Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/07/2025 - 16:01

Indsats i Skagen trappes ned under slukningsarbejde

Nordjyllands Beredskab skærer ned på mandskab og materiel, men overvåger fortsat brand i Skagen Klitplantage.

Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Nordjyllands Beredskab er søndag eftermiddag fortsat i gang med at observere en stor naturbrand i Skagen Klitplantage, som brød ud for knap en uge siden.

- Nogle gange kommer der nogle små lunker, hvor der er lidt flammer i noget underbund i skovområdet, siger indsatsleder Thomas Dybro.

Beredskabet er gået i gang med at fjerne nogle køretøjer og sende sprøjter og så videre tilbage til brandstationerne.

Mandag forventes det, at der vil være en enkelt slukningsenhed, mens Beredskabsstyrelsen vil stille med en vagthavende og seks mand.

Det vil være en halvering sammenlignet med det mandskab, der bruges søndag.

Ifølge indsatslederen er det knastørt i området, hvor der er mange grannåle og blade.

Dermed er der er "ordentlig lag af ting, der kan brænde", siger Thomas Dybro.

- Vi forlader stedet, når vi er 100 procent sikre på, at det ikke blusser op igen, lyder det videre.

Beredskabet har flere personer på den højeste klit i området, som har til opgave at observere området.

Samtidig er der en drone i luften for at opdage gløder og ildlommer i de fem forskellige områder, som beredskabet fortsat overvåger.

Dronen markerer, når temperaturerne blive for høje.

- Når der er over 70 grader, kommer den med en melding. Så nærstuderer vi det og slukker områderne, når de når op omkring 100 grader, siger han.

Lørdag oplyste beredskabsleder Claus Bisgaard Hermansen, at der var omkring 35 mand på arbejde.

På det tidspunkt var der stort set ikke nogen steder med ildlommer eller røg.

Situationen er "fuldstændig den samme" søndag, fortæller Thomas Dybro.

Branden i naturområdet brød ud mandag for seks dage siden.

Her blev det oplyst, at der var gået ild i et område på cirka 27 hektar - eller 900 gange 300 meter.

Ingen er umiddelbart kommet til skade i forbindelse med den omfattende brand.

Årsagen til branden er endnu ukendt.

Politiet har opfordret til, at borgere henvender sig, hvis de har set noget, der kan hjælpe i efterforskningen.

/ritzau/

København, 21/07/2025 - 20:39

Theo fra The Cosby Show er død i drukneulykke i Costa Rica

Valerie Macon/Ritzau Scanpix

Malcolm-Jamal Warner er død i en alder af 54 år. Den amerikanske skuespiller druknede i Costa Rica.

Den amerikanske skuespiller Malcolm-Jamal Warner er død i en drukneulykke i Costa Rica. Det fortæller lokalt politi til det amerikanske medie ABC News. Han blev 54 år.

Ifølge politiet druknede Malcolm-Jamal Warner ud for Cocles-stranden, der ligger ved byen Limon på Costa Ricas østkyst. Han blev ifølge politiet fanget af strømmen, og han blev fundet søndag.

Malcolm-Jamal Warner var især kendt for at spille rollen som Theodore Huxtable, også kaldet Theo, i komedieserien The Cosby Show, der kørte fra 1984 til 1992.

Serien, som på dansk hed Cosby & Co., var en kæmpe succes, som i flere år var den mest sete komedieserie.

Her spillede han blandt andre over for Bill Cosby, der havde rollen som faren, Cliff Huxtable, i serien, hvor man fulgte familien Huxtables dagligdag.

I 1986 var Malcolm-Jamal Warner nomineret til en Emmy for sin rolle som Theo Huxtable i kategorien bedste birolle i en komedieserie. Han medvirkede også i adskillige andre tv-serier og i forskellige film.

Ud over at være skuespiller var Malcolm-Jamal Warner også musiker.

I 2015 var han med til at vinde en Grammy i kategorien "Best Traditional R&B performance" for sangen "Jesus Children".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/07/2025 - 20:14

Theo fra The Cosby Show er død i drukneulykke

Valerie Macon/Ritzau Scanpix

Malcolm Jamal-Warner er død i en alder af 54 år. Den amerikanske skuespiller druknede i Costa Rica.

Den amerikanske skuespiller Malcolm Jamal-Warner er død i en drukneulykke i Costa Rica. Det fortæller lokalt politi til det amerikanske medie ABC News. Han blev 54 år.

Malcolm Jamal-Warner var især kendt for at spille rollen som Theodore Huxtable, også kaldet Theo, i komedieserien The Cosby Show, der kørte fra 1984 til 1992.

