Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Hongkong, 24/12/2021 - 06:04

Yderligere to mindesmærker for massakre er fjernet i Hongkong

To universiteter i Hongkong har fjernet monumenter til minde om ofre under protester i Kina i 1989.

Peter Parks/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Yderligere to universiteter i Hongkong har fredag fjernet offentlige monumenter til minde om protesterne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989, hvor det kinesiske militær slog hårdt ned på demonstranter, som krævede reformer og mere demokrati.

Det sker, efter at en omstridt skulptur lavet af den danske kunstner Jens Galschiøt natten til torsdag blev fjernet fra sin plads på Hongkongs Universitet.

Ved Hongkongs Kinesiske Universitet blev statuen "Demokratiets gudinde" fjernet af arbejdsmænd før daggry fredag lokal tid.

I en meddelelse bekræfter universitet, at "den uautoriserede statue" er blevet fjernet.

Desuden har Lingnan Universitet fredag ligeledes fjernet et kunstværk til minde om ofrene for de blodige begivenheder i 1989.

Det rapporterer lokale medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Felix Chow, der er tidligere studerende på det Kinesiske Universitet og nu medlem af et lokalt byråd i Hongkong, er bestyrtet over universitets beslutning.

- Statuen er et symbol på akademisk frihed. Det får folk til at tvivle på, om universitetet stadig er garant for frihed på området, samt at folk kan tale frit, siger han til Reuters.

Torsdag blev skulpturen "Skammens søjle" af Jens Galschiøt fjernet fra sin mangeårige plads ved Hongkongs Universitet.

Den otte meter høje skulptur forestiller en række forvredne kroppe stablet oven på hinanden og er opført til minde om ofrene under protesterne i Beijing for 32 år siden.

Adskillige fortalere for øget demokrati i Kina blev dræbt under de blodige demonstrationer, og emnet er særdeles betændt i Kina.

Ifølge Jens Galschiøt har universitetet dermed sendt et klart signal til de studerende om, at man ikke må nævne massakren på Den Himmelske Freds Plads.

- De sender et signal til de studerende om, at det er slut med demokratibevægelsen, og at det er slut med ytringsfriheden i Hongkong, sagde han torsdag til Ritzau.

Nathan Law, tidligere prodemokratisk politiker i Hongkong, som i 2020 flygtede til Storbritannien, mener, at statuen vil blive husket af byens befolkning.

- "Skammens søjle" er fjernet, men hukommelsen lever. Vi skal huske, hvad der skete 4. juni 1989, Tiananmen-Massakren, skrev han i et tweet torsdag.

Kina har de seneste år gradvist øget sin indflydelse i Hongkong. Blandt andet bruges en ny sikkerhedslov ifølge aktivister og flere vestlige regeringer til at lukke munden på Kina-kritiske hongkongere.

/ritzau/

København, 05/05/2025 - 10:42

Biskop nævnte 4. maj-scene fra Matador ved fredsgudstjeneste

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

- Husker I scenen fra "Matador"?, spurgte biskop Peter Skov-Jakobsen under prædiken ved fredsgudstjeneste.

Søndag er det 80 år siden, at Danmark blev befriet fra den tyske besættelsesmagt, og det er blandt andet blevet markeret med en fredsgudstjeneste i Vor Frue Kirke i København.

Da biskop Peter Skov-Jakobsen indledte sin prædiken, spillede DR-serien "Matador", som blandt andet udspiller sig under 2. Verdenskrig, en rolle.

- Husker I scenen fra "Matador"? Det er 4. maj, Johannes G. Sørensen har lige meddelt, at Danmark er frit.

- "Væk med det, ud med det", siger Maudes mand, helt ude af sig selv af glæde, mens han hiver mørklægningsgardinerne ned, sagde biskoppen med henvisning til karaktererne bankdirektør Hans Christian Varnæs og hans hustru, Maude Varnæs.

Blandt andre kongeparret, dronning Margrethe og statsminister Mette Frederiksen (S) var blandt deltagerne ved fredsgudstjenesten, som blev transmitteret hos både DR og TV 2.

De to kanaler dækker desuden en kransenedlæggelse i Mindelunden i Ryvangen i København, hvor modstandsfolk blev henrettet under krigen og ligger begravet.

Under højtideligheden vil statsministeren holde tale, og breve fra modstandskæmpere vil blive læst højt.

Danmark blev besat af det nazistiske Tyskland 9. april 1940.

