Riga, 28/10/2025 - 15:02
Kongeparret ser resultatet af arkitektkonkurrence i Letland
Kongen og dronningen besøger tirsdag et kulturakademi, som har til huse i tidligere skandinavisk tobaksfabrik.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
For syv år siden var det daværende kronprinsepar med, da vinderen af en arkitektkonkurrence om et lettisk kulturakademi blev præsenteret.
Tirsdag kan kong Frederik og dronning Mary se det færdige resultat i Letlands hovedstad, Riga.
Kulturakademiet har hjemme i det tidligere "Tabakas Fabrika". Det var en skandinavisk tobaksfabrik.
Ifølge kulturakademiet blev tobaksfabrikken oprindeligt etableret af to personer fra Krimhalvøen for 130 år siden.
I 1920'erne og 1930'erne var fabrikken den største og mest avancerede i Letland, og der blev produceret mere end 2,5 millioner forskellige mærker af cigaretter.
Arkitektkonkurrencen blev afholdt i 2018 for at markere 100-års jubilæet for Letlands selvstændighed.
Fabrikken har haft adskillige navne, og det sidste var "Scandinavian Tobacco" frem til lukningen i 2009.
En del af kongeparrets besøg på det nye kulturakademi har også handlet om præsentationen af et dansk-baltisk forskningsprojekt om fællessang i krisetider.
En video, som Billedbladet har offentliggjort, viser et kor, som optrådte for kongeparret på akademiet.
Kongeparret er tirsdag og onsdag på statsbesøg i Letland.
Da den danske konge og dronning blev modtaget på Riga Slot, blev de hver tildelt en orden af Letlands præsident.
Kongen er blevet tildelt Storkorset af Viesturs Ordenen, som er Letlands højeste militære orden.
Dronning Mary har samtidig modtaget Storkorset af De tre Stjerners Orden, som hendes mand, kongen, selv modtog i 1997.
Billeder viser, at kongen allerede har taget en lille rød nål, som viser, at han er blevet tildelt ordenen, i brug.
Resten af tirsdagens program byder på en byvandring i Rigas historiske bymidte, inden der er inviteret til statsbanket på Riga Slot. Det viser kongehusets program for turen.
Onsdag skal kongen og dronningen efter planen blandt andet besøge de danske soldater i Letland.
/ritzau/




