New York, 29/07/2025 - 16:28
Borgmester: Formodet gerningsmand bag skyderi i USA havde NFL som mål
Efterforskere har fundet en seddel på den formodede gerningsmand bag et skyderi i en kontorbygning i New York.
Kylie Cooper/Reuters
Af: /ritzau/Reuters
Den formodede gerningsmand bag et skyderi i en kontorbygning på Manhattan i New York havde angiveligt NFL's kontorer som mål.
Det oplyser Eric Adams, der er borgmester i New York, i et interview med CBS News.
NFL er den bedste liga for amerikansk fodbold i USA.
Ifølge Adams havde den formodede gerningsmand, 27-årige Shane Tamura, et brev på sig, som efterforskere fandt efter skyderiet.
- Han havde en seddel på sig. Sedlen antydede, at han mente, at han havde CTE, der er en kendt hjerneskade blandt dem, der deltager i kontaktsport. Han så ud til at bebrejde NFL for sin skade, siger borgmesteren i programmet CBS Mornings.
Kronisk traumatisk encefalopati - kendt på engelsk som CTE - er en hjernesygdom, der sandsynligvis skyldes gentagne slag mod hovedet.
Politiet har tidligere oplyst, at den formodede gerningsmand havde problemer med sit mentale helbred.
Shane Tamura har ikke spillet i NFL. Men han spillede amerikansk fodbold i gymnasiet. Ifølge Bloomberg News står der på sedlen, at hans karriereplaner blev ødelagt af hjerneskaden.
Mandag aften lokal tid åbnede den formodede gerningsmand ild mod ansatte i en kontorbygning på Park Avenue. Fire mennesker mistede livet.
Gerningsmanden begik selvmord ved at skyde sig selv i brystet, har politiet oplyst.
NFL har hovedkvarter i højhuset på Park Avenue, men tilsyneladende gik han ind ad den forkerte indgang, siger borgmesteren.
Han endte derfor med at skyde mod ansatte i ejendomsfirmaet Rudin Management.
Også ansatte i investeringsselskabet Blackstone blev ramt. En af dem blev dræbt.
Desuden mistede en politibetjent livet. Hun var på arbejde som sikkerhedsvagt i bygningen.
Ifølge sportskanalen ESPN vil der i de kommende dage og uger være flere sikkerhedsvagter på arbejde i NFL's hovedkvarter.
En NFL-medarbejder blev såret i skyderiet, men er i stabil tilstand, har mediet også berettet.
/ritzau/Reuters