Coeur d'Alene, 30/06/2025 - 02:21
To personer er dræbt i formodet skyderi mod brandfolk i Idaho
Politiet kæmper fortsat mod et ukendt antal personer, der har åbnet ild mod brandmænd i Idaho.
Af: /ritzau/AFP
To personer er dræbt, og et ukendt antal personer er såret i et skyderi i den nordlige del af den amerikanske delstat Idaho.
Brandfolk var i gang med at slukke en skovbrand i området, da de blev angrebet, oplyser distriktspolitichefen i amtet Kootenai, Robert Norris.
- Der er nu to dræbte og et ukendt antal sårede. Der er stadig civile på vej ned fra bjerget. Vi bliver fortsat beskudt af én eller flere snigskytter.
Han siger videre, at politiet ikke ved, hvor mange gerningspersoner der er. Branden raser stadig på bjerget i Kootenai, siger Norris, der understreger, at politiet vil uskadeliggøre gerningspersonen eller gerningspersonerne hurtigst muligt.
Tidligere natten til mandag skrev Idahos guvernør, Brad Little, på det sociale medie X, at flere brandfolk var blevet angrebet natten til mandag, da de rykkede ud til en brand i Coeur d'Alene.
- Dette er et afskyeligt, direkte angreb mod vores modige brandmænd. Jeg beder alle i Idaho om at bede for dem og deres familier, mens vi venter på mere information.
- Da situationen stadig udvikler sig, opfordres I til at holde jer fra området, så politiet og brandmændene kan gøre deres arbejde, lød det.
/ritzau/AFP