Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 07/03/2023 - 07:00

Mænd har stadig større pensionsformuer: Det kan du gøre som kvinde

En god pensionsopsparing kræver planlægning og opmærksomhed gennem hele livet. Kvinder har stadig mindre pensionsformuer end mænd, men gabet kan gøres mindre.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus

Det er stadig mænd, der i gennemsnit har den største pensionsformue.

Men kvinderne er med små skridt begyndt at hale ind på mændene. Det viser de seneste tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension.

I 2021 var mændenes gennemsnitlige pensionsformue 24 procent højere end kvindernes for de 25- til 29-årige. Men for de 30- til 39-årige var forskellen godt ni procentpoint mindre.

Derfra øges mændenes formuer igen med alderen.

- Der er altså stadig et stort gab. Mænd og kvinders lønforskelle bliver selvfølgelig også afspejlet i formuerne, siger Karina Ransby, der er underdirektør i Forsikring & Pension.

- Vi anbefaler, at man skal have omkring 70-80 procent af sin løn i pension. Med en lavere løn skal man derfor typisk også spare det mindre op i pension i kroner og øre for at opretholde den samme levestandard.

Der sker ændringer i vores samfund som for eksempel øremærket barsel, der gør, at mændenes og kvindernes økonomi på sigt vil nærme sig hinanden mere.

Store bevægelser i uddannelsesmønstrene vil på sigt også give større pensionsformuer for kvinderne.

Men som kvinde kan du selv gøre yderligere nu og her for at sikre, at din pensionsformue ikke kommer for langt bagud.

- Det første, man skal gøre, er at logge ind på pensionsinfo.dk for at se, hvor meget man kan forvente at få udbetalt som pensionist. Der er en prognose. Og så kan man vurdere, om beløbet er tilstrækkeligt i forhold til ens løn, siger hun.

Du bør tænke over, hvilket liv du gerne vil have, når du går på pension.

Hvis du gerne vil rejse meget i dine første år som pensionist, kan det være, at du skal spare flere penge op, som du kan bruge til rejser og oplevelser.

Det kan også være, at du gerne vil trække dig før tid. Så skal du bruge penge i længere tid, og du indbetaler i kortere tid.

- Det er dyrt at trække sig før tid, så det skal man have planlagt, siger Karina Ransby.

Viser det sig, at du ikke har sparet nok op i forhold til anbefalingen på de 70-80 procent og dine egne ønsker, så har du forskellige muligheder.

En af dem er at overveje, om du skal indbetale mere til din pension.

- Hvis man for eksempel arbejder deltid eller er selvstændig, skal man være ekstra meget opmærksom på sin pension, siger Karina Ransby.

Det er bedst at begynde med at indbetale til pension så tidligt som muligt, fordi man så kan få glæde af renters rente-effekten.

En anden mulighed er at tænke over sin risikoprofil, siger privatøkonom i PFA Camilla Schjølin Poulsen.

- Det har selvfølgelig betydning, hvor meget man indbetaler til sin pension, men en anden vigtig faktor er, hvordan pengene bliver investeret undervejs, siger hun.

Hun understreger, at man kun skal vælge en højere risikoprofil, hvis man kan holde ro i maven, når investeringerne går den anden vej.

- Men især når investeringen er langsigtet, skal man også kende konsekvenserne ved at vælge en lavere risikoprofil, siger hun.

Og hvis du er gift, foreslår hun, at I aftaler i en ægtepagt, at I også skal dele pensionsformuer ved en eventuel skilsmisse.

- Der er alligevel en del danskere, som i løbet af deres liv gennemgår en skilsmisse. Og udgangspunktet er altså, at pensionsformuer ikke bliver delt, siger Camilla Schjølin Poulsen.

/ritzau fokus/

Los Angeles, 29/12/2025 - 21:33

Beyoncé er som den femte musiker blevet dollarmilliardær

Angela Weiss/Ritzau Scanpix

Beyoncés to seneste koncertturnéer og album har været med til at gøre hende til dollarmilliardær

Superstjernen Beyoncé er officielt blevet dollarmilliardær.

