Washington D.C., 29/07/2025 - 20:30
Trump giver Putin 10 dage til at stoppe angreb i Ukraine
USA vil ramme Ruslands økonomi med told og andre midler, hvis krigen i Ukraine fortsætter, har Trump varslet.
Af: /ritzau/
Donald Trump, USA's præsident, siger tirsdag, at Rusland inden for 10 dage skal indstille angreb i Ukraine, hvis ikke USA skal indføre nye sanktioner mod landet.
- 10 dage fra i dag, siger præsidenten til journalister om bord på præsidentflyet Air Force One, skriver AFP.
Konkret vil Trump presse den russiske økonomi med told og andre virkemidler.
Den amerikanske præsident sagde mandag, at han ville give Ruslands præsident, Vladimir Putin, mellem 10 og 12 dage til at stoppe angrebene mod Ukraine.
Tidligere havde han givet Rusland et ultimatum på 50 dage. Den frist skulle efter planen udløbe 2. september.
Men USA har ikke set nogen fremskridt, så der er ingen grund til at vente, sagde Trump mandag, hvor han var i Skotland.
Tirsdag er han på vej hjem til den amerikanske hovedstad, Washington D.C.
Han har ikke hørt noget fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, siden meldingen mandag, lyder det.
- Jeg har ikke fået noget svar. Det er en skam, siger Trump.
Han tilføjer, at han ikke ved, om de økonomiske virkemidler vil få Rusland og Putin til at gå med til en våbenhvile.
- Vi kommer til at indføre told og lignende. Jeg ved ikke, om det vil påvirke Rusland, for tydeligvis vil han gerne have krigen til at fortsætte, siger Donald Trump.
/ritzau/