København, 01/09/2025 - 12:38
Henrik Sass Larsens sidste ord i retssag: Undskyld
Københavns Byret afsiger klokken 13 dom i sagen mod Henrik Sass Larsen, der er tiltalt for besiddelse af overgrebsmateriale.
Af: /ritzau/
Undskyld.
Henrik Sass Larsen hiver et papir frem og tager sine briller på, da han mandag får det sidste ord i Københavns Byret, hvor han er tiltalt for besiddelse af seksuelt materiale med børn.
Han har besiddet flere end 6200 billeder og 2200 videoer, som han hævder, at han kiggede på, da han ledte efter sig selv.
- Jeg vil gerne give en undskyldning til alle jer, der har været ofre for misbrug. Jeg kender mange af jer og har talt med jer, siger han og siger også undskyld til alle dem, han har arbejdet sammen med gennem mange år:
- Jeg har skadet vores sag og vores fælles arbejde.
Desuden undskylder han over for sin familie.
- Endelig en undskyldning til mine nære og min familie. Jeg har sat jer alle i en ubærlig situation, siger han.
Henrik Sass Larsen vil frifindes i sagen.
Han har forklaret, at han i 2018 modtog en mail med et link til en video. Den viste ifølge Sass ham selv som barn blive voldtaget af en mand. Siden fik han et nyt link med et andet overgreb.
Derefter ledte han efter sig selv i overgrebsmateriale på nettet, har han forklaret.
Anklageren mener derimod, at han skal idømmes mindst fire måneders fængsel i sagen.
Dommen afsiges klokken 13.
/ritzau/