London, 05/09/2025 - 13:41
Hertuginde Katharine af Kent er død - 92 år
Hertuginden var kendt for sin uformelle stil og foretrak at blive kaldt Katharine Kent.
Af: /ritzau/
Hertuginde Katharine af Kent er død i en alder af 92 år, oplyser det britiske kongehus fredag.
- Det er med dyb sorg, at Buckingham Palace meddeler, at Hendes Kongelige Højhed hertuginden af Kent er død, står der i en meddelelse fra den britiske kongefamilie.
Hertuginden blev født Katharine Lucy Mary Worsley og ophøjet til hertuginde, da hun blev gift med prins Edward, hertug af Kent, i 1961.
Hertuginden af Kent var kendt for sin uformelle stil og foretrak derfor at blive kaldt Katharine Kent.
Hertuginden er især kendt for sit lange engagement i den verdensberømte tennisturnering i Wimbledon, hvor hun siden 1969 har hjulpet med at overrække de prestigefyldte trofæer.
Parret havde tre børn og ti børnebørn.
Hun skabte overskrifter i 1994, da hun - med dronning Elizabeths tilladelse - konverterede til katolicismen. Det var hun den første fremtrædende kongelige til at gøre i Storbritannien siden indførelsen af tronfølgeloven i landet i 1701. Denne lov kræver ikke blot, at monarken er medlem af Den Anglikanske Kirke, men gør, at ethvert medlem af kongefamilien, der gifter sig med en katolik, automatisk mister sin plads i tronfølgen.
Da tronfølgeloven imidlertid ikke omtaler giftemål med anglikanere, der siden konverterer til katolicismen, beholdt hendes gemal, hertugen af Kent, sin plads i tronfølgen.
/ritzau/