København, 23/07/2025 - 08:00
Forsikringsselskabers frygt udeblev: Færre regnskader end ventet
Topdanmark, If og GF Forsikring har samlet modtaget 460 anmeldelser om skader efter regn mandag og tirsdag.
Af: /ritzau/
Varslinger om farligt og meget farligt vejr de seneste to døgn fik forsikringsselskaber i beredskab.
Men frygten for mange anmeldelser om skader som følge af vandmasser udeblev.
Samlet set har forsikringsselskaberne Topdanmark, If og GF Forsikring fået 460 anmeldelser om skader efter regnen mandag og tirsdag. Det er markant færre end frygtet, lyder det.
- Vi har fået en hel del færre anmeldelser, end vi først havde forventet, når man tager varslingerne i betragtning, siger boligchef ved If og Topdanmark Helene Vogt Ibsen.
Det samme gør sig gældende hos GF Forsikring. Det siger direktør for Skadehjælp i selskabet Martin Rundager.
- Vi var klar til flere skader, men heldigvis blev det til knap så mange, så jeg synes, at man er blevet forskånet, siger han.
Dog melder de tre forsikringsselskaber, at man venter, at der kommer flere anmeldelser onsdag og de kommende dage i kølvandet på de store nedbørsdage.
- Vi forventer, der vil komme en hel del efteranmeldelser i løbet af i dag. Vi er også midt i en ferietid, og vi har allerede oplevet flere kunder, som er kommet hjem fra ferie til ubehagelige overraskelser, siger Helene Vogt Ibsen og henviser blandt andet til vand i kældre.
/ritzau/