Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/03/2020 - 21:00

Fra komiker til tv-stjerne: Jeg var bange for at blive sat i bås

Han har haft stor succes i komikerduoen "Adam og Noah", men Hadi Ka-Koush kan meget andet end at være sjov.

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Af: Af Eva Maria Brandi, Ritzau Fokus

Hadi Ka-Koush kom for alvor ind i danskernes bevidsthed som komiker i den voldsomt populære duo "Adam og Noah", der væltede landet med deres satiriske Youtube-klip og shows.

Men den 36-årige skuespiller, der lige nu er aktuel som justitsministerens rådgiver i DR-dramaserien "Når støvet har lagt sig", har ikke haft problemer med at krydse grænsen til seriøse roller på tv og det store lærred, selv om han i starten frygtede at blive sat i bås som en, der kun kunne spille sjov.

- Det kunne jo sagtens have gået en anden vej, hvor alle for evigt ville have set mig som komiker, men heldigvis ikke, siger Hadi Ka-Koush.

- Jeg var virkelig bange for det, og i starten blev jeg da også typecastet, men det gør vi jo alle sammen, fortæller han.

Hadi Ka-Koush blev uddannet fra Statens Teaterskole i 2010, og siden sin afgang har han spillet med i et væld af forskellige teaterproduktioner, film og ikke mindst tv-serier.

- Det har ikke været sådan "du er jo ham den sjove eller ham den seriøse". Jeg har spillet julekalender, jeg har spillet politimand, bøddel i "Gidseltagningen", nu spiller jeg politisk rådgiver, og jeg har også spillet ægtemand i "Herrens veje", siger han.

Ad to omgange har Hadi Ka-Koush spillet Skir i TV2's julekalender om Tinka, og den rolle har i den grad været med til at gøre ham til et kendt ansigt rundt omkring i stuerne og sætte streg under, at rollen som Noah i komikerduoen netop var det: en rolle.

- "Tinkas juleeventyr" og Tinka og kongespillet" gjorde, at jeg kom ud til en million mennesker hver aften og på en gang kunne sige "værsgo". Jeg sprang ud af Noah-skabet med maner. Folk fandt ud af, at jeg ikke hedder Noah i virkeligheden, og de fandt ud af, at jeg taler anderledes, siger skuespilleren, der kalder det "en fed rejse".

Hele det næste år kan han opleves på Adam og Noahs afskedsturné, "Farvel og Tjak", men det er altså sidste mulighed for at se ham i den rolle. Og hvad der skal ske efterfølgende, ved han ikke lige nu.

- Efter turnéen med Adam og Noah har jeg ingenting i kalenderen. Ingenting. Men der er et år til, så det er fint og dejligt. Mit arbejde fylder rigtig meget i mit liv, og telefonen ringer oftest, når der lige er en anden, der har ringet, og man har sagt ja tak til noget, siger Hadi Ka-Koush.

- Men jeg håber også, jeg får tid til lige at lande og forstå det kapitel, der lige er sluttet og tage nogle skridt i den retning, jeg beslutter mig for, siger han.

"Når støvet har lagt sig" sendes på DR1 klokken 20.00.

/ritzau/

København, 26/04/2024 - 13:42

Tobias Rahim: Jeg har det virkelig godt nu

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Den danske popstjerne Tobias Rahim siger til P4 i et sjældent interview, at han er kommet godt ud på den anden side af et "psykisk uvejr".

Hans musik topper konstant de danske hitlister, men popstjernen Tobias Rahim har i et år været helt tavs, når det gælder interview i medierne.

Torsdag blev det mønster dog brudt med et eksklusivt besøg i radioprogrammet "Formiddag på 4'eren" på DR's kanal P4.

- Jeg har det virkelig godt nu. Jeg har det basically (i bund og grund, red.) fucking godt, siger Tobias Rahim blandt andet, da han af en P4-lytter bliver spurgt til, hvordan han har det.

Den nu 34-årige sangskriver og sanger har tidligere været åben omkring, at han i perioder har kæmpet med angst. Tilbage i 2022 trak han for eksempel stikket lige op til udgivelsen af debutalbummet "Når sjælen kaster op".

Men nu befinder han sig et meget bedre sted, fortæller han til "Formiddag på 4'eren".

- Det føles, som om jeg har krydset det bjerg, og jeg er nået om på den anden side, hvor det er dejligt at være igen. Jeg føler, at jeg har været i psykisk uvejr eller lidelse, eller hvad man kalder det, lyder det fra Tobias Rahim, der blandt andet er kendt for hits som "Stor mand" og "Flyvende Faduma".

Sange, som ifølge en opgørelse fra musikorganisationen Koda, toppede listen over de mest indtjenende numre i Danmark sidste år.

Til sommer kan Tobias Rahim opleves live flere steder i landet - blandt andet i forbindelse med koncertturnéen Grøn.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/04/2024 - 12:00

FAKTA: Cecilie Stenspil

* 44-årige Cecilie Stenspil blev uddannet skuespiller fra Odense Teater i 2006.

* Hun fik sit gennembruddet i DR-serien "Livvagterne", hvor hun havde en af hovedrollerne.

