København, 03/06/2025 - 16:56
Liverpool-reserve afløser hollandsk keeper i Brentford
Caoimhin Kelleher skifter til Brentford. Han er udset som afløser for Mark Flekken, der skal til Leverkusen.
Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Brentford henter Liverpool-keeper Caoimhin Kelleher som erstatning for Mark Flekken, der er solgt til tyske Bayer Leverkusen.
Det oplyser danskerklubben på sin hjemmeside.
Flekken afløste i sommeren 2023 David Raya som førstekeeper i Brentford, og hollænderen har siden været en profil på Thomas Franks mandskab.
77 kampe er det blevet til for Flekken i Brentford-trøjen, og klubben regnede egentlig med, at det skulle blive til mange flere.
- Men da Bayer Leverkusen gjorde det klart, at de ønskede at hente ham, og Mark var interesseret i at flytte tættere på sit hjem og med mulighed for Champions League-fodbold, fokuserede vi på, hvordan skiftet kunne gå igennem, siger fodbolddirektør i Brentford Phil Giles.
Knap var nyheden om 31-årige Flekkens skifte til Leverkusen offentliggjort, før Brentford præsenterede afløseren.
- Da Flekken fik muligheden for at tage til Bayer Leverkusen, tænkte vi med det samme på Kelleher som hans erstatning, siger Giles.
26-årige Kelleher har spillet hele sin seniorkarriere i Liverpool, hvor han har stået i skyggen af førstemålmand Alisson. Den irske keeper nåede i alt 67 kampe for Liverpool, mens han står noteret for 22 landskampe for Irland.
/ritzau/