Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Jerusalem, 13/06/2025 - 21:32

Eksplosioner og brand i højhus efter iransk angreb på Israel

Israelsk brandvæsen reagerer på "store" hændelser efter iransk angreb. Video viser røg fra bygning i Tel Aviv.

Itai Ron/Reuters

Af: /ritzau/

Iran affyrede fredag aften missiler mod Israel, og der er meldinger om eksplosioner over den israelske storby Tel Aviv og hovedstaden Jerusalem, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge det israelske militær kan lyden af eksplosioner skyldes nedslag eller det israelske luftforsvar.

En talsmand for israelske redningstjenester siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at der er mindst syv sårede centralt i Israel efter de iranske angreb.

Video bragt af flere internationale medier viser røg, der stiger op fra en bygning i Tel Aviv.

Israelsk brandvæsen reagerer på flere "store" hændelser efter angrebet, lyder det.

- Brandfolk håndterer adskillige store hændelser - hovedsageligt i Dan-regionen (omkring Tel Aviv, red.), står der i en meddelelse ifølge AFP.

Der står videre, at "brandfolk arbejder i et højhus for at redde personer, som er fanget, og for at slukke en brand".

Det officielle iranske nyhedsbureau Irna skriver ifølge Reuters, at hundredvis af ballistiske missiler blev affyret. Irna rapporterer, at det er det iranske modsvar på tidligere israelske angreb.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, siger, at det er Israel, der har startet angrebene og indledt en krig.

- Den Islamiske Republiks hær vil ramme den ondsindede fjende hårdt, siger Khamenei.

Israelske borgere blev under angrebet bedt om at blive i beskyttelsesrum, indtil de fik andre meldinger.

- Hele Israel er under beskydning, mens Iran affyrer projektiler, skrev den israelske hær på det sociale medie X ledsaget af et kort over Israel farvet rødt.

Omkring klokken 21.20 dansk tid skrev nyhedsbureauet Reuters, at hæren ikke længere krævede, at folk skulle opholde sig i beskyttelsesrum.

Israel angreb i første omgang tidligt fredag en lang række mål i Iran. Israel har kaldt den omfattende operation mod Iran for "Rising Lion".

Atomfaciliteter, hvor Iran mistænkes for at udvikle atomvåben, blev ramt. Det samme gjorde missilfabrikker, andre militære mål og militære ledere - heriblandt chefen for Irans Revolutionsgarde, Hossein Salami, og stabschefen for de væbnede styrker, Mohammad Bagheri.

/ritzau/

Tårnby, 28/08/2025 - 06:54

Ed Sheeran-fans opfordres til at cykle eller tage tog til koncerter

Tager man metro til en af fire koncerter med Ed Sheeran i Tårnby, vil man høre en lydhilsen fra ham i toget.

Skal man til Ed Sheeran-koncert i Øresundsparken de kommende dage, kan det være en god idé at tage offentlig transport eller hoppe på cyklen.

Popstjernen spiller fire udsolgte koncerter fra torsdag til søndag, og det vil påvirke trafikken i området.

Det skriver Tårnby Kommune på sin hjemmeside.

Ifølge Øresundsparken er offentlig parkering i området meget begrænset. Derfor anbefales det at bruge tog eller bus, at cykle eller gå til pladsen.

- Du skal indstille dig på, at det tager en del tid at komme ind på pladsen og ud igen. Desuden er dele af Amager Strandvej spærret i perioden.

- Kommer du i bil til København, er det en rigtig god idé at parkere i lufthavnen eller tage offentlig transport til koncerten, skriver Øresundsparken på sin hjemmeside.

Amager Strandvej vil på strækningen fra Hedegaardsvej til Søvænget være lukket fra torsdag til og med søndag fra klokken 14.00 til midnat.

Tager man metro til spillestedet, vil man fra klokken 13.00 på hver koncertdag blive mødt af en lydhilsen fra Ed Sheeran i højtalerne, når toget ankommer til Femøren Station. Det oplyser Metroselskabet i en pressemeddelelse.

- Hej København, velkommen til mit show og velkommen til Femøren. I er meget tæt på nu. Jeg kan ikke vente med at se jer, lyder det i lydklippet, som er indspillet af sangeren selv.

Metropassagerer kan også opleve små personlige hilsner fra Ed Sheeran på infoskærmene i tog og på stationer, skriver Metroselskabet.

Der ventes op mod 180.000 koncertgæster i alt over de fire dage.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/08/2025 - 16:02

Streaminggigant lancerer sin første danske serie

"Slangedræber", som er inspireret af virkelige hændelser, har Lars Ranthe og den danske Hollywood-skuespiller Pilou Asbæk i front. Også Joey Moe medvirker.

Amazon MGM Studios allerførste danske fiktionsserie, "Slangedræber", rammer streamingtjenesten Prime Video næste år.

I front for thrilleren er den danske Hollywood-skuespiller Pilou Asbæk, der vender tilbage på sit modersmål.

Den danske Game of Thrones-stjerne flankeres i hovedrollen af Lars Ranthe, der er kendt fra et hav af roller på både film og tv.

Ifølge Prime Video er "Slangedræber" inspireret af virkelige hændelser.

Serien udspiller sig omkring uropatruljen, der i virkelighedens verden blev indsat af Københavns Politi for blandt andet at slå ned på narkohandlen.

Pilou Asbæk spiller lederen af en narkopatrulje. Han er berygtet for sine ekstreme metoder.

Da en ung kvindelig meddeler bliver brutalt myrdet, indleder en gruppe lovløse betjente fra uropatruljen en krig mod et forbrydernetværk, lyder det om handlingen.

På rollelisten er blandt andre også Joey Moe, der især er kendt fra musikscenen, og Laura Christensen, som sidste år modtog en Robert for sin rolle i DR-dramaet "Huset", hvor hun spillede fængselsbetjent.

Hun var også nomineret til en Robert i 2021 for sin hovedrolle i TV 2-serien "Efterforskningen", som byggede på opklaringen af drabet på den svenske journalist Kim Wall i ubådssagen fra 2017.

"Slangedræber" får premiere på Prime Video i begyndelsen af 2026.

Ifølge streamingtjenesten markerer serien et vigtigt skridt i den fortsatte satsning på dansk indhold.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 27/08/2025 - 11:00

FAKTA: Tonen på Aula

* Sidste år offentliggjorde firmaet Kombit, der står bag skole-hjem-platformen Aula, en stor brugertilfredsundersøgelse. Undersøgelsen blev omtalt i fagbladet Folkeskolen.

* I undersøgelsen svarer 78 procent af forældrene, at de aldrig oplever, at lærere og pædagoger bruger en unødig hård og konfliktoptrappende tone. 9 procent svarer nogle gange eller ofte.

* Med hensyn til beskeder fra andre forældre oplever seks ud af ti aldrig, at tonen er for hård. 13 oplever det ofte eller nogle gange. 8 procent af forældrene medgiver, at de selv har brugt en unødig hård eller konfliktoptrappende tone.

* 29 procent af lærerne svarer, at de nogle gange eller ofte oplever en hård tone i beskederne fra forældrene til skolen, og 43 procent oplever den i beskeder, forældrene sender til hinanden.

Kilde: Fagbladet Folkeskolen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 27/08/2025 - 10:59

Sådan undgår du udbrud på Aula og får et godt samarbejde med skolen

Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Et godt skole-hjem-samarbejde kræver, at du løfter blikket fra dit eget barn og fokuserer på fællesskabet, siger børnefaglig konsulent.

Som forælder til et skolebarn spiller du en rolle, når det gælder om at få fællesskabet i klassen til at blomstre.

For selv om det er skolen, der sætter rammerne for skole-hjem-samarbejdet, så bærer du et ansvar for, at debatten for eksempel ikke stikker af på Aula.

Sådan lyder det fra Lone Smidt, der er børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår.

- Det er vigtigt, at forældre har blik for hele klassens fællesskab, og det er vigtigt, at man viser, at man har det fokus - ved at interessere sig for de andre forældre og deres børn. Det kan være ved at hilse på dem, når man møder dem, siger hun.

Lone Smidt fortæller, at når hun og hendes kolleger kommer ud til klasser, der har problemer med mobning, så ligger forklaringen ofte i en utryg klassestruktur, hvor eleverne ikke har øje for hinanden.

Den situation kan man som forældre bidrage til at afværge, hvis børnene hjemmefra bliver støttet i at have en bred vifte af relationer i skolen.

- Som forælder kan man blive rigtig glad, hvis ens barn kommer hjem og fortæller, at det har fået en eller to bedste venner. Så kan man komme til at dyrke det. Men her skal man som forælder prøve at hjælpe barnet til at være åben for mange forskellige relationer, siger Lone Smidt.

Hun peger på, at det for eksempel er godt at lære barnet, at man sagtens kan være gode klassekammerater, selv om man ikke nødvendigvis er tætte venner. Den tilgang kan nemlig forebygge, at nogle elever i klassen lukkes ude af fællesskabet.

Hvis der opstår uenighed i forældregruppen, råder Lone Smidt dig til ikke at lade din holdning gå videre til dit barn. Sørg i det hele taget for at tale respektfuldt om de andre elever, forældre, lærerne og skolen.

- Børnene lytter, og dine holdninger smitter af på børnene. Fortæller du om de andres forældre, tager børnene det måske med hen i skolen, og det kan forstørre konflikter i klassen, siger hun.

I forhold til lærerne opfordrer Lone Smidt til, at du som udgangspunkt har tillid til deres faglighed. Måske har du selv dårlige erfaringer med i bagagen fra din egen skoletid, men dem skal du forsøge at give slip på, mener hun.

- Læg de ting på hylden, og gå åbent og tillidsfuldt ind i samarbejdet med lærerne. Tro på, at lærerne vil dit barn det bedste.

Er du utilfreds med noget, læreren har sagt eller gjort, har Lone Smidt følgende råd:

- Afhold dig fra at kritisere lærerens person, men forhold dig i stedet nysgerrigt til det, læreren gør. Som regel er der en årsag til, at lærerne gør, som de gør, siger hun og appellerer til, at du stiller spørgsmål, inden du skælder ud eller lader din frustration få frit løb på Aula.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv