Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Jammu, 10/05/2025 - 19:35

Medie: Indisk by er angrebet af droner kort efter våbenhvile

En minister oplyser til Reuters, at der er hørt eksplosioner i indisk by få timer efter aftale om våbenhvile.

Af: /ritzau/

En by i Jammu og Kashmir-regionen i Indien er ifølge et øjenvidne blevet udsat for droneangreb.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, kort efter at Indien og Pakistan er blevet enige om en våbenhvile.

Omar Abdullah, der er førsteminister i Jammu og Kashmir-regionen, skriver i et opslag på X, at der er hørt eksplosioner på tværs af byen Srinagar, der ligger i regionen.

- Hvad helvede skete der lige med våbenhvilen, skriver han på X.

Ministeren siger ligeledes i et andet opslag, at luftforsvaret i Srinagar er blevet aktiveret.

Sammen med opslaget har han vedhæftet en video af en sort nattehimmel, hvor røde lyskugler flyver hen over.

- Det her er ikke en våbenhvile, skriver han.

Indiens udenrigsminister, Vikram Misri, siger ifølge Reuters, at Pakistan har overtrådt våbenhvilen.

Det indiske militær "besvarer" ifølge udenrigsministeren angrebet og opfordrer Pakistan til at stoppe bruddet på våbenhvile.

Pakistan har ikke umiddelbart kommenteret de indiske meldinger.

Tidligere på dagen lørdag bekræftede både Indien og Pakistan ellers, at de to lande havde indgået en våbenhvile.

Det var USA's præsident, Donald Trump, der først skrev om nyheden i et opslag på sit sociale medie Truth Social.

- Efter en lang nat med forhandlinger, mæglet af USA, er jeg glad for at kunne meddele, at Indien og Pakistan har indgået en fuldstændig og øjeblikkelig våbenhvile, skrev den amerikanske præsident.

Kort efter blev våbenhvilen ifølge nyhedsbureauet AFP bekræftet af både Indien og Pakistan.

Indien og Pakistan har i årtier ligget i strid om regionen Kashmir. Kashmir har været delt mellem Indien og Pakistan siden deres uafhængighed fra britisk styre i 1947. Begge lande gør krav på hele territoriet.

Men forholdet mellem de to lande, der begge råder over atomvåben, er blevet kraftigt forværret siden april. Her blev 26 personer dræbt af skud i et turistområde i den indiske del af Kashmir.

Indien mener, at Pakistan støttede angrebet. Pakistan afviser at have noget med angrebet at gøre.

Den seneste tid har begge lande udført angreb mod hinanden. Flere er blevet dræbt på begge sider af konflikten.

/ritzau/

København, 12/05/2025 - 11:35

Dansk skuespiller afslører graviditet i dansevideo

Claus Bech/Ritzau Scanpix

I et opslag på Instagram løfter den 29-årige skuespiller Marie Reuther sløret for, at hun skal være mor for første gang.

Det er en meget energisk og munter Marie Reuther, der danser i en ny video på skuespillerens egen Instagram-profil.

Og det kan man godt forstå.

Videoen begynder med, at hun danser med ryggen til kameraet, men til sidst vender hun sig om og afslører en stor, gravid mave.

- I anledning af CPH marathon og Mors dag … Wish me luck, skriver den 29-årige skuespiller i opslaget, der er ledsaget af sangen "Push It" af Salt-N-Pepa.

Det er skuespillerens første barn, der gemmer sig i den gravide mave.

Dansen er ikke en fremmed størrelse for Marie Reuther.

Hun er blandt andet kendt fra sin rolle som Joy i TV 2-serien fra 2023 "Dansegarderoben", der handler om kvinderne, som dansede bag Cirkusrevyens store stjerner i 70'erne.

Hendes præstation som Joy skaffede hende prisen som Bedste Skuespillerinde ved Monte-Carlo tv-festival i Monaco.

Hun har også medvirket i fjerde sæson af Netflix-serien "Sex Education" og havde hovedrollen i HBO-serien "Kamikaze" fra 2021.

Marie Reuther danner par med musikeren William Torp, der er søn af sangeren Jette Torp.

Danseskuespilleren blev uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2020.

/ritzau/

Læs Mere >>

Basel, 12/05/2025 - 08:00

Fuldt fokus på Eurovision: Jeg har verdens bedste bagland

Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Venner og familie står klar, så Danmarks grandprixstjerne Sissal kan shine på scenen i Eurovision.

