Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 28/04/2025 - 10:00

FAKTA: Frikort kan gøre afkast skattefrit

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

* Alle kan tjene et bestemt beløb hvert år og kun betale otte procent i arbejdsmarkedsbidrag til staten. Det kaldes et frikort. SU, dagpenge og pension er dog ikke omfattet.

* I år er beløbet fastsat til 51.600 kroner. Det svarer til 4300 kroner om måneden.

* Hvis man tjener under dette beløb, skal man have et frikort. Tjener man over, skal man i stedet have et hovedkort og et bikort.

* Et frikort kan også bruges til at gøre et eventuelt afkast - altså den økonomiske gevinst fra investeringer - skattefrit, hvis afkastet bliver beskattet som kapitalindkomst.

Kilde: Skattestyrelsen.

/ritzau fokus/

Storbritannien, 16/06/2025 - 11:51

Hitsangerinde spiller sidste koncert inden kræftoperation

Mark Ralston/Ritzau Scanpix

Sangerinden Jessie J meldte tidligere i juni ud, at hun var diagnosticeret med brystkræft. Søndag lovede hun publikum, at hun ville vinde over kræften.

Den britiske sangerinde Jessie J spillede søndag aften på Wembley Stadium i Storbritannien, og det var hendes sidste koncert for nu.

Den 37-årige stjerne har fået konstateret brystkræft og skal opereres.

Det sagde hun ifølge mediet Daily Mail grådkvalt fra scenen, mens hun takkede publikum for deres støtte.

- Det her er mit sidste show, inden jeg skal i behandling. Jeg er så taknemmelig for det her liv, for jer, for min karriere, for min søn, min kæreste og mine forældre, sagde hun fra scenen.

Hitsangerinden har sønnen Sky på to år sammen med den dansk-israelske basketballspiller Chanan Colman, som hun officielt har dannet par siden 2023.

Jessie J fortalte tidligere i juni i et opslag på det sociale medie Instagran, at hun var blevet diagnosticeret med brystkræft.

Sangerinden, der blandt andet står bag hits som "Price Tag" og "Do It Like a Dude", har fortalt, at sygdommen er blevet opdaget tidligt. Siden har hun delt flere korte videoer fra hendes forløb.

Hun delte blandt andet tidligere i juni en story - et kort tidsbegrænset klip på Instagram - hvor hun skrev, at hun havde haft sin "værste dag indtil videre".

- I morgen er en ny dag. Cancer-rutsjebanen er drænende. Jeg kommer ikke til kun at tale om højdepunkterne eller at lave vittigheder hele tiden. Sådan er livet ikke, lød det.

Det er uvist, hvilken behandling der venter Jessie J. Men hun har de seneste uger lagt flere opslag på Instagram, hvor hun blandt andet skriver, at hun "fejrer sine små bryster", men hun også har joket med at få "kæmpe bryster".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/06/2025 - 10:43

Vild med dans-par foreviger mindet med tatovering af pc

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Det tidligere dansepar Philip May og Camilla Dalsgaard har fået tatoveret en computer med initialerne "PC" på skærmen.

Realitydeltageren Philip May og den professionelle danser Camilla Dalsgaard stod sidste år side om side, da de sammen kæmpede om at komme videre i "Vild med dans" på TV 2.

Fredag efter fredag appellerede de til, at seerne skulle stemme "PC" til 1234.

Nu har de fået foreviget initialerne i en tatovering af en computer på hver deres arm.

Det fremviser de tidligere dansepartnere på Instagram.

- Vi har fået vores PC-tatovering. "Vild med dans" sidste år skabte et venskab for livet. Vi elsker alle minderne fra dengang og alle de nye minder, vi nu skaber sammen med vores fantastiske familier, lyder det i opslaget.

Og det lader til, at tatoveringen er en gave til Camilla Dalsgaard fra Philip May i anledning af den professionelle dansers fødselsdag. Hun afslutter nemlig opslaget med hashtagget #minfødselsdag.

Philip May og Camilla Dalsgaard dansede sammen i den seneste sæson af "Vild med dans".

Camilla Dalsgaard har tidligere fortalt, at deres danse var bygget op omkring Philip Mays liv. Planen var, at han i det sidste program skulle fri til sin kæreste, Simone Hvenegaard, som han mødte i 2017, da de begge medvirkede i realityprogrammet "Paradise Hotel".

Men da danseparret blev stemt ud i program syv, måtte de ændre planer for at gennemføre frieriet.

Det betød, at det i stedet blev flettet ind, da de syv par, der var røget ud undervejs, i finalen skulle fremvise en af de danse, de havde været igennem.

Selv om Philip May og Camilla Dalsgaard ikke længere danser sammen hver fredag, så ses de fortsat. Det kan man se, da de jævnligt optræder på hinandens sociale medier.

Det var da også Camilla Dalsgaard, der hjalp med at finde den perfekte ring, da Philip May besluttede sig for at fri i løbet af "Vild med dans".

Det har han tidligere delt en video af med teksten "PC på jagt efter den perfekte ring til Simone Hvenegaard".

"PC" er ikke de første til at få foreviget deres Vild med dans-partnerskab.

Også den tidligere vært Sarah Grünewald og Martin Johannes Larsen lagde sig under nålen for at forevige mindet om deres partnerskab som værter i 2023.

Tatoveringen forestiller en dansende mand og var en afskedsgave i anledning af Sarah Grünewalds sidste sæson som vært på "Vild med dans".

Martin Johannes Larsen lagde sig også under nålen og fik tatoveret en dansende kvinde.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/06/2025 - 11:00

FAKTA: Gennemtænk sorteringssystemet

* Tænk over, hvilket affald du har mest af. Indret dit sorteringssystem, så det passer til mængderne af dit affald.

* Tænk over placeringen af beholderne, så det er let at komme af med det affald, du har mest af.

* Overvej, hvor tit du går ned med dit affald. Det kan være, at du skal vælge rummelige spande eller poser, så du ikke skal
tømme dagligt. Hvis du omvendt er vant til at tømme dit affald ofte, kan du måske nøjes med små spande eller poser, så du kan
tage lidt med dig, når du alligevel skal ud ad døren.

* Hvis pladsen er lidt trang, kan du overveje at samle flere typer af affald i samme beholder og vente med at sortere dem, til du er ved de egentlige affaldsspande. Det gælder eksempelvis pap og papir eller glas og metal.

Kilde: folderen "Inspiration til indretning af affaldssortering" udgivet af Københavns Kommune (2024).

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 16/06/2025 - 11:00

Optimer affaldssorteringen derhjemme

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er ikke én måde at indrette en affaldssortering. Sørg for at tænke igennem, hvad I har brug for meget plads til, og hvor det bedst befinder sig i hjemmet.

Gamle dåser i en spand, tomme flasker i en pose, bunkevis af sammenmaste mælkekartoner og en grøn spand, der bugner af madrester. Affaldssortering er rykket ind i mange danske hjem. Og med et stigende antal fraktioner, der skal sorteres i, er det med at holde tungen lige i munden og orden i systemerne.

Viljen til at sortere lever i bedste velgående, viser en undersøgelse fra Videncentret Bolius fra 2022. Det kan til gengæld være en udfordring at få plads til det hele.

Hvis du er lidt overvældet over mængden af beholdere, dit køkken skal rumme, er der et par fif at hente hos Tine Sode, som er fagredaktør og ekspert i huseftersyn hos Videncentret Bolius.

- Man kan godt indrette sin affaldssortering smart. Selv om man skal sortere i ti forskellige fraktioner, behøver man ikke selv at have ti forskellige poser.

- Man kan for eksempel bruge den samme beholder til plast, metal og glas og så først sortere det nede ved skraldespanden, forklarer Tine Sode.

Hun har ikke selv dedikerede beholdere til alt, hvad hun sorterer, men grovsorterer først i nogle beholdere, som hun tager med ud, og så finsorteres indholdet ved de egentlige skraldespande.

Dernæst handler det ifølge Tine Sode om at se med kritiske briller på, hvor meget af sorteringen der rent faktisk behøver at foregå i køkkenet.

- Man har en tendens til at synes, at alt skal være i køkkenet. Men det er faktisk kun bioaffald, restaffald, plast og den slags, der behøver at være derude. Alt andet kan man jo bare sætte andre steder, foreslår hun.

Det kan eksempelvis være papir, pap og tøj, som kan sorteres og stå i gangen, under sengen, i et skur eller et andet sted.

I Tine Sodes køkken er der derfor kun tre spande: en til bioaffald, en til restaffald og en til alt det øvrige, som så sorteres ved de egentlige spande. Resten sorteres ikke i køkkenet. Papir og glas har eksempelvis en plads i kosteskabet.

Hun tilføjer, at affaldssorteringen heller ikke per definition skal gemmes væk i et skab. Det kan også være poser, der hænger på væggen eller døren.

- Der findes mange pæne løsninger, man kan lave selv eller købe sig til, fortæller hun.

Hvis du har tillagt dig en vane med tit at tage noget affald med, når du alligevel skal ud ad døren, kan du måske nøjes med nogle mindre beholdere.

Eller du kan overveje et sorteringssystem, hvor affaldet ligger frit eksempelvis i et reolsystem, så du let kan snuppe et par glas eller lidt pap med på vejen, lyder rådet i Københavns Kommunes folder fra 2024 "Inspiration til indretning af affaldssortering".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek