Berlin, 08/05/2025 - 17:58
Medie: Tyskland erklærer nødretstilstand på migrationsområdet
Tysk avis melder, at ambassadører fra tyske nabolande er blevet orienteret om beslutning om nødretstilstand.
Wojtek Radwanski/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, har erklæret national nødretstilstand på migrationsområdet.
Med beslutningen annullerer han de såkaldte Dublin-regler fra EU, som tager udgangspunkt i, at asylansøgere skal indgive deres ansøgninger om asyl i det første EU-land, de ankommer til.
Det rapporterer den tyske avis Welt, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ambassadører fra Tysklands nabolande skal være blevet orienteret af det tyske indenrigsministerium om beslutningen.
Det er dog fortsat uklart, hvornår nødretstilstanden begynder.
Historien kommer, dagen efter at landets indenrigsminister, Alexander Dobrindt, udtalte, at grænsepolitiet skal afvise papirløse migranter og asylansøgere ved de tyske grænser.
Ifølge ministeren vil der blive gjort undtagelser for sårbare grupper - herunder kvinder og børn.
Derudover sagde Dobrindt, at Tyskland skal "reducere illegal migration og asylansøgninger".
Det er ikke lykkes at få en kommentar fra Alexander Dobrindt til torsdagens melding, skriver Reuters.
De konservative med kansler Friedrich Merz i front går ind for en strengere tilgang til asylansøgere i kølvandet på den stigende opbakning til det indvandrerkritiske højrefløjsparti Alternative für Deutschland (AfD)
AfD blev det næststørste parti ved det seneste tyske valg i februar med 20,8 procent af stemmerne. Det var en fordobling sammenlignet med valget i 2021.
CDU blev sammen med sit bayerske søsterparti, CSU, det største parti i Forbundsdagen med 28,6 procent af stemmerne.
CDU/CSU har indgået en koalitionsaftale med socialdemokratiske SPD. Den også, at alle mennesker, der ankommer til de tyske grænser uden papirer, vil blive nægtet indrejse - også dem, der søger asyl.
At afvise asylansøgere ved grænsen har skabt røre blandt dele af SPD, som har udtrykt bekymring for, at det muligvis ikke er foreneligt med EU-lovgivningen.
/ritzau/