* Hun har også haft hovedrollen i dramafilmen "Kollision" fra 2019. Derudover har hun haft roller i thrillerserien "Gidseltagningen" og i dramakomediefilmen "Lang historie kort".

* Privat er hun gift med skuespilleren Troels Lyby, som hun har en søn og en datter sammen med. Troels Lyby har også to børn fra sit første ægteskab.

* Hun er storesøster til skuespilleren Simon Stenspil, der også har en rolle i "Badehotellet".

Kilde: danskefilm.dk.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/04/2024 - 10:00

Ringorm og alvorlige infektioner

* Ringorm er en almindelig, men yderst irriterende svampesygdom. Smitten kan komme fra både hunde og katte og sker direkte fra dyr til menneske.

* Ringormen sidder i dyrenes hud som en rødmen og kan være meget kløende. På mennesker viser den sig også som kløende, røde pletter, der er højrøde i kanten og lyserøde i midten.

* Ringorm kan behandles med svampemidler, der kan købes i håndkøb, mens kæledyr må en tur forbi dyrlægen.

* Som katteejer skal være påpasselig med at blive bidt af sin kat, da deres bakterier i munden og de dybe indstik, de kan lave med tænderne, kan give alvorlige infektioner. Søg derfor altid læge, hvis du er blevet bidt af en kat.

Kilde: Sanne Ross Sørensen, dyrlæge og medejer af webshoppen Superhund samt dyrlæge på biomedicinsk forskningslaboratorie ved Aalborg Universitetshospital.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 26/04/2024 - 10:00

Disse sygdomme kan du få fra dit kæledyr

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Borrelia, leptospirose og toxoplasmose er blot nogle af de sygdomme, du kan blive smittet med af dine firbenede venner.

Sygdomme, der smitter fra kæledyr til mennesker - kaldet zoonoser - kan være farlige.

Der findes mange af sådanne sygdomme af varierende hyppighed og alvor, fortæller Sanne Ross Sørensen, der er dyrlæge og medejer af webshoppen Superhund samt dyrlæge på biomedicinsk forskningslaboratorie ved Aalborg Universitetshospital.

Hun nævner tre zoonoser, man som kæledyrsejer skal være opmærksom på:

1. Borrelia

Borrelia overføres fra flåter.

- Man plejer at sige, at hvis flåten sidder på huden mellem 12 og 48 timer, så kan den overføre borrelia-bakterien til blodbanerne, siger Sanne Ross Sørensen.

Symptomerne er ledsmerter, feber og i værste tilfælde lammelser for både dyr og mennesker. På menneskehud ses også en rødmen, hvor flåten har siddet.

Man skal altid søge enten læge eller dyrlæge, hvis man ser symptomer hos sig selv eller sit kæledyr, råder dyrlægen.

Højsæsonen for flåter er fra april til oktober. Her bør man dagligt undersøge kæledyr og familie for flåter, fortæller Sanne Ross Sørensen.

- Men man skal faktisk allerede begynde sidst i februar og fortsætte helt ind i november, siger hun.

2. Leptospirose:

Leptospirose kommer oprindeligt fra gnavere og smitter via urin - blandt andet gennem mund, slimhinder eller sår.

Særligt hunde kan smittes, hvis man går tur i våde områder, hvor der er mus og rotter.

Symptomerne hos hunde er typisk høj feber, nedstemthed, opkast og diarre, mens man hos mennesker ser milde influenzalignende symptomer.

Både for hund og ejer kan zoonosen være farlig, da den sætter sig i nyrerne og i værste tilfælde kan føre til organsvigt.

Opdages sygdommen tidligt, kan den som oftest behandles med antibiotika.

- Men senere kan den være svær at behandle og kan føre til, at man må aflive hunden, siger Sanne Ross Sørensen, der anbefaler, at man får sin hund vaccineret mod leptospirose.

3. Toxoplasmose

Parasitten toxoplasma er ofte forkommende, men giver sjældent sygdommen toxoplasmose, der er særligt alvorlig for gravide og personer med svækket immunforsvar.

Zoonosen findes kun hos katte, der oftest smittes gennem råt kød - for eksempel hvis de spiser mus og fugle.

- Det vil sige, at udekatte har større risiko for at bære smitten end indekatte, siger Sanne Ross Sørensen.

Toxoplasmose overføres til mennesker gennem kattens afføring.

Katte har som oftest ingen symptomer, og det samme gælder for voksne og børn. Dog kan man opleve feber, træthed og hævede lymfeknuder.

Immunsvækkede personer har større risiko for at få symptomer, mens gravide, der får parasitten, kan overføre smitten til fostret, hvor parasitten så vil forårsage skader på fostrets hjerne og øjne.

Derfor er det bedst, at man som gravid undgår at tømme kattebakke.

Generelt anbefaler Mette Kirkeskov Sie, der er sektionsleder ved Fødevarestyrelsen, at man altid søger dyrlæge, hvis ens kæledyr bliver syg.

Hun tilføjer, at det er vigtigt at fortælle dyrlægen, hvis der er sket noget unormalt med dyret op til.

- For eksempel hvis man har været ude og rejse med sit kæledyr, eller det stak af i en skov og måske har været i kontakt med vilde dyr. Så får dyrlægen, det bedste grundlag til at kunne stille den rigtige diagnose, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek