København, 13/06/2025 - 16:00
Mistænkt for at hyre svenskere til drab er sat bag tremmer
Dommer i København finder grundlag for at fængsle mand, der er udleveret fra De Forenede Arabiske Emirater.
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Rekruttering af unge svenskere, som var parate til at begå drab.
Den rolle påtog en 31-årig mand sig i tre sager ifølge anklagemyndigheden, som fredag fremstillede ham i Københavns Byret.
Her er den 31-årige irakiske mand blevet varetægtsfængslet for at have medvirket til tre drabsforsøg.
Det oplyser anklager Alexander Scheel.
Fængslingen er foreløbig frem til 9. juli.
Drabsforsøgene omhandler blandt andet forsøg på at dræbe Comanches-rockere i Brøndby i foråret 2024, hvor ingen dog blev ramt.
Irakeren, der har tatoveringer opad begge arme, nægter sig skyldig, og ville ikke udtale sig i retten fredag. Han er beskyttet af et navneforbud, der forhindrer nærmere omtale af ham.
Han blev 7. september 2024 anholdt i De Forenede Arabiske Emirater, og torsdag blev han udleveret og anholdt i Danmark.
Ifølge flere medier - blandt andet DR - har den 31-årige mand forbindelse til et netværk, som den svenske bandeleder Ismail Abdo - kaldet Jordbærret - står i spidsen for.
Flere er allerede dømt i de tre sager om drabsforsøg. Det gælder blandt andet to svenske teenagedrenge.
Retsmødet fredag er foregået for lukkede døre. Derfor har det ikke været muligt at høre, hvilke beviser politiet har mod den 31-årige mand.
Men det er tidligere kommet frem, at rekrutteringen af unge svenske kriminelle er foregået på krypterede tjenester som Signal og Telegram. Det er uvist, om beskeder er beviser i sagen mod den 31-årige.
Anklager Alexander Scheel fortæller, at politiet nu skal efterforske sagen videre. Derefter skal anklagemyndigheden beslutte, om der skal rejses en tiltale.
Fredagens retsmøde blev overværet af tre personer, som allerede sidder fængslet. To af dem er dømt, mens den tredje er tiltalt. Den tiltalte er en 22-årig mand, som også anklages for at have rekrutteret unge.
De var til stede, fordi deres sager har forbindelse til anklagerne mod den 31-årige mand.
To af drabsforsøgene drejer sig om at forsøge at dræbe Comanches-rockere i Brøndby.
Det sidste omhandler et drabsforsøg, hvor en svensk teenagedreng blev anholdt på Københavns Hovedbanegård, allerede inden han nåede at blive udstyret med skydevåben.
/ritzau/