Esbjerg, 18/06/2025 - 16:35
55-årig fængsles for drab på 71-årig kvinde i Esbjerg
Onsdag blev en 55-årig mand varetægtsfængslet i en uge. En medsigtet 84-årig mand er blevet løsladt.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den 55-årige mand, der tirsdag blev anholdt i Esbjerg og sigtet for drab på en 71-årig kvinde, varetægtsfængsles i en uge.
Det oplyser anklageren i sagen, Anemarie Haahr, til Ritzau.
Den 55-årige blev fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Esbjerg onsdag, hvor det blev besluttet at fængsle ham.
Manden nægtede sig skyldig og tog forbehold for at kære.
Den anden mand, der også blev anholdt tirsdag, en 84-årig mand, blev onsdag morgen løsladt. Han er fortsat sigtet i sagen.
- Vi har vurderet de efterforskningsresultater, der har været, om der var anledning til at fremstille ham. Det har vi ikke fundet grundlag for at gøre, siger Anemarie Haahr.
- Det sker sommetider, at man er sigtet for drab uden at blive fremstillet i et grundlovsforhør, tilføjer hun.
Tirsdag klokken 10.26 fik Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse om, at en beboer på Kingosvej i Esbjerg var kommet alvorligt til skade.
Her blev en 71-årig kvinde fundet død på adressen, og det er politiets formodning, at hun var blevet dræbt.
Senere tirsdag blev en 84-årig mand anholdt på en golfbane i Varde, mens den 55-årige blev anholdt i Vejers.
Her fremgik det også, at både de to sigtede mænd og den 71-årige kvinde havde en relation til hinanden. Hvilken relation, der er tale om, er ikke blevet oplyst.
Anklager Anemarie Haahr vil heller ikke komme nærmere ind på, hvad relationen er mellem dem.
- Det kan jeg ikke kommentere på nuværende tidspunkt af hensyn til efterforskningen, og at grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, siger hun.
De lukkede døre betyder, at det ikke er muligt for offentligheden at få et indblik i, hvad den nu fængslede mand eventuelt har forklaret, og hvilke beviser politiet har mod ham.
/ritzau/