New York, 23/04/2025 - 06:43
Amerikanske aktier stiger efter forlydender om toldopblødning
De største amerikanske aktier steg tirsdag ovenpå melding om mulig amerikansk opblødning i toldkrig med Kina.
Agustin Marcarian/Reuters
Af: /ritzau/
Tirsdagen bød på store stigninger på flere af de største amerikanske aktier på børserne i New York.
De tre store indeks - S&P 500, Dow Jones og Nasdaq - steg alle med mellem 2,5 og 2,7 procent.
Stigningerne kommer efter forlydender om, at den amerikanske regering forventer en snarlig deeskalering i handelskrigen med Kina.
På et lukket investormøde arrangeret af banken JPMorgan skulle finansminister Scott Bessent ifølge en unavngiven kilde, der var til stede i rummet, have adresseret USA's handelskrig med Kina.
Til tv-stationen CNBC oplyser kilden, at Bessent på mødet sagde, at han venter en deeskalering i meget nær fremtid.
Bessent skulle også have sagt, at "ingen mener, at status quo er holdbar" med henvisning til de store toldsatser, som USA og Kina har indført overfor hinanden.
Også tirsdag sagde USA's præsident, Donald Trump, desuden, at tolden på kinesiske varer "vil falde væsentligt, men det bliver ikke nul", skriver CNN.
USA pålægger 145 procent told på kinesiske varer, mens Kina har givet igen med 125 procent told på amerikanske varer.
- 145 procent er meget højt, og det kommer ikke til at være så højt, lød det fra Trump.
Siden Trump i begyndelsen af april annoncerede importtold på varer fra stort set alle verdens lande, har der været stor uro på de finansielle markeder.
Tirsdag eftermiddag sænkede Den Internationale Valutafond (IMF) med udgangspunkt i den nuværende situation forventningerne til den økonomiske vækst i USA, Kina og de fleste lande.
- Den hurtige eskalering af handelsspændingerne og ekstremt store politiske usikkerhed forventes at have markant indflydelse på global økonomisk aktivitet, skrev IMF tirsdag.
Forventningen er nu en vækst på 2,8 procent i 2025, hvilket er en nedjustering på 0,5 procentpoint og et godt stykke under det historiske gennemsnit for årene 2000 til 2019, som ligger på 3,7 procent.
/ritzau/