til gruppeformand Henrik Frandsen (M) at fortælle offentligheden, hvorfor Jon Stephensen igen skulle være med til gruppemøderne i partiet.
Henrik Frandsen satte ved den lejlighed ét minut af til at svare på to spørgsmål, inden han hastede videre.
Gruppeformanden nåede på det ene minut dog at afvise, at den nye aftale betyder, at Jon Stephensen de facto igen er blevet medlem af Moderaterne.
- Men vi har det arbejdsfællesskab, der gør, at han er med til diskussionerne og drøftelserne i folketingsgruppen med de forpligtelser og de muligheder, det giver, sagde Henrik Frandsen.
Jon Stephensen måtte i 2023 forlade Moderaterne i kølvandet på en række sager, der stillede ham i et lidet flatterende lys.
Dråben for partiet blev, at han havde skrevet lumre beskeder til en ung kvinde, der var medlem af Unge Moderater.
- Du virker klog og er smuk med den lækreste krop, skrev Jon Stephensen blandt andet til den unge kvinde.
Netop Unge Moderater har fastholdt, at de fortsat ikke har tillid til Jon Stephensen.
Den nuværende løsgænger har i forvejen indgået en stemmeaftale med regeringen. Han stemmer således med regeringen, der har mistet en del mandater i løbet af valgperioden.
For nylig var Jon Stephensen medvirkende til, at klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) akkurat reddede stormen af ved en mistillidsafstemning i Folketingssalen.
/ritzau/