København, 06/12/2024 - 06:36
Medie: Forsvaret vil købe svenske panserkøretøjer for ti milliarder
Aftalen om 115 infanterikampkøretøjer fra Sverige er blandt de største våbenhandler i dansk historie.
Vaclav Salek/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Forsvaret vil fredag indgå aftale om køb af 115 svenske infanterikampkøretøjer af modellen CV90 for ti milliarder kroner. Det er et stort skridt mod at opgradere Hærens 1. Brigade, hvilket er et af Natos vigtigste krav til Danmark.
Der afsættes yderligere to milliarder kroner til indfasning med Forsvarets radioer og kommunikationssystem. Det erfarer TV 2.
Officielt vil Forsvaret kun oplyse, at det drejer sig om et tocifret milliardbeløb, som baner vej for en styrkelse af hæren, som kommer til at råde over samlet 159 køretøjer.
- De 115 nye køretøjer kommer til at styrke Danmarks bidrag til den kollektive sikkerhed og internationale operationer væsentligt, lyder det i en skriftlig kommentar fra chef for Hæren generalmajor Peter Boysen.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har tidligere fået fremvist køretøjet under besøg på en våbenfabrik i Sverige, som Danmark også har underskrevet en hensigtserklæring om et tættere samarbejde med.
Det sker efter Sveriges medlemskab af den transatlantiske forsvarsalliance Nato, som kom på plads, efter at Rusland gik ind i Ukraine, og Vesten rykkede sammen.
Ifølge Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) ventes køretøjerne leveret fra 2027 til 2030. Det beskrives som en rekordhurtig leverance grundet svensk velvilje.
Det er dog to år langsommere end regeringens mål i en delaftale fra april 2024.
Med købet tager Forsvaret et stort skridt i retning af at gøre Hærens 1. Brigade til en tung brigade, som er et Nato-krav.
Udrustningen af 1. Brigade er et centralt krav fra Nato, som Danmark gentagne gange har fået kritik for langt fra at leve op til.
På grund af Ukraine-krigen, og fordi Europa i højere grad skal klare sig uden støtte fra USA, er en styrkelse af Forsvaret kommet højt på den politiske dagsorden.
Brigaden skal bruges til Nato-operationer i for eksempel de baltiske lande.
Når brigaden om en del år er fuldt udbygget, skal den kunne klare sig uden hjælp fra allierede. Det vil sige med egen logistik og forsyninger, antiluftskyts og masser af pansrede køretøjer.
Der mangler dog en række ting herunder ammunition, tunge våben og soldater.
/ritzau/