Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Rom, 26/04/2025 - 07:17

Sørgende har sovet foran Peterspladsen før pavebegravelse

Folk har i løbet af natten sovet i medbragte soveposer foran Peterspladsen før lørdagens begravelse af paven.

Henry Nicholls/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Hundredvis af mennesker har sovet foran portene til Peterspladsen forud for lørdagens begravelse af pave Frans.

Det fremgår af billeder fra nyhedsbureauet Reuters.

Folk har i løbet af natten ligget i soveposer på området foran Peterspladsen og på nærliggende fortove forud for begravelsen, der begynder lørdag formiddag klokken 10.

BBC berettede klokken 06.35, at de første mennesker er blevet lukket ind på Peterspladsen, nogenlunde samtidig med at solen er stået op.

En af de mange, der har ligget i kø, er irske Catherine, der har medbragt puder, tæpper, solcreme og regntøj.

- Man ved aldrig, hvad man skal forvente i Rom på denne tid af året, siger Cathrine til BBC.

Den irske kvinde fortæller, at hun er rejst til pavens begravelse for at ære ham og hans mangeårige arbejde.

Pave Frans, der har været pave siden 2013, døde mandag klokken 07.35 af et slagtilfælde og efterfølgende hjertestop.

Den åbne kiste har siden onsdag stået i Peterskirken i Rom. Omkring 250.000 besøgende har lagt vej forbi kirken for at tage deres afsked med paven.

Fredag aften blev dørene til Peterskirken lukket, ligesom kisten blev lukket og forseglet.

Pave Frans har valgt at blive stedt til hvile i basilikaen Santa Maria Maggiore, der ligger cirka fire kilometer fra Vatikanet.

Det er første gang i mere end hundrede år, at en pave bliver begravet udenfor Vatikanet.

Paven har bedt om at blive begravet i en simpel trækiste.

Flere verdensledere deltager i begravelsen - blandt andre USA's præsident, Donald Trump, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, der allerede fredag var forbi kisten for at mindes paven.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, deltager også. Det samme gør Javier Milei, som er præsident i pave Frans ' hjemland Argentina.

Dronning Mary er Danmarks eneste officielle repræsentant ved ceremonien.

/ritzau/

København, 28/04/2025 - 08:00

Storcharmøren Tom Jones giver koncert i Tivoli

Tolga Akmen/Ritzau Scanpix

Den walisiske sanger Tom Jones vender tilbage til Danmark den 19. juli. Han optrådte her senest i 2022.

Charmen har aldrig fejlet noget hos 84-årige Tom Jones, der i årevis har fejet benene væk under alverdens kvinder.

Og befinder du dig i Tivoli i København den 19. juli, kan du synge med på hits som "Delilah", "It's Not Unusual" og "Sexbomb", når manden med den store stemme gør comeback på Plænen.

Tom Jones er nemlig en del af LørdagsHits-programmet i Tivoli, oplyser den gamle have i en pressemeddelelse.

- LørdagsHits i Tivoli hylder for fjerde år i træk popmusik, der stadig holder efter flere årtier. Koncerterne er blevet et populært mål for fans med kærlighed til tidløs popmusik, de kender, skriver Tivoli.

Programmet tæller også navne som Bryan Adams, Lis Sørensen, Michael Learns to Rock og Danser med Drenge.

Sidste gang, den walisiske sanger var i Danmark i 2022, stod han også på Plænen i Tivoli.

Historien om Tom Jones er historien om en kulminearbejdersøn fra Wales, der blev verdensstjerne.

Han har optrådt sammen med navne som Elvis Presley, Little Richard og Janis Joplin.

Og med en karriere, der strækker sig over mere end fem årtier, har Tom Jones sunget for generationer og haft utallige hits.

- Han har for længst bevist sin evne til at forny sig gennem årene og favne genrer som rock, pop, soul og R&B. Hans overskudsagtige energi og karisma gør ham stadig til en af de mest elskede og streamede artister i verden, skriver Tivoli i pressemeddelelsen.

Den walisiske sanger blev adlet af den nu afdøde britiske dronning Elizabeth i 2006, hvilet var en stor ære for Jones, står der på sangerens hjemmeside.

- Sir Tom Jones, der fylder 85 år den 7. juni, er igen tilbage i Tivoli, og han er fortsat Mr. Sex Bomb!, skriver forlystelsesparken.

Der vil være pladsreservation til Bryan Adams samt til Tom Jones. Det meldes ud senere, hvordan man kan sikre sig adgang, oplyser Tivoli.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/04/2025 - 08:00

Dansk stjerne giver endelig efter for sønnens drøm om skuespil

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Danske Simon Sears skal spille sammen med sin søn Skuli i serien "Generationer". Faren syntes ellers længe, at sønnen var for ung til at gå ind i skuespil.

Simon Sears blev i december sidste år far for tredje gang. Alligevel har han stadig til gode at vise sig selv frem på det store lærred for sine børn.

Det kan nemlig være svært for en skuespiller, hvis cv primært består af dystre eller alvorlige projekter som "Herrens veje", "9. april" og "Den som dræber".

Den nye DR-serie "Generationer" er heller ikke ligefrem målrettet børn, men den danske skuespiller har været glad for at spille familiefaren Martin, der minder mere om ham selv som person.

- Han er bare blødere, end det jeg ellers har spillet. Og jeg er måske bare en blød mand på mange områder, fortæller Simon Sears.

Karakteren kommer særligt tæt på hans eget liv, da et af hans fiktive børn i serien faktisk spilles af hans egen søn Skuli på otte år.

- Han vil så gerne være skuespiller. Og jeg har så mange gange sagt nej til, at han måtte komme til casting. Jeg syntes, det var for tidligt og for hårdt, fortæller Simon Sears.

Da den 41-årige skuespiller så selv var til casting til rollen i "Generationer", blev der spurgt, om han ikke også havde en søn, der var interesseret i skuespil.

Simon Sears blev enig med sin kone, Ingibjörg, om, at hvis sønnen endelig skulle være med i noget, så var det bedst, at det var sammen med sin far.

Sønnen kom til casting, og det endte med, at han fik rollen som otteårige Leo, der er barn til Simon Sears' karakter, Martin.

Derfor skulle Simon Sears for første gang prøve at være kollega med sin søn.

- Jeg havde en fantastisk oplevelse med det. Det var jo en gave til os begge to, fortæller Simon Sears og genkalder:

- Han blev så underligt professionel, når han så var der. Jeg koncentrerede mig bare om mit. Han havde fuldstændig styr på det, så jeg blandede mig ikke i hans arbejde.

"Generationer" er aktuel på DR, og det er derfor også oplagt, at hans ældste søn, Skuli, endelig får lov til at se sin far og ikke mindst sig selv på skærmen.

Det er dog ikke helt nemt, da der er bestemte scener, som drengen helst skal undgå.

- Jeg har faktisk siddet og set det hele igennem og skrevet tidskoder ned, så han kan få lov til at se sine egne scener, fortæller Simon Sears.

Selv om børnene aldrig har haft mulighed for at se deres fars ansigt på det store lærred, har de haft mulighed for at høre ham.

Han lagde nemlig stemme til karakteren Shadow i den danske version af animationsfilmen "Sonic the Hedgehog 3".

- Det, har de syntes, var så fedt! Det er det eneste, deres klassekammerater ved noget som helst om. Det er, at jeg laver tegnefilm, siger Simon Sears.

Simon Sears har også lagt stemme til "Transformers One" og "Bølle på eventyr".

Nu er skuespilleren aktuel side om side med sønnen, Skuli, i dramaserien "Generationer", der vises hver søndag på DR 1 og DRTV.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 28/04/2025 - 10:00

FAKTA: Frikort kan gøre afkast skattefrit

* Alle kan tjene et bestemt beløb hvert år og kun betale otte procent i arbejdsmarkedsbidrag til staten. Det kaldes et frikort. SU, dagpenge og pension er dog ikke omfattet.

* I år er beløbet fastsat til 51.600 kroner. Det svarer til 4300 kroner om måneden.

* Hvis man tjener under dette beløb, skal man have et frikort. Tjener man over, skal man i stedet have et hovedkort og et bikort.

* Et frikort kan også bruges til at gøre et eventuelt afkast - altså den økonomiske gevinst fra investeringer - skattefrit, hvis afkastet bliver beskattet som kapitalindkomst.

Kilde: Skattestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 28/04/2025 - 10:00

FAKTA: Så meget får konfirmander i gave

* I gennemsnit vil en konfirmand i år få 24.208 kroner i pengegaver. Der er en lille stigning sammenlignet med sidste år, hvor pengegaverne udgjorde 23.735 kroner.

* Gavernes samlede værdi er i år gennemsnitligt 42.470 kroner. Sidste år viste undersøgelsen, at 57 procent af gæsterne gav pengegaver.

* I gennemsnit er der i år 39 gæster til at fejre en konfirmand.

Kilde: Nordeas konfirmationsundersøgelse 2025 foretaget af YouGov.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek