Washington D.C., 13/06/2025 - 07:44
Trump var orienteret inden israelsk angreb mod Iran
USA's præsident, Donald Trump, var blevet orienteret forud for angreb mod Iran natten til fredag, siger han.
Af: /ritzau/
Den amerikanske præsident, Donald Trump, var bekendt med, at Israel ville angribe Iran. Det siger han til Fox News.
- Iran må ikke få en atombombe, og vi håber at komme tilbage til forhandlingsbordet. Vi må se.
- Der er flere ledere, der ikke kommer tilbage, siger han til mediet.
Natten til fredag dansk tid meddelte den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, at USA har været orienteret inden angrebet.
Men han understregede, at amerikanerne ikke har været en del af angrebet.
Det er planen, at Trumps særlige udsending til Mellemøsten, Steve Witkoff, søndag skal rejse til Oman for at afholde sjette runde af forhandlingerne om en atomaftale.
Mens USA fastholder, at landet ikke tog del i det israelske angreb, har det fra iransk side lydt, at man holder USA ansvarlig.
Det amerikanske militær holder øje med situationen, og USA er klar til at forsvare sig selv, siger Trump til Fox News.
Han tilføjer, at han håber, at Iran vil vende tilbage til forhandlingsbordet.
Ifølge Israel er omkring 100 mål i Iran blevet ramt i angrebet, der blev indledt over natten.
Det er især atomanlæg og andre steder, der er knyttet til Irans atomprogram, som har været mål for angrebet.
Der har desuden også været meldinger om angreb på beboelsesejendomme i den iranske hovedstad, Teheran.
Flere højtstående embedsmænd er blevet dræbt, har iranske statsmedier oplyst.
/ritzau/