Cannes, 22/05/2025 - 13:27
Film med dansk strejf fik 19 minutters bifald ved Cannes
Joachim Triers "Affeksjonsverdi" kan ende med hovedprisen i Cannes. Publikum tog godt imod den ved premieren.
Af: /ritzau/
Den norske film "Affeksjonsverdi" har fået en af de mere imponerende modtagelser ved filmfestivalen i Cannes.
I 19 minutter lød der således klapsalver fra publikum efter filmens premiere onsdag aften. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Det er ikke usædvanligt, at film ved festivalen får lange klapsalver, men de 19 minutter er alligevel i den høje ende.
"Affeksjonsverdi" er udtaget til konkurrencen om Guldpalmen.
Filmen er lavet af norske Joachim Trier, der er født i Danmark, sammen med blandt andre den danske producer Sisse Graum Jørgensen.
Joachim Trier har gået på filmskole i Danmark og har desuden en dansk far.
Filmen er desuden co-produceret af det danske filmselskab Zentropa
Filmen handler om to søstre, der sørger over tabet af deres mor. Samtidig vender deres far, som er filminstruktør, tilbage med et manuskript, som han tilbyder en af døtrene at spille hovedrollen i.
Datteren afslår tilbuddet, og faren finder en Hollywood-skuespiller til rollen.
Imens forsøger han at reparere båndene til sine døtre under optagelserne, der foregår i Norge.
- Det lyder så plat, men jeg græd ret meget, da vi indspillede filmen, fordi jeg blev så bevæget af skuespillerne, der spiller medlemmer af en kunstnerfamilie i Oslo, der ikke kan tale med hinanden på trods af forsøg på at fremstå ordentlige, siger Joachim Trier om "Affeksjonsverdi" til AFP.
På rollelisten er skuespillere som Elle Fanning, Renate Reinsve, Jesper Christensen og Stellan Skarsgård.
Joachim Trier har tidligere instrueret film som "Verdens værste menneske", der er den sidste film i hans Oslo-trilogi.
Sisse Graum Jørgensen har tidligere produceret film og serier som "Familier som vores", "Den skaldede frisør" og de oscarnominerede "Druk" og "Jagten".
/ritzau/