Klokken cirka 21.30 om aftenen 4. maj 1945 blev den tyske kapitulation i Danmark bekendtgjort via radio fra britiske BBC.

- Her er London, BBC sender til Danmark. I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig, lød de historiske ord fra nyhedsoplæser Johannes G. Sørensen.

Kapitulationen trådte dog først egentlig i kraft lørdag 5. maj 1945 klokken 08 om morgenen.

Bornholm blev ulig resten af landet først befriet fra de tyske styrker 9. maj. Øen forblev besat af Sovjetunionen indtil 5. april 1946.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 04/05/2025 - 12:47

Prinsesse Marie skyder billeder af fødselar og hans far

Grev Henrik af Monpezat fylder 16 år. Det markerer kongehuset ved at dele nye billeder af fødselaren.

I anledning af grev Henriks 16-års fødselsdag har kongehuset delt nye billeder af fødselaren.

Hans mor, prinsesse Marie, har taget billederne, der søndag er blevet delt på kongehusets hjemmeside og på Instagram.

Billederne viser greven henholdsvis alene og i selskab med sin far, prins Joachim.

Prinsesse Marie fotograferede også grev Henriks lillesøster, komtesse Athena, da hun fyldte 13 år den 25. januar.

Grev Henrik blev født på Rigshospitalet 4. maj 2009 som Joachims yngste søn og den ottende i arvefølgen til tronen efter sine halvbrødre Nikolai og Felix, som prins Joachim har fra sit første ægteskab med Alexandra Malley.

Han blev døbt Henrik Carl Joachim Alain i juli 2009 i Møgeltønder Kirke og voksede op på Schackenborg Slot i Sønderjylland, inden han og familien i 2014 flyttede til Ordrup nord for København, hvor Henrik begyndte på Sct. Joseph Søstrenes Skole.

Da familien i 2019 flyttede til Frankrig, blev Henrik sammen med sin lillesøster, Athena, optaget på privatskolen EIB Monceau, inden han kort efter blev konfirmeret i Den Danske Kirke i Paris.

Den 1. januar 2023 fik Henrik, Athena, Nikolai og Felix frataget deres kongelige titler som prinser og prinsesse, da dronning Margrethe offentliggjorde, at Joachims efterkommere fremadrettet udelukkende kunne benytte deres titler som grever og komtesse af Monpezat.

Dronningen mente, at det ville gavne børnene at forme deres egen tilværelse, uden at skulle tage hensyn til kongehusets forpligtelser.

Det var Joachim dog ikke enig i og gav udtryk for, at børnene fik frataget deres identitet, og at de følte sig udstødte fra familien.

Senere i 2023 slog familien sig ned i USA’s hovedstad, Washington D.C., da prins Joachim skulle tiltræde som forsvarsindustriattaché ved den danske ambassade. Grev Henrik går nu i skole i den amerikanske hovedstad.

I april 2024 gav prins Joachim og prinsesse Marie interview til avisen The Washington Post, hvor de fortalte om familiens nye tilværelse i USA.

- Vi har boet her i syv måneder nu, og de færreste ved, hvem vi er, bortset fra danskere, sagde prins Joachim til avisen.

Kongehuset næste fødselar er kong Frederik, der fylder 56 år den 26. maj.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 05/05/2025 - 11:00

FAKTA: 120-dagesreglen

* 120-dagesreglen kan give anledning til misforståelser. Reglen betyder, at arbejdsgiver kan opsige funktionærer med et kortere varsel, hvis medarbejderen har haft 120 sygedage.

* Men man kan sagtens blive opsagt både før og efter de 120 dage med sit almindelige varsel efter funktionærloven, hvis afskedigelsen ellers har en saglig grund.

Kilde: Klara Elisabeth Hoffritz, der er politisk juridisk konsulent og advokat i fagforeningen HK Privat.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 05/05/2025 - 11:00

FAKTA: Medarbejdere med særlig beskyttelse

* Der er en række medarbejdere, som har en særlig beskyttelse i forhold til opsigelse, såsom gravide, personer med handicap samt arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter.

* Det betyder ikke, at de ikke kan blive fyret. Der er blot større krav til arbejdsgiveren, som skal kunne bevise, at opsigelsen ikke skyldes eksempelvis en graviditet - hverken direkte eller indirekte.

Kilde: Linda Nordstrøm Nissen, der er underdirektør og advokat i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Tekniq.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv