Køge, 23/05/2025 - 12:15
Kræftplan skal føre til mindre hårtab og sundere livsstil
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde har fredag præsenteret kræftplan 5, som indeholder 36 tiltag.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mere hjælp til at undgå hårtab for patienter med brystkræft samt et solarieforbud for personer under 18 år er en del af Kræftplan 5 fra regeringen.
Den er præsenteret fredag af indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) på Sjællands Universitetshospital i Køge.
Kræftplan 5 indeholder i alt 36 tiltag. En række tiltag, inklusive de ovennævnte, har allerede været beskrevet i medierne den seneste tid.
Regeringen vil også begrænse antallet af steder, som sælger tobak og nikotinprodukter.
Skrøbelige kræftpatienter skal fremover rustes bedre til krævende behandlingsforløb for at mindske mulige komplikationer.
Og der skal være restriktioner, hvad angår reklamer for usunde føde- og drikkevarer som chips og sodavand til børn og unge under 15 år.
Sidstnævnte skal medføre, at færre børn bliver overvægtige, fordi overvægt øger risikoen for at udvikle diverse former for kræft, lyder det i planen.
I forhold til at undgå hårtab vil der være tale om en forsøgsordning, der er målrettet patienter, som er ramt af brystkræft.
Konkret handler forsøget om brugen af mobile kølehætter. Når kræftpatienter bruger kølehætter, nedkøles hovedbunden og blodcirkulationen sænkes.
På den måde vil cellerne og hårsækkene ikke blive ramt på samme måde under behandlingen. Men der mangler fortsat viden om, hvordan kølehætterne kan bruges i det daglige på landets kræftafdelinger.
Hvordan og hvorledes forsøget med kølehætterne skal udformes, skal drøftes med Danske Regioner, som har ansvaret for sundhedsområdet.
/ritzau/