Det skriver det amerikanske erhvervsmagasin Forbes.

Den 44-årige amerikanske sanger har i løbet af karrieren udgivet et hav af verdensomspændende hits som "Single Ladies", "Crazy in Love" og "Texas Hold 'Em".

Sidstnævnte figurerer på Beyoncés seneste album, "Cowboy Carter", fra 2024.

Det er blandt andet dette album og sangerens to seneste koncertturnéer, der har fået hende med på milliardærlisten.

I alt indtjente turnéen Cowboy Carter Tour mere end 400 millioner dollar i billetsalg - svarende til omkring 2,5 milliarder kroner. Det skriver Forbes med henvisning til magasinet Pollstar, der følger koncertindustrien tæt.

Dertil blev der ved koncerterne solgt merchandise for 50 millioner dollar - cirka 317,4 millioner kroner - ifølge estimater fra Forbes.

Beyoncé er ifølge Forbes den femte musiker, der kan kalde sig dollarmilliardær.

/ritzau/

Læs Mere >>

Saint-Tropez, 29/12/2025 - 17:42

Brigitte Bardot skal begraves ved vandet i Saint-Tropez

Frederic Dides/Ritzau Scanpix

Skuespilleren Brigitte Bardot sagde i 2018, at hun ville begraves i sin have - ligesom sine kæledyr.

Den franske skuespiller Brigitte Bardot skal begraves i Saint-Tropez ved den franske riviera 7. januar.

Det skriver det franske medie BFM TV.

Hendes begravelse vil blive afholdt i en kirke i Saint-Tropez efterfulgt af en "privat" ceremoni ved rivieraen, oplyser skuespillerens fond mandag.

Brigitte Bardot døde i weekenden i en alder af 91 år.

Efter skuespilkarrieren blev hun dyreforkæmper og kæmpede for dyreværnssagen helt frem til sin sene alderdom.

For år tilbage udtalte skuespilleren, at hun ønskede at blive begravet i sin have med et simpelt trækors på sin grav - ligesom sine kæledyr.

- Jeg vil hellere være der end på Saint-Tropez-kirkegården, hvor en flok idioter kunne beskadige mine forældres og bedsteforældres grave, sagde Brigitte Bardot til avisen Le Monde i 2018 ifølge AFP.

Men det er altså ikke planen, at skuespilleren skal begraves i sin have.

Bardot fik sit internationale gennembrud som 22-årig med filmen "Gud skabte kvinden", som blev instrueret af hendes daværende mand, Roger Vadim.

Herefter fulgte en lang række film - herunder "Privatliv", "Viva Maria!" og "Jeg elskede dig i går".

Bardot spillede også med i en række musicals og udgav flere plader.

På trods af sin internationale succes lagde hun som 39-årig skuespilkarrieren på hylden. Selv har hun fortalt, at hun op til sit exit havde et stort alkoholmisbrug, og at hun havde brug for at trække sig fra rampelyset.

Herefter bosatte Bardot sig nær Saint-Tropez ved den franske riviera og viede sit liv til kampen for dyrs rettigheder.

Blandt Bardots mærkesager var hendes modstand mod brug af pels og skind i modeindustrien, og hun har især kæmpet imod drab på sæler.

Skuespilleren havde tre skilsmisser bag sig, før hun i 1992 blev gift med sin seneste mand, Bernard d'Ormale.

Hun havde også en søn fra et tidligere ægteskab.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

FAKTA: Investeringer i forsvar er fordoblet

* En opgørelse viste for et par måneder siden, at pensionsbranchen har fordoblet beholdningen af investeringer i forsvarsvirksomheder.

* Fra januar 2024 til april 2025 er forsvarsinvesteringerne øget fra godt 9 milliarder kroner til næsten 19 milliarder kroner.

* Stigningen skyldes både, at pensionsselskaber har øget deres eksisterende investeringer i forsvar, at nye pensionsselskaber er gået ind på området, og at især europæiske børsnoterede forsvarsaktier er steget i værdi.

Kilde: Forsikring og Pension.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

Dine pensionskroner kan ende i våben

Khaled Desouki/Ritzau Scanpix

Hvis du ikke ønsker, at din pensionsopsparing bliver investeret i forsvarsindustrien, kan du typisk fravælge våben.

De fleste danskere indbetaler til en pensionsopsparing, som bliver investeret, så den kan vokse.

For mange pensionskunder indebærer det i dag i højere grad end tidligere også investeringer i forsvarsindustrien og våben. Og det bør man være klar over som kunde.

Sådan lyder det fra underdirektør i brancheorganisationen Forsikring og Pension Tom Vile Jensen.

- Hvis man har en holdning til det, vil jeg råde til, at man kontakter sit pensionsselskab og spørger ind til sine muligheder, siger han og fortsætter:

- Investorer i det private har tidligere holdt sig helt fra atomvåben blandt andet på grund af FN's traktat om forbud mod atomvåben, der trådte i kraft i 2021. Men ingen Nato-lande - heller ikke Danmark - har underskrevet eller ratificeret den, siger han.

Ifølge Nato er atomvåben en central del af alliancens forsvar som et afskrækkelsesmiddel.

Selv om Danmark ikke har underskrevet traktaten, vurderer Tom Vile Jensen, at den har fået pensionsselskaber herhjemme til at afholde sig fra investeringer i dele af forsvarsindustrien.

For eksempel har landets største pensionsselskab, PFA, tidligere haft en politik om ikke at investere i selskaber, der producerer komponenter til atomvåben.

Men den politik er siden blevet lempet, fortæller Rasmus Bessing, der er PFA's direktør for ansvarlige investeringer.

- Vi lever i en verden, som er under forandring - særligt efter Ruslands invasion af Ukraine. Når verden forandrer sig, skal vi følge med for fortsat at være relevante i den virkelighed, vi agerer i, siger han.

- Der er i Europa bred enighed om, at vi skal tage bedre hånd om vores egen sikkerhed. Som en del af den udvikling har vi tilpasset vores investeringspolitik, så vi i højere grad kan investere i den europæiske forsvarsindustri.

Tidligere var to tredjedele af PFA's investeringer amerikanske. Ifølge Rasmus Bessing udgør USA og EU nu cirka 50 procent hver.

- PFA kan nu investere i eksempelvis Airbus, Boeing og Dassault Aviation, hvor en lille del af omsætningen kommer fra dele til atomvåben. For eksempel leverer Airbus dele til det franske atomforsvar.

Han understreger, at der fortsat ikke bliver investeret i konventionsstridige våben, såsom klyngebomber samt biologiske og kemiske våben.

Som pensionskunde har man typisk mulighed for at sige nej til våben.

- Hvis man ikke ønsker, at ens pensionsopsparing skal bruges til investeringer i våben, kan man vælge vores Klima Plus-produkt, som er fri for våben, siger Rasmus Bessing og uddyber:

- Fravælger man våben, betyder det ikke, at man vil få et dårligere afkast. Målet er, at opsparingen skal vokse på samme måde, uanset om man vælger at investere i våben eller ej.

Hos Danica Pension er synet på investeringer i forsvarsindustrien også gradvist blevet ændret. Det forklarer investeringsdirektør Poul Kobberup.

- Selv om vi investerer mere i forsvar, sker det fortsat ansvarligt og med nøje etiske overvejelser. Alle vores investeringer skal stadig leve op til ESG-kravene, siger han.

Det betyder, at der skal tages hensyn til miljø, sociale forhold og god selskabsledelse.

- Ligesom andre pensionsselskaber tilbyder vi et produkt, der er helt fri for investeringer i forsvar og våben. Hos os hedder det Ansvarligt Valg, siger Poul Kobberup.

Han tilføjer, at uanset om investeringen er med eller uden våben, vil den gå op og ned, men over tid skulle opsparingen gerne vokse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek