Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Nairobi, 27/04/2024 - 22:46

45 mennesker dræbt i oversvømmelser i Kenya - tusindvis er fordrevet

Kenya er ramt af oversvømmelser. Antallet af fordrevne risikerer at stige til 70.000, oplyser Røde Kors.

Patrick Ngugi/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Voldsomme oversvømmelser i Kenya har indtil videre kostet 45 mennesker livet, og tusindvis har været nødt til at forlade deres hjem.

Det oplyser Røde Kors. Ifølge hjælpeorganisationen er det østafrikanske land ramt af oversvømmelser under en regntid med voldsomme regnmængder.

Det gælder også i hovedstaden Nairobi, hvor vandstanden flere steder er i hoftehøjde.

Lærke Uhrenholt Jensen, katastrofedelegat i Kenya for Røde Kors, bor selv i Nairobi, og ifølge hende mærker hele byen til oversvømmelserne.

- Byens centrum bliver oversvømmet flere gange om ugen lige nu, og selv nabolag, der normalt aldrig oversvømmes, er ramt, siger hun i en pressemeddelelse.

Derudover oplyser Røde Kors, at 58.000 mennesker er fordrevet. Det tal risikerer at stige til 70.000, vurderer organisationen.

Røde Kors holder særligt øje med Kenyas største flod, Tana River, som ligger i den sydlige del af landet.

- Områderne omkring Tana River var ekstremt hårdt ramt under oversvømmelserne i efteråret. Mange bor stadig i midlertidige lejre og er ikke kommet sig endnu.

- Det får enormt store konsekvenser, hvis floden flyder over igen, hvilket vi allerede ser ske enkelte steder. Der er en stor risiko for udbrud af vandbårne sygdomme, og landmænd og fiskere mister deres levebrød, siger Lærke Uhrenholt Jensen.

Ifølge hjælpeorganisationen er de store mængder regn nu og i efteråret en konsekvens af vejrfænomenet El Niño og kommer efter to års tørke i Kenya.

I efteråret blev flere end en halv million mennesker fordrevet fra deres hjem, fortæller Røde Kors.

Ud over de menneskelige konsekvenser ødelægger regnmængderne central infrastruktur i landet.

For eksempel er 17 større veje ødelagt, hvilket risikerer at afskære store områder fra hjælp. Det udfordrer hjælpeindsatsen.

- Mange steder evakuerer vi med både, fordi vandstanden er så høj. Når familierne er evakueret, handler det om at sikre dem husly og nødhjælp, siger katastrofedelegaten.

Røde Kors har sendt 1,5 millioner kroner afsted til at støtte kenyansk Røde Kors’ hjælpeindsats. Pengene skal blandt andet gå til at sikre husly, adgang til sundhed og psykosocial støtte til de mennesker, der er blevet tvunget på flugt.

/ritzau/

Malmø, 10/05/2024 - 22:22

Hollandsk bidrag udelukket fra at deltage i Eurovision-prøve

Jessica Gow/Ritzau Scanpix

EBU har oplyst, at man er i gang med at undersøge en hændelse, der involverer Hollands bidrag ved Eurovision.

Joost Klein, der repræsenterer Holland i årets Eurovision, deltager ikke i fredagens anden generalprøve forud for finalen lørdag.

Det oplyser European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer Eurovision, fredag aften ifølge SVT og det svenske nyhedsbureau TT.

Joost Klein deltog heller ikke ved den første af fredagens to generalprøver, da den blev afholdt fredag eftermiddag.

EBU oplyste ifølge SVT, at man undersøgte en rapporteret "hændelse", der involverede det hollandske bidrag.

- Mens undersøgelsen fortsætter, har EBU besluttet, at Joost Klein ikke vil optræde under den anden generalprøve, oplyser EBU.

Den internationale sangkonkurrence afholdes i år på den anden side af Øresund i Malmø.

Det er ved den anden generalprøve, at fagjuryerne afgiver deres stemmer forud for finalen. Fagjuryerne står for 50 procent af stemmerne, mens seernes står for resten.

For at Holland kan blive bedømt vil landets semifinaleoptræden blive brugt i stedet.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB afholdes der i alt tre generalprøver.

Holland var blandt de ti lande, der torsdag aften gik videre til finalen. Landet stiller op med sangen "Europapa".

Der stiller efterhånden så mange nationer op i Eurovision, at finalefeltet findes over to semifinaler.

Den første semifinale blev afholdt tirsdag. Her var den foreløbige favorit til at vinde årets Eurovision Baby Lasagna fra Kroatien, blandt de nationer, som strøg videre.

Seks lande var i forvejen sikret en finaleplads.

Det gælder Spanien, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien, da de betaler de største summer til konkurrencen. Og så er sidste års vindernation, denne gang Sverige, også altid garanteret en plads.

Årets danske deltager, Saba, stillede op med det storslåede nummer "Sand", men formåede ikke at kvalificere sig til finalen.

/ritzau/

Læs Mere >>

Malmø, 10/05/2024 - 21:54

Hollandsk bidrag udelukket fra at deltage i Eurovision-prøve

EBU har oplyst, at man er i gang med at undersøge en hændelse, der involverer Hollands bidrag ved Eurovision.

