Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/05/2025 - 09:37

19-årig bilist fremstilles i grundlovsforhør efter færdselsulykke

En ung kvinde er blandt andet sigtet for uagtsom legemsbeskadigelse i forbindelse med en ulykke søndag aften.

Af: /ritzau/

En 19-årig kvinde fremstilles i grundlovsforhør tirsdag formiddag.

Hun blev anholdt mandag eftermiddag i forbindelse med en færdselsulykke søndag aften på Nørrebro, hvor to cyklister blev ramt af en bil.

Det skriver Københavns Politis anklagemyndighed på det sociale medie X.

Hun fremstilles i Retten på Frederiksberg klokken 09.30.

Kvinden er sigtet for uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder. Politiet har tidligere oplyst, at man formoder, at kvinden var påvirket af euforiserende stoffer.

Derudover er hun sigtet for at forvolde nærliggende fare for nogens liv.

Ulykken skete i krydset ved Jagtvej og Ågade. Politiet fik anmeldelsen kort efter klokken 22.30.

Den ene af de to cyklister kom alvorligt til skade, og påkørslen fik også konsekvenser for en person i et busskur, har Københavns Politi tidligere oplyst.

I alt fire blev bragt på hospitalet. Både de to cyklister, føreren af bilen og en mand i busskuret kom til skade.

En af cyklisterne, en kvinde på 28 år, var ifølge de umiddelbare oplysninger svært tilskadekommen.

I forbindelse med ulykken var trafikken på Ågade lukket i udadgående retning. Falkoner Allé og Jagtvej har været helt afspærret.

En bilinspektør blev kaldt ud for at foretage undersøgelser på stedet, og der var afspærret i godt fire timer.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

/ritzau/

London, 21/05/2025 - 21:43

Northside-aktuel rapper sigtes for terrorforseelse af britisk politi

Clodagh Kilcoyne/Reuters

En video viser angiveligt, at en nordirsk rapper viser et Hizbollah-flag frem under en koncert i London.

Britisk politi har sigtet Liam O’Hanna, der er en del af den nordirske hiphoptrio Kneecap, for en terrorforseelse, fordi han angiveligt har vist et flag til støtte for den militante bevægelse Hizbollah.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Politiet blev ifølge mediet Sky News gjort opmærksom på en video af den unge rapper i april. Derfor blev dets antiterrorenhed sat på opgaven.

I videoen kan man angiveligt se O'Hanna vise et Hizbollah-flag frem under en koncert i London tilbage i november sidste år.

Hizbollah-bevægelsen blev dannet i 1982 som svar på en israelsk invasion i Libanon. Det er en shiamuslimsk bevægelse, som gennem årene blandt andet også har angrebet amerikanske mål.

Den har desuden spillet en særdeles aktiv rolle som allieret til Hamas-bevægelsen, der er i krig med Israel.

O'Hanna er sigtet for at have vist flaget "på en sådan måde eller under sådanne omstændigheder, at der er en rimelig mistanke om, at han støtter en forbudt organisation", lyder det.

Det er i så fald i strid med britisk terrorlovgivning.

Trioen har imidlertid understreget, at den hverken støtter Hamas eller Hizbollah, og den siger, at videoen er blevet taget ud af sin kontekst, skriver BBC.

Ifølge mediet har det indtil videre kostet Kneecap en række optrædener.

Ikke desto mindre tyder alt på, at de denne sommer lægger vejen forbi den aarhusianske festival Northside, hvor 27-årige O'Hanna efter planen skal optræde med de to øvrige medlemmer.

Han skal møde i retten i London den 18. juni, hvilket er 11 dage efter deres planlagte koncert i Danmark.

/ritzau/

Læs Mere >>

London, 21/05/2025 - 21:23

Northside-aktuel rapper sigtes for terrorforseelse af britisk politi

En video viser angiveligt, at en nordirsk rapper viser et Hizbollah-flag frem under en koncert i London.

Britisk politi har sigtet Liam O’Hanna, der er en del af den nordirske hiphoptrio Kneecap, for en terrorforseelse, fordi han angiveligt har vist et flag til støtte for den militante bevægelse Hizbollah.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Politiet blev ifølge mediet Sky News gjort opmærksom på en video af den unge rapper i april.

Den viser angiveligt O'Hanna vise et Hizbollah-flag frem under en koncert i London tilbage i november sidste år.

Kneecap lægger denne sommer vejen forbi den aarhusianske festival Northside, hvor O'Hanna efter planen skal optræde med de to øvrige medlemmer.

Han skal møde i retten i London den 18. juni, hvilket er 11 dage efter deres planlagte koncert i Danmark.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 21/05/2025 - 10:00

FAKTA: Om regulering af legetøj

* Et produkt bliver defineret som legetøj, hvis det klart er konstrueret eller bestemt til legeformål for børn under 14 år. Regler for legetøj bliver primært reguleret i  EU's legetøjsdirektiv, som er implementeret i dansk lov i legetøjsbekendtgørelsen.

* Reglerne i legetøjsdirektivet har været under revision, og i april 2025 blev de nye regler vedtaget politisk.

* For at opnå den bedste beskyttelse af børn, er det blevet besluttet, at direktivet skal ændres til en forordning. Det vil give en bedre beskyttelse, fordi alle EU-lande får de samme regler vedrørende legetøj.

Kilde: Miljøstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 21/05/2025 - 10:00

FAKTA: Skru ned for kemien på børneværelset

* Luft ud på legeværelset.

* Sørg for at tørre støv af regelmæssigt. De kemiske stoffer kan klistre til støvet og dermed være i indeklimaet.

* Opbevar legetøjet i beholdere, der kan tørres af.

* Tør legetøjet af for støv, og vask bamserne.

Kilde: Stine Müller, som er projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek