København, 08/12/2025 - 09:00
Guldet i skuffen er blevet rekordmeget værd
Har du guld derhjemme, er det et godt tidspunkt at få det vurderet, da guldprisen er steget meget.
Mike Groll/Ritzau Scanpix
Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus
Guldprisen har slået rekord i den seneste tid. Prisstigningen afspejler en global økonomi præget af usikkerhed, hvor investorer søger tryghed i det ædle metal.
Når guld stiger i værdi, kan det også få betydning for dig som forbruger - både hvis du har guld i skuffen, og hvis du overvejer at købe guld.
Traditionelt har guld haft status som den ultimativt sikre havn for penge, og ifølge Nordeas cheføkonom Helge Pedersen er usikkerheden en stor del af forklaringen på prisernes himmelflugt.
- Vi har i år oplevet meget stor usikkerhed omkring verdensøkonomien, efter at USA's præsident, Donald Trump, præsenterede en omfattende straftold i april. Det har medvirket til at presse guldprisen op, siger han.
- Man har også været usikker på dollarens fremtidige position som reservevaluta. Det har fået investorerne til i stigende grad at søge mod guld frem for dollar, der ellers også betragtes som en sikker havn.
Desuden har muligheden for at indefryse Ruslands dollaraktiver i centralbankerne sandsynligvis fået nogle centralbanker til at øge deres efterspørgsel på guld, da guld ikke kan indefryses, lyder det fra Helge Pedersen.
- Alene i år er prisen på det handlede guld steget med over 55 procent. Det er en voldsom stigning. Guldprisen satte også prisrekord tidligere i år, siger han.
Spotprisen på en troy ounce 24 karat guld - den reneste form - er over 4150 dollar.
En troy ounce svarer til 31,1 gram guld, der altså koster knap 27.000 kroner. Prisen på et enkelt gram bliver derfor omkring 870 kroner.
Til sammenligning kostede en troy ounce guld lidt over 2650 dollar i januar i år - svarende til 17.000 kroner.
Også sølvprisen er steget med omkring 70 procent siden årsskiftet.
- Senest har stigningerne i guldprisen lagt sig en smule - formentlig fordi det ser ud til, at den største usikkerhed omkring verdensøkonomien er ved at aftage i forbindelse med USA's handelsaftale med Kina, siger Helge Pedersen.
Om prisen vil fortsætte med at stige, afhænger af det makromiljø, vi kommer til at se i 2026.
- Hvis usikkerheden om verdensøkonomien for alvor begynder at aftage, og der bliver mere sikkerhed omkring dollaren, tror jeg, at den seneste prisudvikling på guld vil gå lidt i sig selv, siger han.
- Fortsætter usikkerheden derimod, skal man ikke udelukke, at guldprisen kan komme endnu højere op.
Hvis du overvejer at købe guld, fordi du forventer, at prisen vil stige yderligere, har du flere muligheder, siger privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer.
- Man kan enten købe fysisk guld eller investere via såkaldte ETF'er, der er børshandlede fonde, som investerer i guld, siger han.
- Ved køb af fysisk guld er der en risiko for tyveri, og man må derfor forvente omkostninger til sikker opbevaring. Derudover vil der typisk være depotomkostninger, når man investerer.
Har du guld derhjemme, kan du starte med at få vurderet, hvad det er værd.
- På den måde har man et bedre grundlag for at beslutte, om man vil sælge eller beholde guldet, siger Brian Friis Helmer.
Du skal dog indstille dig på, at du nok ikke får udbetalt den aktuelle spotpris, når du sælger dit guld.
- Forhandleren skal også tjene penge, og derfor ligger købsprisen som regel lidt lavere, siger Brian Friis Helmer, der desuden anbefaler at være opmærksom på eventuel skattepligt.
Privatpersoner bliver ikke beskattet, hvis de sælger egne smykker med fortjeneste.
Men køber man guld, fordi man forventer, at priserne vil stige, så man kan sælge med fortjeneste, vil gevinsten være skattepligtig. Det oplyser juridisk direktør i Skattestyrelsen Jakob Lundsager.
/ritzau fokus/




