Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/05/2024 - 05:15

Nyt studie: 86.000 danskere har problematisk forhold til sociale medier

Afhængighed af sociale medier giver ifølge nyt studie øget risiko for at udvikle depression og ensomhed.

Uncredited/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Ni ud af ti danskere er på sociale medier som Facebook, Instagram og Snapchat.

Men cirka to procent - 86.000 personer - har så svært ved at administrere deres forbrug, at de udvikler decideret afhængighed.

Det viser en ny undersøgelse, som forskere fra Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet står bag.

Et repræsentativt udsnit på 1958 personer i alderen 16 til 64 år er over to år blevet spurgt til deres forbrug af sociale medier.

2,3 procent af deltagerne har et forbrug, der af forskernes definitioner kan karakteriseres som afhængighed.

Det er for eksempel, når brugen af sociale medier går ud over studie eller job, eller man føler sig rastløs, når der ikke er mulighed for at tilgå medierne.

Overfører man de 2,3 procent med et problematisk forbrug af sociale medier til landsplan, svarer det til 86.000 danskere.

Det forklarer forsker og studiets hovedforfatter, Ziggi Santini.

- Man kan diskutere, om to procent er et højt eller et lavt tal. Jeg mener, det er et relativt højt tal, set i lyset af at mange bagatelliserer de potentielle konsekvenser af en teknologi, som næsten alle i befolkningen bruger til hverdag.

Studiet viser også, at personer med afhængighed af sociale medier har tre gange så stor risiko for at udvikle depression og fire en halv gange så stor risiko for at føle sig ensomme.

De er også i højere risiko for at miste nogle af deres nære sociale relationer.

Undersøgelsen viser også, at mere end halvdelen af de adspurgte - cirka 60 procent - har symptomer på afhængighed, mens 30 procent ikke viser tegn på et problematisk forhold til sociale medier.

Afhængigheden af de sociale medier begynder ifølge Ziggi Santini, når de bliver omdrejningspunkt i hverdagen.

Eksempelvis hvis man hele tiden tænker på eller planlægger, hvornår man næste gang skal tjekke opdateringer eller poste opslag.

Når afhængigheden kan gå ud over den mentale og sociale trivsel, hænger det ifølge forskeren sammen med, at sociale medier - modsat deres betegnelse - er det stik modsatte af sociale.

- Jeg ved ikke, hvem der har fundet på betegnelsen sociale medier, men det er et dårligt begreb.

- De skaber en digital forbindelse, men de kan samtidig skabe social afstand, hvor folk gemmer sig bag en profil, som ofte ikke siger ret meget om, hvem de i virkeligheden er.

- På længere sigt er det usandsynligt, at det fører til gode nære relationer - det er nok snarere det modsatte, der er tilfældet, og det er også det, vores studie ser ud til at bekræfte, siger han.

Undersøgelsen er netop publiceret i tidsskriftet "International Journal of Mental Health and Addiction".

/ritzau/

Cannes, 16/05/2024 - 14:20

Trine Dyrholm: Det var magisk at vise film i Cannes

Sameer Al-Doumy/Ritzau Scanpix

Filmen "Pigen med nålen" modtog stående bifald fra 2000 mennesker efter premieren ved Cannes Film Festival.

Onsdag blev den danske film "Pigen med nålen" vist ved den prestigefyldte Cannes Film Festival. Og det var en magisk oplevelse.

Det fortæller skuespiller Trine Dyrholm, der spiller en fremtrædende rolle i filmen.

- Det var en kæmpe oplevelse at se filmen inde i salen i går. Der var 2000 mennesker og vi fik stående bifald. Det var meget rørende, siger hun.

Publikum kvitterede med at klappe i seks minutter, da filmen var slut.

- Det er en film, som man ikke bare hujer af lige med det samme. Den er meget kompleks og mørk, så da filmen var helt færdig, var der stille, men så klappede folk, og det blev bare ved, siger Trine Dyrholm.

Det er anden gang at Trine Dyrholm er med til filmfestivalen i Cannes. Første gang var i 1998 med filmen "Festen", der er instrueret af Thomas Vinterberg.

- Det er en sjældenhed i karrieren at være med til de her festivaler, så jeg føler mig meget privilegeret over, at være med i Cannes for anden gang, siger skuespilleren.

"Pigen med nålen" er instrueret af Magnus von Horn og bygger på historien om den danske seriemorder Dagmar Overbye. Fra 1913 og syv år frem dræbte hun en række spædbørn, der var født uden for ægteskab.

Trine Dyrholm spiller Dagmar Overbye, mens Vic Carmen Sonne spiller den unge fabriksarbejder Karoline, der møder Dagmar, da hun bliver arbejdsløs, forladt og gravid.

Filmen er den første dansksprogede film i hovedkonkurrencen i Cannes siden Thomas Vinterbergs "Jagten" fra 2012.

Om det bliver "Pigen med nålen", der ender med at løbe med Guldpalmen, vil Trine Dyrholm ikke spå om.

- Men det ville da være fantastisk, hvis vi vandt, og jeg ønsker det virkelig for Magnus (von Horn, red.). Han holdt en tale i går inden visningen, og der sagde han: ”Vi har allerede vundet”. Og det er også sådan jeg har det, siger hun.

"Pigen med nålen" får dansk biografpremiere 5. september.

/ritzau/

Læs Mere >>

Cannes, 16/05/2024 - 13:47

Trine Dyrholm: Det var magisk at vise film i Cannes

Filmen "Pigen med nålen" modtog stående bifald fra 2000 mennesker efter premieren ved Cannes Film Festival.

Onsdag blev den danske film "Pigen med nålen" vist ved den prestigefyldte Cannes Film Festival. Og det var en magisk oplevelse.

Det fortæller skuespiller Trine Dyrholm, der spiller en fremtrædende rolle i filmen.

- Det var en kæmpe oplevelse at se filmen inde i salen i går. Der var 2000 mennesker og vi fik stående bifald. Det var meget rørende, siger hun.

Publikum kvitterede med at klappe i seks minutter, da filmen var slut.

- Det er en film, som man ikke bare hujer af lige med det samme. Den er meget kompleks og mørk, så da filmen var helt færdig, var der stille, men så klappede folk, og det blev bare ved, siger Trine Dyrholm.

"Pigen med nålen" bygger på historien om den danske seriemorder Dagmar Overbye. Fra 1913 og syv år frem dræbte hun en række spædbørn, der var født uden for ægteskab.

Trine Dyrholm spiller Dagmar Overbye, mens Vic Carmen Sonne spiller den unge fabriksarbejder Karoline, der møder Dagmar, da hun bliver arbejdsløs, forladt og gravid.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/05/2024 - 10:00

FAKTA: Øl og sommermad

* Øl slukker tørsten, men er også en god følgesvend til sommerens retter.

* Servér for eksempel lyse lagerøl til fiskeretter eller en let omelet. 

* Den tyske øltype bockbier passer godt til en traditionel dansk smørrebrødstallerken.

* Påskebryg, som sagtens kan drikkes sommeren igennem, går i spænd med det meste af sommerens lækkerier - for eksempel grønne asparges.

Kilde: Carsten Berthelsen, foredragsholder og forfatter til ti bøger om øl.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 15/05/2024 - 10:00

Ølekspertens friske favoritter til lune dage

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Sluk tørsten med smagen af en bølgende kornmark, eller nyd de lyse nætter med en kulsort bryg, der er lige så mild som maj.

Solens bagende stråler på terrassen kalder på liflige dråber i glasset. Og her skuffer det sjældent med en perlende lys øl fra køl.

- Mange af de lyse øl til sommertiden har en skøn aroma, som giver mindelser om kornmarker og pikante urter, siger Carsten Berthelsen, der er foredragsholder og forfatter til en række bøger om netop øl.

Personligt holder han af at sidde og hyggekonversere med sine gæster over en påskebryg fra et af landets mindre bryghuse. For selv om påsken for længst er pippet af, egner højtidens øl sig i den grad til at blive drukket sommeren igennem, mener han.

- Påskebryggen laves jo som forårsbebuder. Og bryghusene kæmper lidt med, om de skal kalde det påskebryg eller for eksempel forårs- eller sommerale, siger Carsten Berthelsen og fortsætter:

- Men vi kan jo drikke efter årstiden - derfor lysere sorter til lyse tider, og mørke bryg til skumring, efterår og vinter.

Carsten Berthelsen anbefaler, at du går på opdagelse i påskebrygsortimentet blandt de efterhånden mange bryggerier, der findes rundt omkring i landet - helt fra Svaneke på Bornholm til Sakskøbing på Lolland og Ørbæk på Fyn.

Gå efter etiketter, der lover Forårsale, lys lager eller Pale Ale på for eksempel mellem fem og seks i alkoholprocent. Disse typer øl gør sig nemlig godt sammen med lette sommerretter.

- Vi kunne jo snuppe en dejlig hvid fisk, som vi smider på panden på skindsiden og serverer sammen med asparges og kartofler med smørsovs. Lige nu er vi i den skønne aspargestid, og til denne herlige grøntsag er øl med en dejlig afrunding, en fin sødme og en spidshed i eftersmagen særdeles velegnet, siger Carsten Berthelsen og anbefaler øltypen Saison.

Et andet læskende forslag til sommerbordet er en undergæret stærk lagerøl.

- Jeg ser en tendens til, at flere danske bryghuse genskaber den tyske såkaldte bockbier, fortæller Carsten Berthelsen og fortsætter:

- Den er særdeles velegnet til et stykke ægte dansk smørrebrød. Øllet skal helst have en fint afstemt bitterhed, der sammen med en tydelig maltfornemmelse giver en velafbalanceret øl.

Når den varme dag går på hæld, kan du skifte de lyse drikkevarer ud med noget i den mere dunkle ende af skalaen. Her anbefaler Carsten Berthelsen en anden tysk øltype, nemlig Schwarzbier.

- En sådan øl kan man passende sidde og nyde, mens man kigger på fuldmånen, der danser hen over nattehimlen. Det er en kulsort øl, men slet ikke som en Stout, fordi den er mild i sin smag og derfor særdeles velegnet til de smukke nætter, vi har nu, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek