Sevilla, 27/04/2025 - 11:34
Udvist Real-tysker undskylder til dommer for raseriudbrud
Antonio Rüdiger kastede ifølge dommeren et objekt fra udskiftningsområdet, da Real Madrid tabte til Barcelona.
Borja Suarez/Reuters
Af: /ritzau/
Det krævede hjælp fra flere medlemmer af Real Madrids stab for at holde Antonio Rüdiger tilbage fra at løbe mod dommeren i raseri, mens Real Madrid lørdag var ved at tabe pokalfinalen til FC Barcelona.
Nu har den tyske midtstopper sovet på det, og han angrer sin aggressive opførsel.
- Der er helt klart ingen undskyldning for min opførsel i går aftes. Jeg er meget ked af det, skriver han i en såkaldt story på Instagram søndag formiddag.
Real Madrid førte finalen med 2-1, inden Ferrán Torres fik udlignet med lidt over fem minutter tilbage af den ordinære spilletid.
I forlængelsen blev Rüdiger skiftet ud, og Barcelona scorede kort efter det afgørende mål til 3-2.
Temperamenterne røg i kog i de sidste minutter, hvor Rüdiger, Lucas Vázquez og Jude Bellingham blev præsenteret for røde kort.
Ifølge dommeren Ricardo de Burgos Bengoetxea kastede tyskeren et objekt efter ham, og umiddelbart efter fik Antonio Rüdiger marchordre.
- Efter 111 minutter kunne jeg ikke længere hjælpe holdet, og før det sidste fløjt lavede jeg en fejl. Undskyld igen til dommeren og til alle, jeg skuffede i går aftes, lyder det i opslaget fra tyskeren.
Op til kampen havde dommerteamet været kraftigt i fokus. Real Madrids egen tv-kanal havde sammensat en video med mange af Bengoetxeas fejl.
Da sidstnævnte på et pressemøde blev bedt om at forholde sig til det, fortalte han med tårer i øjnene, at hans søn i skolen fik at vide, at hans far var en tyv.
VAR-dommeren Pablo Gonzalez Fuertes understregede ved samme lejlighed, at dommerne snart vil tage affære i samlet flok.
Reaktionen fik Real Madrid til at opfatte det som en trussel og pege på, at klubbens medier har ytringsfrihed. Klubben valgte dernæst at boykotte pressemødet, den åbne træning, den officielle middag og en fotoseance op til kampen.
Det fik La Ligas chef, Javier Tebas, til at kalde Real Madrid for "tyndhudet" i et opslag på X.
Tidligere på sæsonen kom Real Madrid også i fokus, da klubben i et åbent brev hævdede, at dommerne dømte til fordel for holdets modstandere. Også her mødte klubben massiv kritik.
/ritzau/