Seoul, 04/08/2025 - 07:08
Sydkorea dropper lydkrig mod Nordkorea og fjerner højttalere
For at mindske spændingerne mellem de to nabolande er Sydkorea begyndt at nedtage højttalere ved grænsen.
The Defense Ministry/Reuters
Af: /ritzau/AFP
Sydkorea er mandag begyndt at nedtage en række højttalere, der har udsendt sydkoreansk propaganda ved grænsen til Nordkorea.
Det oplyser Sydkoreas forsvarsministerium mandag.
Formålet er at lette spændingerne mellem de to nabolande, oplyser en talsmand fra ministeriet.
- Vi er begyndt at fjerne højttalerne i dag.
- Det er en praktisk foranstaltning, der har til formål at lette spændingerne mod nord - forudsat at det ikke kompromitterer militærets beredskabstilstand, siger talsmanden Lee Kyung-ho.
Samtlige højttalere vil være fjernet inden ugen er omme, lyder det. Det fremgår ikke, hvor mange sydkoreanske højttalere der har været placeret ved grænsen.
Sydkorea stoppede i juni med at udsende propaganda i form af sydkoreanske nyheder og sydkoreansk popmusik ved grænsen, efter at Lee Jae-myung var tiltrådt som præsident.
Nordkorea har ifølge Sydkorea også stoppet udsendelsen af mærkelige lyde fra store højttalere ved grænsen. Det skete, dagen efter at Sydkorea havde stoppet sin propaganda.
Lydene fra Nordkorea blev beskrevet som larmende og foruroligende, og de var til stor gene for lokalbefolkningen syd for grænsen.
Forholdet mellem de to nabolande har de senere år været iskoldt.
Det skyldes blandt andet, at Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har knyttet tættere bånd til Rusland og støttet Rusland militært, efter at præsident Vladimir Putin i 2022 invaderede Ukraine.
Sidste blev forholdet yderligere forværret, da Nordkorea sendte balloner fyldt med affald sydpå, hvilket fik Sydkorea til at svare igen med propaganda.
Den forholdsvis nyvalgte præsident i Sydkorea, Lee Jae-myung, har sagt, at han ønsker at forbedre forholdet, efter at han tiltrådte i juni.
At højttalerne nu er slukket, betyder ikke, at Sydkorea skal forvente, at det kolde forhold bliver optøet. Det sagde Kim Jong-uns søster Kim Yo-jong for en uge siden.
- Vi understreger endnu en gang vores officielle holdning: Uanset hvilken politik der vedtages, og hvilken politik der kommer fra Sydkorea, har vi ingen interesse i det, og der er hverken grund til at mødes eller nogen sag at diskutere, sagde hun.
De to nabolande er teknisk set stadig i krig, da konflikten mellem dem i årene 1950 til 1953 sluttede med en aftale om en våbenhvile. En fredstraktat er aldrig indgået.
/ritzau/AFP