Her spillede han blandt andre over for Bill Cosby, der havde rollen som faren, Cliff Huxtable, i serien, hvor man fulgte familien Huxtables dagligdag.

I 1986 var Malcolm Jamal-Warner nomineret til en Emmy for sin rolle som Theo Huxtable i kategorien bedste birolle i en komedieserie.

Ifølge politiet druknede Malcolm Jamal-Warner ud for Cocles-stranden, der ligger ved byen Limon på Costa Ricas østkyst. Han blev ifølge politiet fanget af strømmen, og han blev fundet søndag.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/07/2025 - 11:00

FAKTA: Husk den gode hygiejne

* Hold råt og tilberedt kød hver for sig, når du griller. Brug eventuelt to fade og to grilltænger. Så undgår du bakterier.

* Husk at vaske hænder. Man kan nemt overføre bakterier til brød og salat, hvis man ikke vasker hænderne grundigt.

* Brug en foliebakke under kødet. Når der drypper fedt fra kødet ned på kullene, frigives der stegemutagener, som kan være kræftfremkaldende.

* Skær brankede skorper af, da de indeholder stoffer, der øger risikoen for at udvikle kræft.

* Noget kød skal gennemsteges - for eksempel hakket kød og fjerkræ, da bakterierne kan sidde i hele kødet.

Kilder: Fødevarestyrelsen og Miljøstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 21/07/2025 - 11:00

Grill grønnere: Tænk på kul og klimabelastning

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er miljøet, der betaler prisen, når der tændes op for engangsgrill med oksebøffer i solen. Eksperter opfordrer til klimabevidst grillkultur.

Når maden syder og dufter lifligt fra grillen, smager det næsten allerede af sol og sommer.

Men det er ikke sikkert, at du tænker over, hvad briketter, engangsgrill og kødforbrug betyder for miljøet.

For hvor bæredygtigt er det egentlig at grille?

Du kan godt grille med mere grøn samvittighed, hvis du tænker over følgende råd.

1) Drop engangsgrillen.

Engangsgrillen genererer en hel masse affald efter kort tids brug, så det er spild af ressourcer, siger Mette Ranfelt, der er miljøpolitisk chefrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

- Det er generelt en god rettesnor, at de ting, der produceres til kun at blive brugt én enkelt gang eller i kort tid, skal man så vidt muligt holde sig fra. Vi skal væk fra brug og smid væk-kulturen, uddyber hun.

Nogle efterlader desværre også engangsgrillen på stranden eller andre steder i naturen.

- Det er både til fare for dyr og mennesker, som blandt andet kan komme til at træde på en engangsgrill, der ikke er ordentligt slukket, siger chefrådgiveren.

2) Kul eller gas?

Det er et spørgsmål, der tit deler vandene i forhold til smag.

Hos Miljøstyrelsen er svaret dog klart:

- Brug en gasgrill frem for kulgrill, da en gasgrill udleder mindre CO2 og samtidig reducerer grillrøgen.

Jurist Christian Hauschildt, der er fuldmægtig i Miljøstyrelsen, henviser til styrelsens hjemmeside og til Forbrugerrådet Tænk, som beskriver, at gasgrillen er mindre klimabelastende.

Hvis man stadig er mest til kul for at bevare den originale grilloplevelse, er Miljøstyrelsens råd at gå efter grillkul, der er FSC-mærket eller PEFC-mærket.

- Så kommer kullene fra en skov, hvor det er sikret, at kullet er produceret af træ, som er dyrket bæredygtigt til gavn for både naturen og lokalsamfundet, lyder det.

3) På grillen.

Som de fleste nok efterhånden ved, er grøntsager bedre for klimaet end kød, lyder det fra miljøpolitisk chefrådgiver Mette Ranfelt.

- Hvis man har mulighed for at grille auberginer, squash eller andre grøntsager som sit hovedmåltid, vil det være rigtig godt, siger hun.

Har du lyst til at supplere med kød, er fisk eller kylling bedre end oksekød.

Ifølge naturfredningsforeningens hjemmeside udleder en rød bøf på 250 gram på grillen 10 kilo CO2, mens en majskolbe udleder cirka 100-200 gram CO2.

4) Skil dig korrekt af med affaldet.

Både under og efter madlavningen er det vigtigt, at du husker at sortere dit affald.

- De fleste kommuner henviser afkølede brugte grillkul til restaffald eller aflevering på genbrugspladsen, siger Christian Hauschildt fra Miljøstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek