New York, 16/07/2025 - 22:51
Den største sten fra Mars er solgt for mere end 27 millioner kroner
En meteorit fra Mars, der vejer mere end 24 kilo, er onsdag blevet solgt på en auktion i New York.
Charly Triballeau/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den største meteorit fra Mars, der nogensinde er fundet på Jorden, er onsdag blevet solgt på auktion i New York for 4,3 millioner dollar.
Det skriver mediet ABC News.
Beløbet svarer til 27,6 millioner kroner.
Stenen vejer mere end 24 kilo og har en længde på knap 38 centimeter. Den er 70 procent større end den næststørste kendte meteorit fra Mars.
En meteorit er det, der er tilbage, når en komet, asteroide eller meteoride har overlevet turen gennem Jordens atmosfære.
Stenen fra Mars er blevet solgt hos auktionshuset Sotheby's i New York.
Ifølge Sotheby's menes meteoritten at være blevet slynget ud fra Mars' overflade ved et voldsomt asteroidenedslag.
Herfra skal den have fløjet 225 millioner kilometer gennem rummet, inden den landede i Sahara-ørkenen.
En meteoritjæger fandt stenen i Niger i november 2023.
- Dette er der største stykke af Mars på planeten Jorden. Oddsene for, at det er kommet hertil, er astronomisk små, siger Cassandra Hatton, der er næstformand for videnskab og historie ved Sotheby's ifølge ABC News.
Stenen er ifølge auktionshuset utrolig sjælden, da meteoritter fra Mars kun udgør 400 af de 77.000 officielt anerkendte meteoritter.
Prøver af meteoritten har vist, at den blev dannet, da magma langsomt blev afkølet.
- Dette er ikke bare et mirakuløst fund, men et enormt datasæt, der kan hjælpe med at opdage hemmeligheder om vores nabo, den røde planet, siger Cassandra Hatton ifølge ABC News.
Det er uvist, hvem den nye ejer er, og om stenen vil blive en del af en offentlig eller privat samling.
Med gebyrer og andre omkostninger løber den samlede pris for meteoritten op i 5,3 millioner dollar, eller hvad der svarer til 34 millioner kroner.
/ritzau/