Høje Taastrup, 18/02/2024 - 23:11
Mindst en person er død i trafikulykke i Høje Taastrup
En ulykke på Vestegnen har haft dødelig udgang, oplyser politiet. Det er uklart, hvor mange dræbte der er.
Af: /ritzau/
Mindst en person er søndag aften død i en trafikulykke på Roskildevej i Høje Taastrup.
Det skriver Vestegnens Politi på det sociale medie X.
- Uheldet havde desværre dødelig udgang. Vi har pt. ikke yderligere oplysninger, skriver politiet.
Vestegnens Politi oplyser ikke, om der er tale om flere personer, der er afgået ved døden, eller om der er tilskadekomne.
Det oplyses heller ikke, om de pårørende er blevet underrettet.
Efter ulykken har Roskildevej været spærret i østgående retning ved Halland Boulevard i Høje Taastrup.
Omkring klokken 22.30 oplyste politiet, at man regnede med at være færdig på stedet omkring et kvarter senere.
Der har blandt andet været en bilinspektør til stede.
Ekstra Bladet skriver, at der er tale om en ulykke med en bil og varevogn.
Bilen skal være "meget smadret", mens varevognen er beskadiget foran, skriver mediet.
/ritzau/