København, 23/06/2025 - 10:53
Statens ventede overskud vokser markant frem mod 2030
Hvis prognoserne holder, har staten markant flere milliarder kroner mere i kassen i 2030 end hidtil ventet.
Af: /ritzau/
Regeringen vil opjustere det økonomiske råderum med 58 milliarder kroner frem mod 2030. Det erfarer Ritzau og flere andre medier.
Råderummet er statens forventede overskud, hvis prognoserne for økonomien holder de næste fem år.
Det ventes officielt præsenteret mandag ved middagstid af finansminister Nicolai Wammen (S).
Finansministeren kalder det på Facebook en "meget markant opjustering af det økonomiske råderum" uden at forholde sig til tallet.
- Det er virkelig positivt, at vi i Danmark står så økonomisk stærkt. Ikke mindst fordi vi ved, at vi i de kommende år skal foretage endog meget store investeringer i Danmarks sikkerhed og forsvar, skriver han.
Det er den femte opjustering af tallet i denne valgperiode. Der er dog indgået nye aftaler i foråret, så det er uvist, hvad det endelige tal er.
Det officielle tal ventes at blive meldt ud i en pressemeddelelse. Det er uvist, hvad pengene skal bruges på, men snart skal forsvarsudgifterne hæves markant.
Det er kendt, at statens økonomi er inde i en stor vækst, da beskæftigelsen udvikler sig langt bedre end ventet.
Det er især antallet af udenlandske medarbejdere i Danmark, der er vokset markant mere end ventet. De bidrager til statens økonomi ved at betale skat.
Det har længe stået klart, at det går godt i dansk økonomi, og råderummet er de seneste år blevet forhøjet igen og igen med en del milliarder kroner.
- Meget bedre end vel nærmest samtlige lande vi plejer at sammenligne os med. Samtidig har vi også kunnet se, at det endda går bedre, end både Finansministeriet og de fleste andre har kunnet forestille sig, skriver Wammen.
Opjusteringen sker, dagen før en lang række stats- og regeringschefer skal deltage i et topmøde i Nato, hvor de vil lægge sig fast på markant højere forsvarsudgifter.
Det hidtidige mål har været to procent af bnp, men forsvarsalliancen ventes at blive enige om fem procent. Det betyder, at landene skal bruge fem procent af bnp, som er et udtryk for værdien af alle varer og tjenester produceret i et land på et år.
Blandt andet på grund af de mange opjusteringer vil Finansministeriet opjustere sine regnemodeller, så de bliver mere retvisende.
- Derfor igangsatte jeg et arbejde i Finansministeriet, der skulle sikre, at vi bedre kan forudse, hvordan dansk økonomi kommer til at udvikle sig i de kommende år, skriver Wammen.
Det Økonomiske Råds formandskab har tidligere sagt, at dansk økonomi står på et solidt grundlag, selv om der er høj usikkerhed om den internationale udvikling.
/ritzau/