Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/04/2024 - 12:00

Spot svindlen: Flere bliver snydt af fupbutikker på sociale medier

Mange glemmer at undersøge, hvilken virksomhed de handler med, når de køber på sociale medier, tyder tal fra Forbruger Europa på.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Når man skal koble af fra hverdagens stress og jag, er der mange, som tyr til de sociale medier.

Men du bør være varsom med at slå hjernen helt fra, hvis du vil undgå at blive snydt.

Når det kommer til fup på nettet, så starter over 30 procent af sagerne, som tikker ind hos den europæiske forbrugermyndighed, Forbruger Europa, på de sociale medier. Det oplyser de selv til Ritzau.

- Det er en foretrukken platform for mange at annoncere på og komme i kontakt med forbrugerne på. Det gælder fornuftige virksomheder, men også dem, der gerne vil tjene hurtige penge, siger Lars Arent, der er direktør i Forbruger Europa.

På mange af danskernes yndlingsplatforme fylder annoncer en del, og det har virksomhederne også luret.

Derfor bør du som forbruger være ekstra opmærksom på at lave dit forarbejde, inden du handler, lyder det fra Lars Arent.

- Det bedste råd er helt enkelt, at i det øjeblik, du har lyst til at købe noget fra en virksomhed, du ikke kender, skal du undersøge, hvad andre har af oplevelser, siger han.

Det kan du gøre ved at læse kommentarer fra andre brugere på eksempelvis brugeranmeldelsessider som Trustpilot eller på Google. Søg blot på virksomhedens navn.

- Væn dig til at stoppe op, når du ser et produkt, der interesserer dig, og research virksomheden bag produktet. Det tager to minutter og kan redde dig fra at falde i fælden, siger Lars Arent.

Men hvorfor bliver vi snydt på sociale medier? Er vi mere ukritiske, end hvis vi eksempelvis er nede i en fysisk butik eller handler andre steder på nettet?

Det kan man godt sige, lyder det fra Jakob Linaa Jensen, der er lektor på Aarhus Universitet og beskæftiger sig med sociale medier.

- I modsætning til når vi læser en annonce i en brochure eller i en avis, så går det hurtigt på sociale medier, siger han og peger på, at man i den kontekst er mere tilbøjelig til at klikke hurtigt videre uden at undersøge nærmere.

- Du scroller gennem nyhedsstrømmen, opslag fra venner og billeder fra din tantes ferie. Det hele ser legalt ud. Dine parader er nede, og din refleksion bliver erstattet af en refleks, påpeger han.

Jakob Linaa Jensen anbefaler ligesom Lars Arent, at du bruger din sunde fornuft og undersøger virksomheden og andres oplevelser med den, inden du køber noget.

Skulle det alligevel gå galt, er det en god idé at have styr på dokumentationen, lyder det fra Lars Arent.

- Saml billedmateriale. Du kan meget enkelt tage et skærmbillede af, hvad der stod på hjemmesiden, da du købte varen. For vi oplever ofte, at useriøse virksomheder ændrer i deres annoncer, siger han.

På den måde er det lettere at bevise, hvad du blev lovet, men det er også lettere at få hjælp af forbrugermyndigheder som eksempelvis Forbruger Europa.

/ritzau fokus/

Malmø, 04/05/2024 - 17:39

Eurovision-åbningen bliver uden Israel

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det internationale melodigrandprix begynder samme dag som Israels mindedag for Holocaust.

Når den turkis løber traditionen tro rulles ud for de deltagende nationer i det internationale melodigrandprix, Eurovision, bliver det uden Israel.

Åbningsceremonien, der finder sted søndag 5. maj i den svenske storby Malmø, som er vært for årets Eurovision, ligger samme dag som Israels mindedag for Holocaust.

Det oplyser European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer Eurovision, i forbindelse med afsløringen af rækkefølgen af årets artister på løberen.

Israels deltagelse i årets internationale melodigrandprix har fremkaldt voldsomme reaktioner grundet krigen i Gazastriben. Israel gik til modangreb efter den væbnede palæstinensiske bevægelse Hamas' angreb på Israel i oktober.

EBU har udtalt, at grandprixet er en konkurrence mellem public service-udbydere og ikke mellem regeringer.

I årets Eurovision stiller 37 nationer op. Det er Belgiens bud på en Eurovision-vinder, Mustii, der åbner den turkis løber, mens værtsnationen Sverige, som i år repræsenteres af de kendte norske tvillinger Marcus & Martinus, lukker løberen.

Danmarks Eurovision-håb, Saba, som skal forsøge at synge guldet tilbage til den anden side af Øresund, er den næstsidste artist på løberen.

Der stiller så mange lande op i Eurovision, at konkurrencen må afvikles over to semifinaler, som leder op til den grande finale lørdag 11. maj.

Saba skal på scenen i den anden semifinale torsdag 9. maj med sangen "Sand". Det er samme semifinale, at Israels artist, Eden Golan, skal fremføre nummeret "Hurricane".

"Hurricane" havde oprindelig en anden titel. Men EBU vurderede, at den oprindelige titel, "October Rain", og et stykke af teksten var politiske og havde referencer til Hamas' angreb mod Israel den 7. oktober.

Israel gik med til at ændre titlen og de kritiserede tekststykker for at kunne deltage i Eurovision.

Den oprindelige sangtekst indeholdt blandt andet linjer som "Der er ingen luft tilbage at indånde" og "De var alle gode børn, hvert og et af dem".

Begge semifinaler og den endelige finale kan ses på DR.

