København, 15/08/2025 - 15:46
Guldsmed er varetægtsfængslet og sigtet for grov hvidvask
En 28-årig mand er sigtet for grov hvidvask af mindst 55 millioner kroner. Manden er blevet varetægtsfængslet.
Reuters/Reuters
Af: /ritzau/
En 28-årig mand er efter et grundlovsforhør i Københavns Byret blevet varetægtsfængslet frem til den 11. september.
Manden er sigtet for hvidvask af et større millionbeløb.
Den 28-årige er sigtet forat have konverteret mindst 55 millioner kroner, der stammer fra kriminalitet, om til guld gennem en periode fra februar 2022 til august 2025. Manden er ejer og direktør i en guldsmedeforretning i København.
Manden var ved grundlovsforhøret iført sorte bukser, hvid T-shirt og et par badesandaler. Den 28-årige mand havde en tolk med sig i Københavns Byret, da han er svensktalende. Manden har bopæl i Sverige, men er registreret i det danske folkeregister.
Efter sigtelsen blev læst op, blev resten af grundlovsforhøret taget under lukkede døre af hensyn til sagens videre efterforskning.
Der er nedlagt navneforbud i den igangværende sag både i form af navn på den sigtede samt den guldsmedeforretning, han er ejer af. Det valgte dommeren, da sagen er på et tidligt stadie, og der stadig kan være flere ukendte gerningsmænd.
Ifølge sigtelsen har den mistænkte tilsløret pengenes kriminelle oprindelse ved at købe guld i Danmark, som han har omsmeltet og senere eksporteret til Dubai. Her er guldet gjort renere med henblik på at tage det med tilbage til Danmark.
Den 28-årige mand blev pågrebet torsdag eftermiddag i lufthavnens toldsluse, hvor han var i gang med at deklarere import af 12 kilo guld.
National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, forklarer i en pressemeddelelse, at enheden efter anholdelsen har ransaget tre adresser, hvor der blandt andet er blevet beslaglagt guld til en samlet anslået værdi på cirka 24 millioner kroner.
Det er på nuværende tidspunkt ikke kommet frem, hvordan den varetægtsfængslede stiller sig i forhold til de rejste sigtelser.
/ritzau/