Holbæk, 15/07/2025 - 15:08
Dobbelte skybrud har ramt flere steder i landet
DMI's varslinger om uvejr tirsdag er blevet til virkelighed med skybrud i flere byer landet over.
Af: /ritzau/
Skybrud har ramt sjællandske byer som Holbæk og Gundsømagle tirsdag eftermiddag.
Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på X.
Længere sydpå er byer som Køge og Nakskov også ramt af de store mængder nedbør.
Ifølge DR er der tale om to dobbelte skybrud tæt ved de to byer.
Ved Tessebølle, der ligger syd for Køge, har DMI's målestation målt 34,6 millimeter nedbør på 30 minutter. Ved Langø tæt ved Nakskov har måleren registreret 36,4 millimeter, skriver DR.
Et skybrud er defineret ved, at nedbørsmængden overstiger 15 millimeter på 30 minutter, oplyser DMI.
Ifølge flere medier er der også registreret skybrud over Limfjorden.
Tidligere tirsdag kom DMI med to varslinger om kraftig regn og lokale skybrud for store dele af landet.
Begge varslinger er i den såkaldte kategori 1, der af DMI defineres som "voldsomt vejr".
- Vær opmærksom på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og udendørsaktiviteter, lyder opfordringen fra det meteorologiske institut.
Det første varsel gjaldt fra klokken 10 til klokken 18 tirsdag. Det næste varsel gælder fra klokken 18 til klokken 6 onsdag.
Men ifølge DMI er det ikke slut med regnvejret for sommeren. For uge 30, 31 og 32 byder den danske sommer på lidt eller noget over normalen af nedbør for årstiden, skriver DMI i en ny prognose.
- Hvad byder sidste halvdel af sommeren på? Ustadigt vejr med byger, regn og torden, lyder det fra DMI i et opslag på X.
Der er dog ikke grund til at pakke badetøjet helt væk. Temperaturerne bevæger sig mellem 18 og 24 grader for de tre uger.
I uge 30 er vejret vekslende med regn, byger og perioder med sol. I de to resterende uger deles sol og regn om pladsen.
/ritzau/