København, 13/08/2025 - 15:24
Neestrup: Malmö var et stop på vejen mod mere i Europa
Afklapsningen på 5-0 over Malmö FF ryger ind på FC København-træner Jacob Neestrups personlige top-5.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
FC København sikrede sig med den eftertrykkelige 5-0-sejr over Malmö FF, at efteråret som minimum består af Europa League.
Men målet har hele tiden været og er stadig Champions League, lyder det fra FCK-træner Jacob Neestrup, der nu kræver samlet sejr i to opgør mod schweiziske FC Basel i den afgørende playoffrunde.
- Vi har budgetteret med Europa League, og det er vi i nu. Men vi vil mere end det.
- Selvfølgelig fylder det noget, og tillykke med en Europa League-billet. Det er godt gået. Men mere vil have mere. Nu er der to spændende kampe mod FC Basel, og vi vil gøre alt for at komme i Champions League.
- Men jeg er glad på klubbens vegne over, at vi er kommet i Europa League. Jeg er også glad på dansk fodbolds vegne. Det er vigtigt, at vi har gjort det, siger Neestrup.
Det første opgør mod Basel spilles på udebane onsdag i næste uge, og inden da venter et opgør mod FC Nordsjælland i Superligaen på fredag.
- Nu er der en kamp fredag, og så står den på Basel. Det bliver to jævne kampe mod Basel. Vi har selvfølgelig haft en del i staben og vores analytiker til at se på dem. Det vil de fremlægge for os her i weekenden.
- Men først gælder det kampen i Farum på kunstgræs med hurtigt spil og mod et dygtigt hold. Vi dummede os i fredags, og vi bliver nødt til at få nogle point på kontoen, siger Neestrup.
Han henviser til nederlaget på 2-3 hjemme til AGF i den seneste superligakamp.
Indsats mod AGF var langtfra godkendt og stod i kontrast til tirsdagens ydmygelse af Malmö FF.
5-0-sejren er også en, som Neestrup rangerer højt i trænerkarrieren, uden at den kommer helt i top.
- Det er en af de kampe, vi husker om 15-20 år. Vi spillede en strålende kamp, men mesterskaber, Champions League og det at spille sig videre fra et Champions League-gruppespil er noget helt specielt.
- Men som enkeltstående kamp ryger den da ind i top-4 eller top-5 for mig gennem de sidste tre år, siger Neestrup.
FCK's superligakamp mod FCN spilles fredag klokken 18 i Farum.
/ritzau/