Joost Klein, der repræsenterer Holland i årets Eurovision, deltager ikke i fredagens anden generalprøve forud for finalen lørdag.

Det oplyser European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer Eurovision, fredag aften ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Joost Klein deltog heller ikke, da den første af fredagens to generalprøver, da den blev afholdt fredag eftermiddag.

EBU oplyste ifølge SVT, at man undersøgte en "hændelse", der involverede det hollandske bidrag.

Den internationale sangkonkurrence afholdes i år på den anden side af Øresund i Malmø.

- Han kommer ikke til at øve indtil videre. Vi har ingen yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt og vil opdatere til sin tid, lød det i en udtalelse fra EBU ifølge SVT.

Det er ved den anden generalprøve, at fagjuryerne afgiver deres stemmer forud for finalen.

For at Holland kan blive bedømt vil Hollands semifinaleoptræden blive brugt i stedet.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB afholdes der i alt tre generalprøver.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 10/05/2024 - 13:00

FAKTA: Spis på det rigtige tidspunkt

* Et godt tidspunkt at spise i løbet af dagen kan være, når du mærker en lille sult. Du er altså hverken meget sulten eller helt mæt.

* Denne sult kommer typisk tre til fire timer efter et måltid. Hvis ikke du reagerer på den, kan den udvikle sig til en ekstrem sult. 

* Ekstrem sult er kendetegnet ved, at du kan have en gnaven i maven. Du kan også blive i dårligt humør eller svimmel. Samtidig kan det være svært er at fokusere på andet end mad. 

Kilde: Marie Steenberger, ernæringsekspert og ejer af Madmentoruddannelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 10/05/2024 - 13:00

Sådan mærker du efter om du egentlig er sulten

Sebastian Gollnow/Ritzau Scanpix

Der kan være flere årsager til, at vi spiser, selv om vi ikke har brug for mad. Lær at skelne mellem følelsesmæssig og kropslig sult, lyder et af rådene.

Du er lige kommet ind ad døren efter en lang arbejdsdag, og selv om du har spist i løbet af dagen, er øjnene rettet mod snackposerne i skabet.

Der kan være mange grunde til, at vi spiser, selv om vi egentlig ikke har brug for at spise. Men faktisk bør vi mærke godt efter, om vi er sultne, forklarer ernæringsekspert Marie Steenberger, der ejer den private uddannelse Madmentor.

- Hvis man lærer de forskellige nuancer af sult at kende, lærer man at tilpasse sine spisemængder med de sultsignaler, kroppen sender, siger hun.

Der er flere metoder, hvis du ønsker at mærke efter, om du faktisk er sulten.

For det første råder Marie Steenberger til at anvende en rationel tilgang. Her skal du tænke tilbage på, hvordan dit spisemønster har været i løbet af dagen.

- Hvis man har fået de tre hovedmåltider og måske et mellemmåltid mellem frokost og aftensmad, kan det være, at det ikke er sult.

- Men har man for eksempel ikke fået morgenmad og har spist meget lidt til frokost, kan det sagtens være sult. Og der skal man spise, siger hun.

Derudover kan du lære at skelne mellem det, Marie Steenberger kalder følelsesmæssig og kropslig sult.

Ved sidstnævnte, hvor du bør spise, kan det fysisk gnave i maven. Derimod kan følelsesmæssig sult opstå spontant.

- Den kan komme som et lyn fra en klar himmel og er typisk rettet mod letomsættelige kulhydrater, noget sødt eller fedtholdigt, siger hun.

Vil du forsøge at undgå at spise ved den følelsesmæssige sult, kan du spørge dig selv, hvorfor du egentlig har lyst til at spise.

Er det for eksempel, fordi du er træt, keder dig eller er tørstig? Dermed kan du finde ud af, hvad du i stedet har brug for, forklarer ernæringseksperten.

En anden måde, hvormed du kan finde frem til, om du reelt er sulten, er ved at give dit indre følelsesliv et tjek.

For selv om vi ikke er sultne, kan vi finde på at spise, fordi vi er i følelsesmæssig ubalance. Det fortæller coach i spisepsykologi Mette Fuglsang Larsen.

- Der kan være alle mulige småting, som kan ende med at give en rumlen i maven, men vi skynder os videre i stedet for at håndtere det. Og når dagen er omme, vil de her følelsesmæssige reaktioner stadig være i kroppen, siger hun.

- Og spiser vi noget mad, får kroppen ro på igen, så vi kan fortsætte i det samme spor, siger hun.

Derfor anbefaler coachen, at du i løbet af dagen gør op med dig selv, om du sidder inde med følelser, der bør håndteres.

- I stedet for at have en tanke om, at man hele tiden skal skynde sig videre, kan man prøve at stoppe op og sige: "Nej, jeg må faktisk godt tage den med ro", siger Mette Fuglsang Larsen.

Hun råder også til, at du - enten alene eller sammen med familien - en gang imellem slukker diverse skærme i hjemmet.

Det kan nemlig give bedre rum til at finde ro og bearbejde dagens følelser og indtryk.

- Med familien kan man lave noget, der foregår i et langsomt tempo. Man kan sætte sig ned og snakke eller spille brætspil. Så oplever man, at livet ikke kun handler om, at alting konstant skal gå hurtigt, siger Mette Fuglsang Larsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek