Riga, 28/10/2025 - 19:33
Besøg i Letland lærte kong Frederik om frihed
Letternes kamp for selvstændighed satte kong Frederiks egen frihed i perspektiv, lyder det i tale.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Da kong Frederik som ung besøgte Letland, lærte han, at frihed ikke er en selvfølge.
Det siger han tirsdag aften, da han holder tale til statsbanketten i Riga i forbindelse med kongeparrets statsbesøg i Letland.
- Hjemme havde jeg hørt beretninger fra dengang, Danmark var besat – her til lands var besættelsen kun lige forbi efter at have varet i 50 år. Letternes lange kamp satte min egen frihed i perspektiv, lyder det i talen, som kongehuset har delt på sin hjemmeside.
I talen kommer kongen også ind på det tætte bånd mellem Danmark og Letland.
Han siger samtidig, at både letter og danskere har noget på spil i dag.
Statsbanketten foregår på Riga Slot tirsdag aften.
Udover kong Frederik har den lettiske præsident, Edgars Rinkevics, også holdt tale.
Ifølge Billedbladet foregik Letlands præsidents tale på lettisk, og kongeparret og de andre danske gæster fik derfor et hæfte med en oversættelse.
Kongen har også holdt tale på dansk.
/ritzau/




