Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Nottingham, 28/04/2024 - 19:29

Haaland tæmmer drilsk bundhold og holder City på titelkurs

Erling Haaland hamrede sømmet i Nottingham Forest-kisten, da han blev skiftet ind i anden halvleg.

Rui Vieira/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Manchester City kan fortsat selv afgøre Premier League.

Søndag snuppede Pep Guardiolas tropper en pligtsejr på 2-0 over bundholdet Nottingham Forest og har med en kamp i hånden et point op til Arsenal i toppen af tabellen.

Det ville være en stramning, hvis man sagde, at der var spænding om sejren i Nottingham, men hjemmeholdet bed fra sig og havde flere meget store chancer for at komme på tavlen, da City var på 1-0.

Men da Erling Haaland scorede sit sæsonmål nummer 21 efter sin indskiftning i anden halvleg, var kampen så godt som lukket.

Kampbilledet var fra begyndelsen så forudsigeligt, som det kunne være. Manchester City havde bolden, og Nottingham Forest jagtede kontraangreb.

Manchester City lykkedes dog ikke med alverden, og der skulle et hjørnespark til, før gæsterne efter en halv time kom på tavlen. Josko Gvardiol steg op ved forreste stolpe og pandede Kevin De Bruynes indlæg i nettet.

Nottingham Forest havde på en eller anden måde skabt overraskende mange chancer halvlegen igennem, og særligt i de sidste minutter før pausen brændte det på.

Chris Wood fik for eksempel bolden i en helt fri position foran mål, men fik slet ikke ram på den. Og Murillo sendte den på overliggeren med hælen lige før pausefløjt.

To minutter inde i anden halvleg var Chris Wood igen på spil i en helt fri position foran mål. Men igen var der ikke synderlig saft i træffet, og bolden blev blokeret, inden den krydsede stregen.

Efter godt en time blev Erling Haaland sendt på banen, og målmaskinen leverede. Knap ti minutter senere fik han bolden helt fremme på forreste linje, rundede Murillo og sparkede den i nettet med den ellers halvslatne højreskøjte.

/ritzau/

Oslo, 14/05/2024 - 06:30

Kongeligt besøg kan skubbe Norden i front i teknologikapløb

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kongeparrets norske statsbesøg kan fordre dansk-norsk samarbejde om fremtidens teknologi, mener ambassadør.

I fire måneder har den danske ambassade i Norge arbejdet på at få stablet det danske kongepars tur til Oslo på benene.

Besøget får ikke kun kæmpe betydning for forholdet mellem de to skandinaviske kongehuse, men også på det samlede samarbejde i Norden.

Det siger Danmarks ambassadør i Norge, Louise Bang Jespersen.

- I de tider, vi lever i med uro og usikkerhed, er det endnu mere vigtigt, at vi som ligesindede lande går ind og genbekræfter de tætte relationer, vi har, og videreudvikler dem, siger hun.

Det bliver med pomp og pragt, når kong Frederik og dronning Mary tirsdag sejler ind i hjertet af den norske hovedstad, Oslo, for at tage hul på parrets andet officielle statsbesøg som kongepar.

Det kongelige statsbesøg til Norge, som begynder tirsdag, centrerer sig om den dansk-norske relation i fortiden og nutiden, men i allerhøjeste grad også i fremtiden, lyder det fra ambassadøren.

Louise Bang Jespersen fremhæver særligt en samarbejdsaftale om kvanteteknologi, der tirsdag bliver underskrevet mellem Oslo Universitet og Niels Bohr Institutet i Danmark i forbindelse med kongeparrets besøg.

- Det forventer vi meget af. Der bliver også en masse opfølgning på det. På den måde går det ind og styrker samarbejdet fremadrettet, og det giver os gode spor, vi kan arbejde videre med, siger hun.

Kvanteteknologien er en avanceret form for matematisk indretning af computere og ventes at kunne levere meget komplicerede beregninger, der ikke er mulige i dag.

Teknologien kan være med til at finde løsninger på klimakrisen, skabe medicinske gennembrud og styrke cybersikkerheden.

- Det er fremtidens teknologi og kan komme til at spille en helt afgørende rolle for den grønne omstilling, sundhed, forsvar og samfundssikkerhed, siger den danske ambassadør.

Hun påpeger, at kvanteteknologien er blevet en del af det geopolitiske teknologikapløb. Særligt lande som USA og Kina konkurrerer om at ligge i front.

- Vi i Norden kan meget hver for sig, men hvis vi kan gå sammen om kvanteteknologi, så kan vi også globalt ligge helt i front, siger Louise Bang Jespersen.

Trods det ikke er det danske kongepar, der skriver under på papiret, er deres tilstedeværelse i Oslo en stor del af aftalen om kvanteteknologi.

- Det er klart, at statsbesøget har fremrykket alt ting. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det her bliver et startskud på en række aktiviteter. Det er det, et statsbesøg kan, siger hun.

Udover kvanteteknologi er også bæredygtig fællesskabsarkitektur, natur og biodiversitet kernetemaer for kongeparrets besøg til Norge tirsdag og onsdag.

/ritzau/

Læs Mere >>

Oslo, 14/05/2024 - 06:00

FAKTA: Kongepar snører vandrestøvlerne på andet statsbesøg

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kongeparrets andet officielle statsbesøg begynder tirsdag. Turen går to dage til Norge. Se programmet her.

Kong Frederik og dronning Mary drager tirsdag til Norge på deres andet officielle statsbesøg i deres nye roller som kongepar.

Det to dage lange program er tætpakket med begivenheder, hvor grøn omstilling, kvanteteknologi og natur er de helt store temaer.

Her kan du se hele programmet:

* Tirsdag:

Statsbesøget begynder officielt, når kongen og dronningen kommer sejlende i en kongechalup fra kongeskibet "Dannebrog" til Honnørbryggen i Oslo sammen med den norske tronarving, kronprins Haakon, og kronprinsesse Mette-Marit.

Her vil parret blive taget imod af den norske pendant, kong Harald og dronning Sonja, der følger kongeparret op til det norske kongelige slot.

Programmet fortsætter med besøg på Nationalmonumentet, der er til minde om norske faldne under Anden Verdenskrig. Kong Frederik vil under besøget lægge en krans på monumentet.

Herefter vil det danske kongepar aflægge et såkaldt høflighedsbesøg hos det norske parlament, Stortinget, hvor de modtages af stortingspræsident Masud Gharahkhani.

Under et besøg på Oslo Science City vil kongeparret og det norske kronprinspar blive vist rundt i et laboratorie og overvære en underskrivelse af en samarbejdsaftale mellem Oslo Universitet og danske Niels Bohr Institutet.

Dagen slutter af med en gallamiddag på det kongelige slot med Norges kongepar som værter.

* Onsdag:

Anden dag i programmet begynder med, at det danske kongepar og norske kronprinspar formentlig snører vandrestøvlerne, når de skal på vandretur i nationalparken Østmarka Nasjonalpark.

Herefter drager kongeparret mod den norske forsvarschefs repræsentationsbolig, hvor de bliver modtaget af Norges statsminister, Jonas Gahr Støre.

Statsministeren inviterer efterfølgende de to kongepar på frokost med gæster fra det officielle Norge. Her vil både statsministeren og den danske konge holde tale.

Efter frokosten skal kongeparret endnu en gang på en vandring. Denne gang en arkitekturvandring langs havnefronten i Oslo. Dronning Sonja og kronprinsparret går med på turen, hvor også Oslos borgmester, Anne Lindboe, deltager.

Derefter drager kongeparret hen til kongeskibet "Dannebrog" til et returarrangement som sidste punkt i programmet.

Kilder: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 14/05/2024 - 08:00

FAKTA: Her skal du klage

* Er værelset ikke ledigt, har du ret til at få et tilsvarende overnatningssted uden omkostninger for dig. Det gælder, uanset om du selv har booket, eller om det er gennem et rejseselskab.

