Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Stockholm, 11/06/2025 - 17:23

Svensk politi ophæver taskeforbud efter sænket trusselsniveau

I november 2023 blev et forbud mod tasker ved store begivenheder indført i Sverige. Nu fjernes det igen.

Af: /ritzau/

Et nationalt forbud mod tasker ved større begivenheder i Sverige er onsdag blevet ophævet.

Det skriver svensk politi i en meddelelse på politiets hjemmeside.

Forbuddet blev indført i november 2023, efter at trusselsniveauet i landet var blevet hævet til trin 4 på en skala, der går til 5.

Men i slutningen af maj sænkede svensk efterretningstjeneste niveauet til 3.

Det har fået politiet til at lempe det nationale taskeforbud, som dog stadig kan gælde nogle steder i en overgangsperiode, lyder det.

- Berørte arrangører kan kontakte politiet, og så vil vi forsøge at gøre, hvad vi kan for at gøre overgangsperioden så smidig som muligt, siger Johan Olsson, der er chef for den nationale operative afdeling, i meddelelsen.

For begivenheder, som er tilladt under betingelse af taskeforbud, gælder forbuddet stadig. Det er for eksempel sommerens festivaler.

Som arrangør skal man derfor kontakte politiet og meddele, at man ønsker betingelserne ændret.

Politiet skal nemlig stadig sikre, at arrangørerne har en plan for håndtering af tasker.

Det er ifølge politiet "stadig nødvendigt for arrangøren at implementere relevante sikkerhedsforanstaltninger, da Sverige stadig har en forhøjet trussel og en alvorlig sikkerhedssituation", lyder det.

/ritzau/

København, 23/06/2025 - 14:20

Keld og Hilda Heick får egen TV 2-serie

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I 2026 kan man komme helt tæt på Keld og Hilda Heick, når TV 2 følger dansktopparret i tiden op til deres allersidste koncert, skriver Billed-Bladet.

Dansktopparret Keld og Hilda Heick spillede torsdag deres sidste koncert i Tivoli ved arrangementet "Syng med i Tivoli".

Det endegyldige punktum for karrieren sætter de 79-årige sangere 6. februar 2026 i Portalen i Greve.

Og de har planer om at gå ud med et brag.

Derfor følger der med stoppet en portrætudsendelse om parrets liv, karriere og afsked. Det skriver Billed-Bladet.

- Vi har haft tv på siden klokken 13.30 i dag. Det er TV 2, der laver en hel serie med os, sagde Hilda Heick til ugebladet efter showet i Tivoli, hvortil Keld Heick tilføjede:

- Vi glæder os til i aften, når vi kommer hjem, og der ikke er nogen linser foran os. Programmet bliver sendt til næste år, men vi mangler stadig at optage nogle gange.

TV 2 bekræfter over for Billed-Bladet, at man er i gang med optagelser. Den endelige premieredato er endnu ikke fastlagt, lyder det.

Keld og Hilda Heick har optrådt sammen siden 1976, og Hilda Heick har fra start gjort det klart, at hun ikke ønsker at stå på scenen, når hun runder 80 år.

Det ønske får hun opfyldt, da deres sidste koncert afholdes godt tre måneder inden den runde fødselsdag.

Alligevel bliver det en vemodig afsked efter næsten 50 år i showbusiness, og Hilda Heick har over for Ritzau beskrevet det som enden på en epoke.

- Vi har haft en fantastisk god tid. Vi har været heldige, men vi har også været flittige. Der skal begge ting til, før det kan køre så lang tid, lød det fra Hilda Heick i marts.

Det er parrets datter, Annette Heick, der er vært på "Syng med i Tivoli", og hun blev da også særligt berørt ved torsdagens afsked på Plænen.

Hun mener dog, at det bliver godt for forældrene med en mere rolig hverdag.

- Det er ikke sundt at køre så mange kilometer på landevejene. Jeg tror, at det bliver godt for dem at stoppe, og jeg glæder mig på deres vegne, sagde hun til Ritzau tidligere i juni.

- Jeg tror, det bliver svært for dem. Men jeg tror ikke, at det kommer til at være svært længe. Jeg tror hurtigt, at det også bliver hverdag, at man er sammen derhjemme i stedet.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 23/06/2025 - 13:08

Johnny Depp: Jeg var nødt til at udslette mig selv

Ammar Abd Rabbo/Ritzau Scanpix

Skuespilleren Johnny Depp fortryder intet ved den medieombruste retssag mellem ham og ekskonen Amber Heard, siger han til The Times.

Johnny Depp har i mange år været en af verdens mest efterspurgte skuespillere.

Det var, indtil hans ekskone Amber Heard i en klumme anklagede ham for hustruvold, og han blev sendt på tre års tvungen pause som følge af den injuriesag, han anlagde mod hende.

Sagen var yderst omtalt i både den nationale og internationale presse, og Johnny Depp vandt indledningsvist.

Han siger nu i et større interview med The Times, at han indledte retssagen, fordi beskyldningerne mod ham var gået for vidt.

- Jeg vidste, at jeg blev nødt til at semi-udslette mig selv. Alle sagde "det går over igen". Men det kan jeg ikke stole på. Hvad vil gå over? Den fiktion, der er spredt rundt i hele verden? Den går ikke væk, lyder det til mediet ifølge Deadline.

- Hvis jeg ikke forsøgte at repræsentere sandheden, så ville det fremstå som om, jeg rent faktisk havde gjort de ting, jeg blev anklaget for. Og det ville mine børn skulle leve med.

