Barcelona, 30/04/2025 - 08:33
Yamal sammenligner sig mindst af alle med Messi
FC Barcelonas teenager Lamine Yamal fokuserer på at være sig selv og sammenligner sig ikke med Lionel Messi.
Lluis Gene/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den 17-årige kantspiller Lamine Yamal har udviklet sig til at være en nøglespiller for FC Barcelona, og han er allerede blevet sammenlignet med superstjernen Lionel Messi.
Begge spillere kom fra klubbens ungdomsakademi La Masia og fik deres gennembrud som teenagere i højre side af angrebet.
Yamal vil dog helst undgå enhver sammenligning med det argentinske ikon.
- Jeg sammenligner ikke mig selv med Messi, for jeg sammenligner ikke mig selv med nogen og mindst af alle med Messi, siger Yamal ifølge AFP.
Messi nåede at score 672 mål i 778 kampe for Barcelona. Det gør ham til klubbens mest scorende spiller gennem tiden. Messi er også noteret for 303 assister.
Yamal har indtil videre spillet 99 kampe og scoret 21 mål for catalonierne, der onsdag aften tager imod Inter i den første af to semifinaler i Champions League. Yamal er noteret for 33 assister.
- Jeg synes ikke, at det giver mening at sammenligne os. Jeg nyder bare at spille og har tænkt mig at være mig selv.
- Jeg beundrer Messi som den bedste spiller i historien, men jeg sammenligner mig ikke med ham, gentager teenageren.
Heller ikke Inters angriber Lautaro Martínez, der er argentiner lige som Lionel Messi, mener, at der er nogen grund til sammenligningen.
- Ingen kan måle sig med Messi, han er den bedste spiller i historien, så jeg vil ikke lave en sammenligning.
- Jeg vil sige, at Lamine er en vigtig spiller. Det har vi alle set, og vi ved det alle sammen. Han har en stor fremtid foran sig, vurderer Martinez.
Barcelonas kamp mod Inter fløjtes i gang onsdag klokken 21.
/ritzau/