* Har du booket gennem et rejseselskab, skal du kontakte dem. Har du booket på nettet, skal du både kontakte overnatningsstedet og dem, du har booket igennem.

* Det er dem, du har indgået aftalen med, som skal finde et nyt sted til dig. Hvis det nye sted er af ringere kvalitet end det, du selv bookede, kan du være berettiget til et nedslag i prisen.

* Kan du ikke acceptere det nye sted, så har du krav på at få pengene tilbage og selv finde et nyt sted.

Kilde: Forbruger Europa.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 14/05/2024 - 08:00

Overbooket hotel? Her er dine rettigheder

Betina Garcia/Ritzau Scanpix

Som udgangspunkt kan hoteller ikke bare annullere dit værelse, hvis du har betalt for det. Medmindre disse to faktorer gælder.

Du har måske prøvet, at dit fly har været overbooket. Måske har du endda mistet din plads eller blevet spurgt, om du vil vente og tage et senere fly.

Det kan også ske, hvis du har booket et hotelværelse. Og pludselig står du uden tag over hovedet og ferien er ødelagt.

Står du i sådan en situation, har du nogle rettigheder, som du kan stå fast ved.

- Udgangspunktet er, at aftalen mellem gæst og hotel er bindende, siger Lars Arent, der er direktør for Forbruger Europa, og peger på, at der alligevel er to måder, hvor hotellet grundlæggende kan tillade sig at gøre det.

Det første er, hvis der opstår en ekstraordinær situation - en såkaldt force majeure - som eksempelvis krig eller en naturkatastrofe.

Og det andet er, hvis hotellet tydeligt har gjort opmærksom på, at de har ret til at annullere opholdet efter nogle givne forudsætninger.

- Men så skal det være meget tydeligt fremhævet i aftalen, så det ikke kommer bag på nogen, siger Lars Arent og uddyber:

- Står det på side tre i vilkår og betingelser, er det ikke tilstrækkeligt. Det skal være noget, man er blevet præsenteret for, så man kan indrette sig efter den risiko.

Oplever du at ankomme til et fyldt hotel, selv om du har betalt for et værelse, bør du kræve, at stedet eller bookingportalen finder et andet sted til dig.

- Det sted skal være lige så godt eller bedre. Og så skal det ikke koste dig ekstra, siger direktøren.

Spørger man Martin Bruun-Houmølle, der er seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk, er han enig i, at hvis du har booket et værelse og betalt for det, er aftalen bindende.

- Kommer selskabet så efter og bryder den aftale, så har du ret til at få pengene retur, siger han.

Får du besked om annulleringen få dage inden afrejse, kan det godt være dyrere at booke et nyt værelse, fordi du ikke længere er ude i god tid.

- I så fald kan du godt være berettiget til at få erstattet dine merudgifter, fastslår seniorjuristen.

Det betyder dog ikke, at du i så fald kan booke et luksushotelværelse og forvente, at det tidligere hotel betaler det for dig, hvis dit oprindelige værelse ikke kostede i nærheden af det.

- Find noget tilsvarende. Både med hensyn til stand og pris, siger Martin Bruun.

Men inden du overhovedet booker værelset, er en søgning på nettet et godt sted at starte.

- Det er altid en god idé at undersøge, hvem du handler med. Hvis hotellet har en tendens til at overbooke, er der nok også andre, som har haft samme oplevelse, siger Martin Bruun-Houmølle.

De regler gælder ikke kun for hoteller, lyder det fra Lars Arent fra Forbruger Europa. Det er det samme for private udlejere, der lejer deres bolig gennem platforme som Airbnb.

- Her er aftaler også bindene. Private udbydere kan dog sjældent vise dig til en anden udbyder, så det er sværere at komme igennem med et krav, siger Lars Arent.

- I disse tilfælde kan vi hos Forbruger Europa eksempelvis heller ikke hjælpe, så du kan være afhængig af at skulle kontakte bookingplatformen, hvor du lejede stedet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek