København, 24/07/2025 - 13:37
Nets-nedbrud skyldtes en teknisk fejl
Lørdagens nedbrud hos Nets skyldtes "sjælden komponentfejl" i kortbetalingsselskabets systemer, oplyser Nets.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det var en teknisk fejl i Nets' systemer, der var årsag til det nedbrud, der lørdag skabte store problemer med at gennemføre kortbetalinger.
Det skriver forklarer Nets torsdag i en pressemeddelelse. Af den fremgår det, at der var tale om en "sjælden komponentfejl" i den bagvedliggende infrastruktur, som håndteres af en "global partner".
Da fejlen blev konstateret, skulle et backup-system være trådt til, men det kunne ikke lade sig gøre, forklarer Allan Bonke, der er landechef for Nets.
- Normalt bemærker man ikke, hvis der er fejl på netværket, fordi vores backupsystem tager over, og så kører servicen videre. Desværre var denne fejl så kompliceret og anderledes, at det ikke skete.
- Men nu har vi brugt nogle dage på at analysere, hvad der skete, og denne fejl kommer ikke til at opstå igen, siger han til Ritzau.
Systemnedbruddet betød blandt andet, at det for mange bilister ikke kunne lade sig gøre at passere Storebæltsbroen, ligesom det også umuliggjorde betalinger på musikfestivalen Musik i Lejet og ved Grøn Koncert.
Og både forretningsdrivende og kunder har efterfølgende beklaget sig over manglende information fra Nets.
- I de sidste fire-fem dage har vi været i telefonisk og skriftlig kontakt med mange af vores kunder, og vi tager kritikken til efterretning.
- Der er nogle, der ikke synes, vi har kommunikeret godt og hurtigt nok, og der skal vi ind og kigge på vores proces for at se, hvordan vi kan ændre den, så den opfylder ønsket i markedet.
- Og så skal vi også kigge på, hvordan vi bedst kommunikerer om sådanne nedbrud til offentligheden, siger Allan Bonke.
Den melding falder i god jord hos Sund & Bælt, der står for driften af Storebæltsbroen og har kritiseret Nets for mangelfuld kommunikation lørdag aften.
- Vi er naturligvis glade for, at Nets nu laver om på deres arbejdsgange, så vi under et andet udfald får bedre mulighed for at komme i kontakt med dem, siger Helene Holm Heitmann, der er vicedirektør i Sund & Bælt.
Nets landechef glæder sig over, at mange butikker trods alt fik omstillet deres systemer til såkaldte offlinebetalinger, hvor man kan tage imod dankort, selv om der ikke er forbindelse.
- Men vi må også erkende, at vi skal uddanne vores kunder bedre i det.
- Og så er vi i gang med at rulle en ny offlinefunktion ud, hvor man kan bruge internationale kort eller mobiltelefonen i en sådan situation.
- Vi starter med de store supermarkedskæder og apotekerne, fordi det er mest kritisk der, men bagefter vil andre butikker følge efter, siger Allan Bonke.
Systemerne var nede i omkring tre timer, før det lykkedes at få dem op at køre igen.
Erhvervsministeriet bad mandag Finanstilsynet om en redegørelse fra Nets, der forklarer, hvordan nedbruddet kunne ske, og hvilke beredskabsplaner Nets har, når noget sådant sker.
Nets - der i 2020 blev solgt til den italienske betalingskoncern Nexi - har en markedsandel, når det gælder indløsning af kortbetaling i Danmark, på op mod 80 procent.
/ritzau/