Jerusalem, 11/05/2025 - 14:28
Israel støtter USA's plan om nødhjælp til Gaza
Israelsk minister roser amerikansk plan, der skal sikre nødhjælp til civile i Gaza, men gå uden om Hamas.
Dawoud Abu Alkas/Reuters
Af: /ritzau/AFP
Israel bakker op om en amerikansk plan, der skal få nødhjælp ind til civilbefolkningen i Gazastriben.
Det siger den israelske udenrigsminister, Gideon Saar, søndag.
- Israel støtter fuldt ud Trump-administrationens plan, som fredag blev fremlagt af USA's ambassadør i Israel, Mike Huckabee, siger Saar på et pressemøde i Jerusalem sammen med sin tyske kollega, Johann Wadephul.
Saar roser planen og siger, at den ville muliggøre nødhjælp direkte til civile og omgå den militante palæstinensiske gruppe Hamas, der sidder på magten i Gazastriben.
Han understreger, at israelske soldater ikke vil deltage i uddelingen af hjælpen, men vil sikre, at den kan blive leveret til civile. Det er i tråd med Huckabees beskrivelse af planen, skriver nyhedsbureauet AFP.
Israel anklager Hamas for at stjæle nødhjælpen og bruge den til at opretholde sin krigsmaskine.
- Under denne krig tillod Israel, at nødhjælp flød ind i Gaza og bistod processen, men Hamas stjal hjælpen fra folket, siger den israelske minister.
- Hvis hjælpen fortsætter med at gå til Hamas og ikke til Gazas befolkning, vil krigen vare evigt, tilføjer han.
Siden begyndelsen af marts har Israel blokeret for nødhjælp til Gazastriben.
Ifølge hjælpeorganisationer har denne blokade ført til alvorlig mangel på mad, medicin, rent drikkevand og andre fornødenheder.
Trods frygt for en nært forestående hungersnød har Israel afvist, at der er ved at opstå en humanitær krise i Gaza. Landets regering har udtalt, at blokaden øger presset på Hamas.
Det er ikke umiddelbart klart, hvornår leveringen af nødhjælp til Gazastriben kan genoptages.
Men Mike Huckabee sagde fredag, at det kan ske "meget snart".
Han fremlagde dog ingen tidsplan for hjælpeoperationen og gav heller ikke yderligere oplysninger om den ikke-statslige fond, der ifølge den amerikanske plan skal stå for indsatsen.
/ritzau/AFP