København, 07/04/2025 - 11:00
Afbrænding i haven kan udgøre stor fare
Det er ikke tilladt at brænde affald i haven. Men nogle kommuner tillader afbrænding af haveaffald i en afgrænset periode.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus
Når foråret endelig banker på døren, er det et godt tidspunkt at give haven en opfriskning og gøre den klar til de kommende lune dage.
Det kan måske virke som en praktisk løsning at tænde op i et bål og brænde haveaffald eller andre former for affald i haven.
Men det er forbudt efter miljøreglerne, fortæller Mads Dalgaard, der er forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen.
- Haveaffald skal enten komposteres eller afleveres på genbrugspladsen, siger han.
I nogle kommuner er afbrænding af haveaffald dog tilladt sankthansaften. Tjek derfor de lokale regler i din kommune.
Hvis du beslutter dig for at tænde et bål i haven for hyggens skyld, skal du anvende tørt og rent træ.
- Man skal følge de forsigtighedsprincipper, der fremgår af afbrændingsbekendtgørelsen. Den sætter rammerne for blandt andet afbrænding, grill og åben ild, siger Mads Dalgaard og uddyber:
- Normalt er det tilladt at grille, tænde et bål i et lille fad og bruge en ukrudtsbrænder til at fjerne ukrudt.
Det fremgår af afbrændingsbekendtgørelsen, at afbrænding ikke ved røg eller på anden måde må "være til væsentlig ulempe for omgivelserne". Der er tilsvarende regler i ordensbekendtgørelse. Røgen må altså ikke genere andre.
- Åben ild kan være farlig. Derfor skal man sikre sig, at ilden ikke kan sprede sig. Man bør også have vand i nærheden, når man bruger åben ild, siger Mads Dalgaard.
Vind og vejr har også stor betydning for, om du bør og må tænde åben ild.
De senere år har der i perioder været afbrændingsforbud i flere kommuner for at forebygge brande, fordi naturen har været meget tør og letantændelig efter længere perioder med varmt og tørt vejr.
Du vil kunne se det på hjemmesiden brandfare.dk, hvis der bliver indført afbrændingsforbud.
- I hård vind må man ikke tænde bål. Og man bør altid være påpasselig med at tænde åben ild, hvis det blæser meget, og hvis det er meget tørt, siger han.
Ifølge Mads Dalgaard skal du desuden være ekstra forsigtig, hvis du bruger en ukrudtsbrænder.
Hvert år rykker brandvæsenet ud til flere hundrede brande, der skyldes ukrudtsbrændere. I de fleste tilfælde har branden været forårsaget af uopmærksomhed, viser tal fra Beredskabsstyrelsen.
- Her er det vigtige råd stadig at holde god afstand til bygninger og andet, der kan brænde. Desuden skal man tjekke, at man ikke efterlader gløder, og man skal have vand i nærheden, siger han.
- Man kan også overveje at anskaffe sig en ukrudtsbrænder, der ikke har en flamme. Der findes alternativer, som bruger damp eller varm luft.
/ritzau fokus/