Birmingham, 22/07/2025 - 21:15
FAKTA: Heavy metal-sangeren Ozzy Osbourne er død
Ozzy Osbourne gik bort om morgenen den 22. juli, oplyste hans kone Sharon og fire af hans børn i en udtalelse.
Af: /ritzau/
Sangeren Ozzy Osbourne er død i en alder af 76 år.
Han afholdt tidligere i juli sin afskedskoncert på Villa Park i hjembyen Birmingham.
Læs om hans liv her.
* John Michael Osbourne blev født i Birmingham i Storbritannien i 1948. Begge hans forældre var fabriksarbejdere.
* I 1968 startede han heavy metal-bandet "Black Sabbath" sammen med Tony Iommi, Geezer Butler og Bill Ward. Bandet opnåede stor succes i de følgende år.
* Osbourne indspillede flere anerkendte album med "Black Sabbath", men blev smidt ud af gruppen i 1979 på grund af hans afhængighed af alkohol og stoffer.
* Efterfølgende fortsatte Osbourne sin karriere solo.
* Osbourne bliver beskrevet som en af rockens vildeste forsangere. Ved en berygtet koncert bed han hovedet af en flagermus - noget han senere påstod, at han gjorde, fordi han troede, det var en legetøjsflagermus.
* Mange kender ham også fra den meget populære realityserie The Osbournes, som blev sendt på MTV i perioden 2002 til 2005. Serien fulgte Ozzy og hans familie.
* I 2013 vendte Osbourne tilbage til bandet "Black Sabbath" for at indspille albummet 13.
* De seneste år har Osbourne kæmpet med svigtende helbred, og i 2019 blev han diagnosticeret med Parkinsons sygdom.
* For lidt over to uger siden stod Ozzy på scenen i Birmingham - både som soloartist og sammen med den oprindelige besætning i Black Sabbath - ved en afskedskoncert.
* Ozzy Osbourne gik bort om morgenen den 22. juli, oplyste hans kone Sharon Osbourne og fire af hans børn i en udtalelse. Dødsårsagen er ikke oplyst.
* Han efterlader sig seks børn.
Kilder: NTB, The Guardian, BBC
/ritzau/