København, 18/09/2025 - 18:24
Åben dialog har bragt troen tilbage hos Verstappen
En ny teamchef har skabt frisk luft og dialog hos Red Bull. Det har bragt Max Verstappen på ret kurs igen.
Hoch Zwei/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
I slutningen af seneste sæson aftog Max Verstappens suverænitet, men Red Bull-stjernen formåede alligevel at køre sin Red Bull-racer frem til den fjerde VM-titel på stribe.
Fra starten af denne sæson stod det dog klart, at Red Bull ikke længere kunne følge med McLaren. I de første 15 grandprixer hentede Verstappen kun to sejre.
Det kostede den mangeårige teamchef Christian Horner jobbet hos Red Bull i juli. Han er blevet erstattet af franske Laurent Mekies, og det er Verstappen meget tilfreds med.
- Fordi Laurent selv har en ingeniørbaggrund, stiller han alle de rigtige spørgsmål til ingeniørerne - de åbenlyse spørgsmål - og det fungerer virkelig godt, siger den regerende verdensmester ifølge Fox Sports.
- Hidtil har vi haft mange løb, hvor vi lidt skød i forskellige retninger med bilens setup. Der var store ændringer, og det viser, at vi ikke var i kontrol. Vi forstod ikke fuldt ud, hvad vi skulle gøre.
Under Mekies vandt Verstappen øjeblikkeligt et sprintløb, og en foreløbig krone på opturen kom i seneste løb, hvor han triumferede på Monza.
Med kun otte løb tilbage af sæsonen og to McLaren-racere, som har vist stor stabilitet, virker drømmen om den femte VM-titel på stribe til at være slukket.
Han er 94 point efter førende Oscar Piastri og 63 point efter Lando Norris i stillingen. Det virker urealistisk at hente især førstnævnte, men Mekies har allerede skabt en opadgående kurve på holdet.
Det mener legendariske Helmut Marko, som har været særlig rådgiver hos Red Bull i 20 år og er tæt på Verstappen og resten af holdet.
- Hele forberedelsen til løbsweekenderne er anderledes nu. Laurent er en forrygende ingeniør. Idéen er nu mere, at man både tager, hvad simulationen viser og blander det med, hvad Max (Verstappen, red.) og ingeniørerne fornemmer.
- Hele det tekniske hold er mere åbent nu. Tingene bliver diskuteret. Man går ikke blindt efter, hvad simulatoren siger, lyder det fra ham til Fox Sports.
Deri gemmer sig også en stikpille til afsatte Christian Horner, som angiveligt lyttede mere til simulatoren end til kørerne.
I weekenden gælder det grandprixet i Aserbajdsjan. Her skal Verstappen forsøge at bevise, at det ikke var en enlig opblomstring på Monza.
/ritzau/