/ritzau/

Læs Mere >>

Odense, 04/05/2024 - 11:00

Grøns billetsalg fortsætter i rekordfart i Odense

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Grøns arrangører har meldt udsolgt i tre ud af otte byer. Særligt i Jylland er der fortsat billetter til salg.

For tredje gang på en uge kan Grøn melde udsolgt til et stop på sin sommerturné. Denne gang i Odense.

Det skriver arrangørerne bag Grøn - tidligere kendt som Grøn koncert - i en pressemeddelelse lørdag.

Aldrig før har man solgt så mange billetter på så kort tid, og det gælder også for den fynske by. Af den grund er der begejstring at spore hos Theis Petersen, der er indsamlingschef for Muskelsvindfonden.

- Det ligger dybt i Grøns dna, at vi kæmper for at skabe plads til forskelle og gøre en forskel for mennesker med muskelsvind.

- Derfor kan man kun blive varm om hjertet over den opbakning, som publikum viser os igen i år, siger han i meddelelsen.

Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindfonden og understøtter fondens arbejde for mennesker med handicap og skabe plads til forskelle i samfundet.

For en uge siden meldte arrangørerne udsolgt i Valby og derefter Næstved. Hvis man ønsker at deltage, kan man stadig nå at købe billet til koncertdagene i Tårnby, Kolding, Aarhus, Aalborg og Esbjerg.

Årets program byder på kunstnerne Blæst, Burhan G, Hugorm, Jada, Kesi, Scarlet Pleasure, Tobias Rahim og TV 2.

Turnéen lægger fra den 18. juli til den 28. juli vejen forbi de otte byer. Tårnby tager hul på programmet, mens Valby slutter det af.

Sidste år kunne Grøn fejre 40-års jubilæum, og det var første gang, at koncertens 180.500 billetter alle var udsolgt.

Det er håbet fra indsamlingschef Theis Petersen, at det scenarie gentager sig i år. Det har han sagt i løbet af ugen.

Muskelsvindfonden og Tuborg står sammen bag arrangementet Grøn.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 04/05/2024 - 10:00

FAKTA: Buksbomplantens plager

* De seneste 10-15 år har buksbomplanten været plaget af to alvorlige svampesygdomme kaldet buksbomkvistdød og buksbomgrentørre.

* Begge sygdomme får planten til helt at visne, mens kvistdød-svampen også spreder sig til jorden og gør det umuligt at plante en ny buksbom samme sted.

* Problemerne er kun blevet større, efter at buksbommøl kom til. Møllene lægger æg på buksbommen, og de larver lever af plantens blade og kan afløve hele planten.

Kilde: Haveselskabet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 04/05/2024 - 10:00

Her er alternativerne til den sygdomsplagede buksbom

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Buksbomplanten døjer med flere sygdomsproblemer, og i de seneste år har der været en stigning i et nyt problem. Nemlig buksbomhalvmøl.

En flot formklippet buksbom har spillet en stor rolle i dansk havedesign i mange år.

Men over hele landet kæmper mange haveejere med sygdom og skadedyr i netop den busk.

Derfor fraråder Haveselskabet, der er en nonprofit-organisation for haveejere, nu planten helt.

- I en del år har der været flere og flere problemer med to forskellige, alvorlige svampesygdomme, som får planterne til at visne. Og i det seneste år har vi oplevet en stigning af buksbomhalvmøl, siger Louise Møller, der er fagredaktør hos Haveselskabet.

Hun fortæller, at buksbomhalvmøllen lægger æg på buksbommen, og når de klækkes, lever larverne af plantens blade.

- De kan nærmest helt aflive planten, som ender med at se helt forfærdelig ud, siger hun.

Ifølge Louise Møller raser buksbomhalvmøl i øjeblikket mest i den østlige del af landet, men hun forventer, at den breder sig til hele Danmark. Skal du derfor plante nyt, anbefaler hun, at du vælger en anden plante.

- Jeg ville ikke rive en sund plante op. Det er der ingen grund til. Men skal du eksempelvis have en ny hæk, så er buksbom ikke det bedste valg, siger hun.

I stedet anbefaler hun fire alternativer til buksbommen.

- Taks ligner ikke buksbommen, men den kan bruges til noget af det samme og klippes tæt og i en form, siger Louise Møller og fortsætter:

- Bladene på den japanske kristtorn ligner buksbommen til forveksling, og det utrænede øje vil nok have svært ved at se forskel. Den tåler også formklipninger og er mere grov i grenstrukturen.

Du kan også plante en thuja, som mange nok forbinder med en kirkegårdsplante, eller en bloombux, som er en nyere sort af rododendron.

- Thuja er god som en stedsegrøn hæk, men den egner sig ikke så meget til formklipning. Det gør bloombuxen. Dog får den flotte, lyserøde blomster i maj, hvis du lader den være, siger Louise Møller.

Hos Niels Kristian Legind, der er jordbrugsteknolog og ejer og stifter af Tyrsbjerglund Anlægsgartner, har buksbomhalvmøllen også forvoldt store problemer for ham selv og hans kunder.

- Det er sjældent, at jeg ser en buksbom, der ikke er angrebet. Det er så udbredt, siger han.

Ifølge Niels Kristian Legind er det nemt at spotte, om ens buksbom er blevet ramt af buksbomhalvmøl.

- Du vil kunne se blade, som er blevet spist, og så hænger der spind på busken. Opdager du det tidligt, kan du godt få en pæn buksbom igen, siger han og peger på, at det kræver hårdt arbejde.

- Du skal kæmpe på flere fronter, hvor du kan prøve at sprøjte med pesticider. Men jeg har givet op på mine efter tre års kamp, så du skal være virkelig glad for buksbom og indstille dig på at kæmpe år efter år, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek