Lyngby, 03/08/2025 - 01:40
Politiet rykker ud efter anmeldelse om skud i Gentofte
Natten til søndag er politiet talstærkt til stede på Lyngbyvej i Gentofte, hvor anmeldelse om skud undersøges.
Steven Knap/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Politiet er natten til søndag massivt til stede i Gentofte efter en anmeldelse om skud.
Det oplyser vagtchef hos Nordsjællands Politi Henrik Thelin.
Politiet fik anmeldelsen klokken 00.13, og er rykket ud til Lyngbyvej 431 og området omkring.
- Vi er massivt til stede derude og er ved at undersøge, hvad der er sket, siger vagtchefen omkring klokken 00.30.
Lyngbyvej 431 er en etageejendom, som ligger tæt på Helsingørmotorvejen og et butiksområde, hvor der blandt andet ligger en Ikea, Jysk og BR.
Politiet oplyser ikke, om der er foretaget nogen anholdelser.
Det er heller ikke kommet frem, hvad der nærmere er gået forud for anmeldelsen.
Også fredag aften rykkede Nordsjællands Politi ud til et skyderi i Gentofte. Det skete på Gentoftegade.
Til at starte med lød meldingerne på, at en bilist og en cyklist havde udvekslet skud.
Men senere blev to mænd - bilens fører og en passager - anholdt og efterfølgende fremstillet i grundlovsforhør, og her var de ikke sigtet for at have affyret skud.
De var i stedet sigtet for at have påkørt cyklisten og forsøgt at dræbe vedkommende. Den 31-årige, der førte bilen, har erkendt, at han påkørte cyklisten, men siger, at det var i nødværge, fordi der blev skudt på ham.
Politiet leder fortsat efter cyklisten, en navngiven 44-årig mand.
Natten til søndag ønsker Nordsjællands Politi ikke at oplyse, om der er en sammenhæng mellem skyderiet fredag og den nye hændelse.
/ritzau/