Det kan godt være, at Danmarks Eurovision-deltager, Sissal, synger alene på scenen. Men bag hende står et hav af hænder.

- Jeg har verdens bedste, ressourcestærke bagland, som jeg kan bede om, siger Sissal og fortsætter:

- Der er mange, der spørger mig, hvordan jeg håndterer Eurovision med at være mor, og svaret er, at det er et rigtig godt bagland. Jeg er meget privilegeret. Så jeg kan ikke sige, at alle kan gøre det her. Jeg kan, fordi jeg har et kæmpe netværk bag mig.

Mens Sissals færøske familie ankommer onsdag for at heppe, inden hun skal synge sin skæbnesang, "Hallucination", i torsdagens semifinale i årets internationale melodigrandprix, er hendes to små børn dog rejst fra Basel i Schweiz igen.

Den lille familie bor til daglig i København.

- Det ville blive for travlt for dem at være her, når Eurovision går i gang, og de ville overhovedet ikke kunne se mig. Så de har været her tre dage inden, og det har været virkeligt, virkelig dejligt og fantastisk, fortæller Sissal.

De kommende tre dage frem til semifinalen skal de sidste detaljer på plads, for der venter Sissal en stor opgave, når hun skal forsøge at synge Danmark til en plads i finalen.

Sådan en har Danmark ikke stået i siden 2019, og Danmark er dermed det land, der har misset finalen flest gange i streg.

- Jeg håber, at vi er i stand til at ændre det i år. Jeg krydser virkelig, virkelig fingre for det, lyder det fra Sissal.

37 lande stiller op i årets Eurovision. Derfor afvikles konkurrencen over to semifinaler henholdsvis tirsdag 13. maj og torsdag 15. maj inden den grande finale 17. maj.

Seks lande er automatisk kvalificeret til finalen. Det er Italien, Tyskland, Storbritannien, Spanien og Frankrig, da de betaler den største del af gildet, samt sidste års vinderland, som denne gang er Schweiz.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 12/05/2025 - 11:00

FAKTA: Omkostninger ved kør selv-ferie

Tallene viser kilometer tur-retur, udgift med benzinbil samt udgift med elbil.

* Aarhus til Gardasøen, Italien: 3033 kilometer, 9053 kroner, 6930 kroner.

* København til Gardasøen: 2812 kilometer, 8436 kroner, 6468 kroner.

* Aarhus til den franske riviera: 3536 kilometer, 11.278 kroner, 8803 kroner.

* København til den franske riviera: 3494 kilometer, 11.161 kroner, 8715 kroner.

Kilder: Spar Nord og Bilbasen. De samlede omkostninger ved at eje og bruge en bil - kaldet Total Cost of Ownership - er beregnet til i gennemsnit 2,79 kroner per kilometer for benzinbiler og 2,09 kroner for elbiler. Brændstofforbrug er sat til et gennemsnit på 14,10 kilometer per liter, og benzinprisen 14,80 kroner per liter. Elprisen er sat til et gennemsnit på 3 kroner per kilowatt-time, og der er regnet med et gennemsnitligt strømforbrug på 20 kilowatt-timer per 100 kilometer. Færgeoverfart er ikke inkluderet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 12/05/2025 - 11:00

FAKTA: Tips til kør selv-ferie i elbil

* Planlæg turen med en ruteplanlægningsapp og en app til at finde ladestandere.

* Hvis du kommer til en ladestander, som du ikke har abonnement til, kan du med fordel tjekke priserne i forskellige ladeapps før opladning, da der kan være store prisforskelle på samme ladestation.

* Kør 110 kilometer i timen på motorvejen i stedet for 130 kilometer. På den måde kan du spare op til 20 procent på bilens forbrug af strøm.

* Lad bilen op til 80 procent ved lynladere, hvis der er kø. De sidste 20 procent tager lang tid.

* Sørg for at have minimum ti procent strøm, hvis du kører til større ladeparker. Er der tale om en mindre ladepark, bør du have minimum 20 procent strøm tilbage, så du kan køre videre, hvis der er kø.

* Husk ladekabel til de langsommere ladestandere.

* Spørg hotellet, om der er mulighed for at oplade.

Kilde: FDM.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek