København, 08/12/2025 - 17:14
S-hovedbestyrelse siger nej til dobbeltmandat til Reissmann og Akdogan
Socialdemokratiets Mette Reissmann og Yildiz Akdogan skal tage stilling til, hvilket hverv de vil bestride.
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Socialdemokratiets hovedbestyrelse vil ikke tillade, at folketingsmedlemmerne Mette Reissmann og Yildiz Akdogan kommer til at sidde på et dobbeltmandat som medlem af både Folketinget og Borgerrepræsentationen i København.
Det har partiets hovedbestyrelse besluttet mandag ved et møde på Christiansborg.
- Vores hovedbestyrelse har i dag behandlet to ansøgninger om dispensation fra Socialdemokratiets gældende regler om forbud mod besiddelse af dobbeltmandater. På mødet i dag har hovedbestyrelsen konstateret, at der ikke er mulighed for at give Mette Reissmann og Yildiz Akdogan dispensation.
- Dermed skal begge tage stilling til, hvilket hverv – enten Københavns Borgerrepræsentation eller Folketinget - de vil tage orlov fra eller helt nedlægge, siger Socialdemokratiets partisekretær, Lasse Ryberg, i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Socialdemokratiets hovedbestyrelse kan ifølge partiets vedtægter give dispensation til et dobbeltmandat "i helt særlige situationer".
Mette Reissmann sagde før kommunalvalget 18. november, at hun ville prioritere Folketinget, hvis hun skulle vælge.
- Hvis jeg ikke får den dispensation, som hovedbestyrelsen i København bakker op om, så må jeg jo søge orlov til borgerrepræsentationen igen. Jeg forlader ikke Folketinget før tid, sagde hun.
Yildiz Akdogan er blevet spurgt om det samme adskillige gange, men hun har afvist at forholde sig til spørgsmålet.
/ritzau/