Den medieombruste sag endte i 2022 med et forlig mellem Johnny Depp og Amber Heard, efter at de hver især havde sagsøgt hinanden for henholdsvis 50 og 100 millioner dollar.

- Efter store overvejelser har jeg taget den meget svære beslutning at indgå forlig i sagen om bagvaskelse, som er rejst mod mig af min eksmand i Virginia, skrev Amber Heard da på Instagram.

- Det er vigtigt for mig at sige, at jeg aldrig valgte det her. Jeg forsvarede min sandhed og ødelagde mit liv som resultat, lød det.

Hun understregede dengang, at det ikke skulle ses som en indrømmelse af skyld, og det samme lyder fra Johnny Depp i interviewet med The Times.

Men trods den hårde periode og det endelige resultat, så fortryder den amerikanske skuespiller intet, lyder det.

- Hvad kan vi ærligt talt gøre anderledes ved sidste uges middag? Ikke fucking noget.

Johnny Depp ser sig selv som en prøvekanin for MeToo-bevægelsen, der først rigtig tog fart i 2017, mens Heards anklager mod ham kom frem i 2016.

- Jeg forstår folk, der ikke kunne støtte mig, fordi det mest skræmmende for dem var at tage det rigtige valg, siger han.

Den amerikanske skuespiller er nu godt i gang med sit comeback. I 2023 medvirkede han i filmen "Jeanne du Barry", og han har hovedrollen i den kommende film "Day drinker".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 23/06/2025 - 11:00

FAKTA: De fire pakketyper

* Den systematiske type: laver pakkelister, ruller tøjet og pakker i god tid.

* Last minute-typen: venter med at pakke til sent om aftenen, selv om personen skal med et fly tidligt næste morgen, og håber på det bedste.

* Minimalisttypen: pakker så lidt som muligt.

* Hvad-nu-hvis-typen: pakker til enhver tænkelig situation. Det er den samme type, der ikke kan finde ud af at smide ting ud, for hvad nu hvis man for brug for det?

Kilde: organiseringsekspert Marianne Gammelgaard.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 23/06/2025 - 11:00

Sådan får du mest ud af din håndbagage

Thibaud Moritz/Ritzau Scanpix

Med enkle fif får du plads til det hele i håndbagagen, når du pakker til ferien eller weekendturen.

Du aser og maser med at få de to lynlåsskydere på kufferten til at mødes, og når det endelig lykkes, puster du ud og prøver at fortrænge, at du skal gøre det hele en gang til, når du skal hjem fra ferien igen.

Det er ikke altid lige let at pakke let, men det er ikke umuligt, mener organiseringsekspert Marianne Gammelgaard, der har flere års erfaring med blandt andet at hjælpe familier i TV 2-programmet "Vi drukner i rod".

Hun fremhæver tre hovedpunkter, du bør forholde dig til, når du skal pakke hele din weekend ned i en trolley eller en lille rygsæk for at undgå at skulle betale for en indtjekket kuffert.

- Uanset hvor småt du pakker, bør du pakke i kategorier. Det giver overblik og gør ens ting lettere at finde, siger Marianne Gammelgaard.

Du kan fordele kategorierne i små poser eller pakkekuber, som er små, kvadratiske beholdere i nylon med lynlås. Det kunne være toiletgrej i den ene, elektronik i den anden, tøj, snacks og medicin. Selv tøjet kan du inddele i kategorier.

Hvis du skal bruge noget, der ligger nederst i tasken, og du ikke har inddelt bagagen i kategorier, vil det hele blive rodet sammen, når du tager det op af tasken.

Inddelingen gør, at selv om du har travlt på din rejse og er et rodehoved, vil der kun opstå rod i en af poserne.

Dernæst er det en god idé at rulle tøjet.

- Det er et gammelt backpackertip for at spare plads, men også for ikke at krølle tøjet, siger hun.

Tøjet rulles i små pølser, der lægges tæt sammen i poserne. Til sidst bør du overveje, hvordan du har adgang til din bagage.

- De ting, som du skal bruge ofte, skal være let tilgængelige, siger organiseringseksperten.

Det kunne være sådan noget som pas, høretelefoner og snacks. Enten skal det ligge øverst eller i sidelommerne af tasken.

Marianne Gammelgaard foreslår, at du også kan lave en pakkeliste og pakke tøj, der kan bruges både om aftenen og om dagen, og påpeger, at det er nemmere at dresse ned end at dresse op.

Hun anbefaler også at pakke ting, der kan bruges til flere formål. For eksempel kan et stort tørklæde også bruges som et tæppe til flyrejsen.

Ifølge hende er det en hyppig fejl, at folk pakker for meget.

- Man tager jo aldrig så lidt med, at man er nødt til at købe en hel garderobe, men der er flere, der tager en hel garderobe med og kun bruger tre eller fire ting, siger hun.

En, der har lært det, er Tine Haslam Nielsen. Hun står bag rejsebloggen "A World to Explore" og drog af sted på sin første solorejse for 14 år siden.

- Det vigtigste, jeg har lært, er at begrænse mig. På mine første rejser var jeg ofte nødt til at lade ting blive på hotellet, fordi jeg ikke havde plads til dem på vej hjem, siger rejsebloggeren.

Særligt underdele og fodtøj bør man holde igen med, råder hun.

Tine Haslam Nielsen rejste for nylig en måned i Mellemamerika kun med håndbagage, og her var et af hendes bedste rejsegadgets et par bukser, der kunne laves om til shorts.

Desuden har hun gode erfaringer med at bruge pakkekuber og har som fast vane at rulle tøjet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv